Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

I sidste uge blev det politisk besluttet at forbyde Palæstina som emne til næste skolevalg. En beslutning, der har gjort mig både vred og modløs på folkeskolens vegne. Jeg mener, at det bør få os alle til at stille det principielle spørgsmål: Hvad er det for en folkeskole, vi ønsker?

Folkeskolen bryster sig af at være et demokratisk rum. I Folkeskolens formålsparagraf står eksplicit nævnt, at “skolens virke skal være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.” Og det formelle formål med Skolevalget er da også, “at øge elevernes demokratiske engagement, styrke deres politiske selvtillid og forberede dem på at deltage i det repræsentative demokrati.”

Det lader dog til, at et demokratisk engagement kun må omhandle visse politiske emner. Argumentet fra Folketingets Præsidium for at forbyde Palæstina på dagsordenen til Skolevalget lyder, at spørgsmålet “rummer en høj grad af kompleksitet og er et potentielt følsomt emne for konkrete elever og deres familier”.

Det er her, kæden hopper af for mig. For mig at se handler al politik om konkrete mennesker: Kontanthjælpsreformen er også et følsomt emne for mange familier, migrationspolitik og regler om statsborgerskab ligeså. Og hvad med krigen i Ukraine, må vi gerne debattere den i skolen?

Skolen skal kunne rumme børns sorg

Folkeskolen er det sted, børn tilbringer størstedelen af deres hverdag. Derfor skal skolen rumme eleverne med hele deres person og identitet. I Danmark bor flere tusinde børn med palæstinensiske rødder, som naturligt har været påvirkede af Israels voldsomme bombardementer i Gaza de sidste godt halvandet år, der af menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International anses som folkedrab.

Også børn, der ikke umiddelbart har relationer til Palæstina, påvirkes. Internettet flyder over af videoer af underernærede børnekroppe, mennesker, der brændes levende, og folk, der graves ud fra murbrokkerne.

Det er meget voldsomme videoer, som mange har været vidne til, og hvis ikke folkeskolen kan være et sted, der griber børnene i deres frygt, sorg og vrede og netop skaber rum for samtaler – men i stedet møder børnene med forbud og censur – så er det ikke en folkeskole, jeg vil ud at arbejde i.

Usympatisk og skræmmende

Jeg vil være lærer, fordi jeg ønsker at skabe rammer, hvor børn kan udvikle sig som mennesker og lære nyt om sig selv og verden i fællesskab med andre. Folkeskolens opgave er ikke at skjule virkeligheden for børnene, hvilket også er en umulighed, når eleverne allerede har adgang til uanede mængder billedmateriale på nettet.

Folkeskolen skal derimod ruste eleverne til at forstå og agere i den verden, de er en del af. At diskutere politik vil altid handle om virkelige menneskers liv, og ja, det kan være følsomt og sårbart. Men netop derfor skal snakken rammesættes af fagprofessionelle, der forstår at støtte og gribe eleverne i de svære samtaler.

At forbyde bestemte emner til skolevalget signalerer det modsatte. At visse emner er farlige at tale om. Eller endnu værre: Ikke er vigtige nok til at komme på skemaet. At alle de børn, der er personligt ramt af krigen i Gaza, skal tie stille. At deres liv, følelser og meninger ikke betyder noget.

Det er for mig at se både usympatisk og skræmmende og ikke noget, jeg som kommende lærer kan stå inde for. Og nej, det er efter min overbevisning ikke den folkeskole, vi ønsker os.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk