Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Hvis man som mig efterhånden har en del år på lærerbagen, har man helt sikkert prøvet, at NU kom det nye pædagogiske tiltag, der er svaret på alle lærere og pædagogers bønner, og som er løsningen på alle problematikker, der måtte findes i skoleverdenen.

Der var Howard Gardner og de mange intelligenser. Der var designprocesser. Der var læringsstile. Der var classroom-management. Der var flipped learning. Og cooperative learning for den sags skyld. Og portfolio og alt muligt andet. Du kan jo selv fortsætte listen.

Det er alle områder, tendenser og pædagogiske praksisser, som har det til fælles, at de, på hver deres tidspunkt gennem de seneste 20 års tid, har haft deres storhedstid, og som er blevet præsenteret for mig og for tusindvis af andre lærere som en strategi, en metode eller en pædagogik hvorpå og hvorudfra vi forventedes at basere og strukturere vores praksis.

Og det har vi naturligvis gjort, for det skulle vi. Det skal vi.

En lille implicit kritik

Mange lærere har nok, ligesom jeg selv, siddet lidt forundret tilbage, når vi er blevet præsenteret for det ottende revolutionerende pædagogiske vidunder. Og lidt mæt. For hvad nu med alle de andre pædagogiske kæpheste og kameler, vi sidste år og forrige år også med entusiasme skulle implementere og sluge? Og hvad blev der egentlig af lærerens autonomi, handlemuligheder og metodefrihed, når vi absolut skal bruge den kommunalt bestemte metode?

Det kan være svært igen og igen at mønstre (samme) begejstring og velvillighed, hver gang vi præsenteres for en ny pop-up-pædagogik, og det kan være vanskeligt ikke at føle, at vi igen bliver underlagt en pædagogisk-didaktisk ideologi, som potentielt strider imod vores egne pædagogiske overbevisninger.

Derudover kan jeg ikke lade være med at tænke, at hver gang en ny metode og tilgang til elever og undervisning foldes ud til lærerne, ligger der en lille implicit kritik. Her præsenteres vi for noget, der skal forbedre vores måde at gøre tingene på. Det, vi har gjort indtil nu, er ikke godt nok.

Stå stille

Min oplevelse er, at overfloden af nye tiltag bliver en måde for skoler og kommuner at profilere sig på. Et tegn til omverdenen og det politiske niveau om, at her hos os arbejder vi specifikt og professionelt med komplekse problemstillinger.

Hermed bliver succeskriteriet snarere mængden af målrettede metodiske indsatser end det positive aftryk i praksis hos de professionelle, der skal udføre dem – og ikke mindst for dem det bør handle allermest om: Eleverne og deres trivsel, dannelse og læring.

Dette skaber i mine øjne et pædagogisk og ideologisk paradoks, for naturligvis må skoleverdenen ikke gå i stå. Skolen skal udvikle og spejle sig i det samfund og den tid, den er en del af. Men jeg er faktisk ikke sikker på, at kontinuerlig nytænkning og fremdrift henimod noget andet og mere altid er en positiv udvikling.

Jeg har svært ved at se argumentet for og værdien af en skole, som uophørligt udspyr den ene metode efter den anden. Og der er ingen tvivl om, at jeg grundlæggende er en gladere - og dermed også bedre - lærer, når mit virke er drevet af lyst og engagement fremfor af pligt og pålagte metodetiltag.

Tænk hvis skolen, i en tid og et samfund med konstant fokus på vækst og fremdrift, turde stoppe lidt op og bare stå stille. Se, det ville være modigt. Og nyt.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk