"Jeg har fx en 18-årig dreng, som har været involveret i noget bandehalløj. Han går helt vildt op i få de der 2-taller. Hvis jeg skifter til kombineret efter- og højskole, så kan jeg ikke hjælpe ham. Han er for gammel til efterskole og på højskole må man ikke have prøver”, fortæller formand for Frie Fagskoler Jette Rønne.

Voldsomme ekstrabesparelser kan lukke Frie Fagskoler

Samtlige partier glædede sig sidste år over, at have lavet en ny lov for de frie fagskoler. Man sikrede en ekstra indsat for udsatte unge, fordi de frie skoler netop fanger denne gruppe op. Men nu lyder finanslovsforslaget på en ekstra 20 procents besparelse på deres taxameter. ”Det vil lukke os”, siger skolernes formand.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De frie fagskolers formand Jette Rønne er voldsomt overrasket over de nye besparelser. Skolerne har gennem de seneste fem år været i gang med en forandringsproces fra husholdnings- og håndarbejdsskoler til Frie Fagskoler. Hele deres lovgrundlag er revideret.

"Det var jo netop et enigt folketing, der vedtog den nye lov. Og så skifter vi regering, og så skal vi pludselig beskæres med i alt 20 procent på vores taxameter. Vi har intet hørt om det, før finanslovsforslaget kom. Det er simpelthen en nedlæggelse af den her type skoler".

Bred politisk opbakning til skolerne  

Da loven blev vedtaget, var Venstre uddannelsesordfører Anni Mathiesen meget begejstret: 

"Det er vigtigt for Venstre, at vi giver de frie fagskoler mulighed for at afholde enkeltfagsprøver i dansk og matematik. Det er jo afgørende for, at flere elever fra de frie fagskoler får muligheden for at blive optaget på en erhvervsuddannelse, og det er kun muligt med et gennemsnit på karakteren 2 i netop dansk og matematik", sagde hun ved førstebehandlet .

Samtlige partier  - Socialdemokraterne, Konservative, Radikale, Liberal Alliance, SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti  - udtrykte deres støtte til den nye lov, fordi den gav skolerne endnu bedre muligheder for at hjælpe udsatte unge tilbage til i uddannelsessystemet. Daværende undervisningsminister Christine Antorini glædede sig over opbakningen.

"Det er utrolig vigtigt, at det lykkedes for os at finde en model, hvor både frie fagskoler og specialefterskoler nu også kan tilbyde fagprøver i fagene dansk og matematik, og jeg hører også fra de forskellige partier, at der er en bred opbakning til, at vi selvfølgelig også der sikrer en vej for de unge, som måske ikke, som jeg tror Enhedslisten sagde, har haft en lige vej igennem uddannelsessystemet.

Reduktion af tilskuddet

Men nu har de frie fagskoler netop fået besked om, at regeringen vil spare 18 procent ekstra på deres uddannelsestaxameter - ud over de 2 procent om året, som alle uddannelser er blevet pålagt med finanslovsforslaget.

"I forbindelse med regeringens prioriteringer på finanslovforslaget for 2016 er det besluttet at reducere tilskuddet til de frie fagskoler. Som følge heraf reduceres driftsbevillingen med 10 mio. kr. årligt fra 2016 og frem. Reduktionen berører ikke tilskud til inklusion, specialundervisning eller svært handicappede elever. Initiativet betyder dermed, at basistaksten, supplerende takst for elever på kurser af mindst 2 ugers varighed, supplerende takst for elever på kurser af mindst 12 ugers varighed samt supplerende takst for elever i 10. klasse reduceres med 18 pct. i 2016", lyder det i et brev fra Børne- og undervisningsministeriet til de frie fagskoler.

Oveni forsvinder et tilskud, som skolerne har fået 2014 og 2015 til partssamarbejde om kompetenceudvikling efter OK13-lovindgrebet - dermed forsvinder yderligere 2,1 procent.

Overskud skal bruges til bygninger

De frie fagskoler får et højere tilskud end efterskoler og højskoler, fordi en tredjedel af deres undervisning ifølge loven skal være praktisk undervisning i fx køkken og værksteder, og det koster flere penge. Sådan har det altid været. Deres målgruppe er unge, der ikke er klar til uddannelse eller som er frafaldstruede.

"Vi har meget stor succes med det, vi gør, så det er ikke det det, handler om. Jeg tror, at de i Finansministeriet har fået øje på, at nogle af skolerne har et overskud, fordi vi ikke har renoveret vores bygninger, mens vi har gået og ventet på den nye lovgivning".

Netop den problematik, blev der stillet spørgsmål til uddannelsesminister Esben Lunde Larsen om, på et samråd i uddannelsesudvalget i tirsdags. Her svarede ministeren, at uddannelserne jo har deres bygningstaxameter.

Uddannelses-minister: Intet problem at spare to procent på læreruddannelsen

"Men bygningstaxameteret er jo et rent renoveringstaxameter", siger Jette Rønne. "Hvis vi skal lave sådan noget som værksteder, så holder det slet ikke. På min skole får vi 710.000 om året. Jeg har lige brugt 690.000 på et nyt værksted. Man er nødt til at kunne spare nogle penge op for at kunne følger med. Det koster altså penge at drive den form for skole der skal til for at hjælpe de her unge mennesker".

Jette Rønne er overbevist om, at hvis besparelserne bliver til virkeligheden, så vil de Frie Fagskoler være tvunget til at blive efterskoler eller højskoler eller en kombination.

"Så går hele ideen væk, for så kan vi ikke længere hjælpe de unge til at komme ind på en EUD. Jeg har fx en 18-årig dreng, som har været involveret i noget bandehalløj. Han går helt vildt op i få de der 2-taller. Hvis jeg skifter til kombineret efter- og højskole, så kan jeg ikke hjælpe ham. Han er for gammel til efterskole, og på højskole må man ikke have prøver". 

Ministeren skal svare Socialdemokraterne

Socialdemokraten Mattias Tesfaye har nu stillet et skriftligt spørgsmål til børne- og undervisningsminister Ellen Trane Nørby om besparelserne. 

"Hvad er ministerens begrundelse for, at De Frie Fagskoler på regeringens forslag til finanslov for 2016 får reduceret deres driftstilskud med 18 pct. ud over de generelle nedskæringer på uddannelsesområdet?"

Ellen Trane: Frie fagskolers gode økonomi tillader besparelser

Og Frie Fagskolers Forening har anmodet og fået lovning på foretræde for ministeren 21. oktober. 

Læs mere

Ministeriets orientering til Frie Fagskoler

Mereom Frie Fagskoler

Lovom Frie Fagskoler

Folketingsdebat ved behandling af loven

Brev fra Frie fagskoler til Uddannelsesudvalget