Teknologiforståelse

Elever prøver kræfter med IT-verdenen hos Microsoft

Elever fra 6. klasse i Læringshuset i Høje-Taastrup Kommune får i øjeblikket lov til at prøve kræfter med IT-verdenen i samarbejde med Roskilde Tekniske Skole og Microsoft – der netop er ved at etablere et stort datacenter i Høje-Taastrup Kommune.

Her bliver eleverne introduceret til, hvordan det er at arbejde med teknologi og IT i praksis.

Forløbet hedder Junior-Tech-Medarbejder og kobler sig til fag som Teknologiforståelse, Engelsk og Uddannelse & Job. Eleverne arbejder med konkrete problemstillinger fra Microsofts hverdag og møder både medarbejdere fra datacentret i Høje-Taastrup og ansatte fra resten af organisationen.

Borgmester Michael Ziegler (K) glæder sig over samarbejdet.

”Når elever fra vores skoler får mulighed for at arbejde med ægte IT-problemstillinger sammen med Microsoft og Roskilde Tekniske Skole, så tager vi et vigtigt skridt i udviklingen af vores kommende campusmiljø og spændende uddannelsesmuligheder for de unge”, siger han i en pressemeddelelse fra kommunen.

fremtidensskole.htk.dk