Debat
"Der skal være plads til faglig uenighed – og censur må vi for alt i verden aldrig ty til", skriver Thomas Medom.
Foto: Aarhus Kommune. Collage: Folkeskolen
SF-profil: Det kan ikke være rigtigt, at lærerne skal stå skoleret
Alle må sige deres mening - også i medierne, mener SF-rådmand Thomas Medom.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.
For
noget tid siden læste jeg om en skolelærer, der blev kaldt til samtale hos
ledelsen, fordi hun havde skrevet et kritisk debatindlæg om de nationale test.
Den historie har jeg ikke kunnet slippe.
Som
rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune er jeg øverste chef for 45
folkeskoler og to specialskoler – og dermed leder for rigtig mange skolelærere
og pædagoger. Derfor ligger det mig meget på sinde at gøre det helt klart: Alle
må sige deres mening. Og alle må være kritiske over for den måde, vi løser
vores opgaver på. Faktisk vil jeg gå så langt som til at sige, at vi skal
være kritiske – og turde sige vores meninger højt. Kun sådan udvikler vi os og
bliver endnu dygtigere.
På
skolerne i Aarhus Kommune oplever jeg, at vi er godt på vej mod en kultur, hvor
åbenhed og ytringsfrihed er en selvfølge. Det kan ikke være rigtigt, at man
skal stå skoleret for sin leder, fordi man eksempelvis mener, at de nationale
test ikke er den rette vej. Der skal være plads til faglig uenighed – og censur
må vi for alt i verden aldrig ty til. Det hører en anden tid til.
Selvfølgelig
skal man som offentligt ansat være opmærksom på, at visse oplysninger er
omfattet af tavshedspligt. Men det er ikke kernen i denne sag. Her handler det
om, hvorvidt man mener, at de nationale test er gavnlige eller ej – og det må
alle have en holdning til.
Tydeligt signal
Offentligt
ansattes ytringsfrihed er noget, jeg jævnligt debatterer med mine kolleger i
byrådssalen på Aarhus Rådhus. For hvad kan vi gøre politisk for at fremme en
kultur med mere åbenhed på kommunens arbejdspladser? En hel del. Vi kan nemlig
sende et tydeligt signal om, at alle har ret til at ytre sig – uanset om man er
lærer, pædagog eller pedel.
Vores
grundlov sikrer, at alle offentligt ansatte har ret til at deltage i den
offentlige debat – også om forhold, der vedrører deres eget arbejdsområde.
Dertil har Folketinget netop vedtaget en ny lov, som samler de gældende regler
om offentligt ansattes ytringsfrihed.
Med
andre ord: Alle har ret til at sige deres mening – også i avisens spalter.
Faktisk kommer det os alle sammen til gavn, når vi gør det.
Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk