Presseetik: Folkeskolen og kilderne

Retningslinjer for interview/citat, klagevejledning mv.

Folkeskolen bestræber sig på at citere alle kilder loyalt og fair, så meningen kommer tydeligt frem for læseren. Som udgangspunkt får kilderne derfor ikke citater til gennemsyn eller læst op i telefonen. Men hvis en person ønsker det, kan han/hun få lov til at se eller høre, hvad vi refererer eller citerer personen for.

Journalisten kan også af egen drift foreslå en kilde at se/høre citater eller hele artiklen, hvis journalisten vurderer, at det kan forhindre misforståelser og fremme den bedst mulige formidling.

Som udgangspunkt er det det talte ord, der gælder, men vi retter altid faktuelle fejl, og hvis et citat kan misforstås, kan kilden og journalisten aftale, at en udtalelse præciseres. Da det er journalisten, der har ansvaret for den samlede tekst, er det journalisten, der afgør, om der skal ændres noget.

Selv om en eller flere kilder har hørt/set en journalistisk tekst eller dele af den, kan der stadig ske ændringer: Teksten kan for eksempel blive delt op i mindre artikler, den kan blive forkortet, eller der kan måske blive tilføjet flere kilder. Også udstyr ‐ rubrik, underrubrik, mellemrubrikker, billedtekster, faktabokse, illustrationer og fremhævede citater ‐ kan blive ændret i redaktionssekretærens endelige redigering, derfor kan en kilde normalt ikke få lov til at se en artikel med udstyr.

Klager

Folkeskolen og folkeskolen.dk udgives af Fagbladet Folkeskolen Aps, som ejes af Danmarks Lærerforening og Stibo Complete i fællesskab.

Ifølge medieansvarsloven er det den ansvarshavende redaktør, der har det fulde ansvar for et medies indhold - altså både, hvad der skal skrives og ikke skrives. Hvis man er utilfreds med Folkeskolens eller folkeskolen.dk's indhold - eller den behandling man har fået af en af de ansatte ‐ er det chefredaktøren, Andreas Marckmann Andreassen, der skal klages til. Det kan ske på adressen: Folkeskolen, Postboks 2139, 1015 København K, på email ama@folkeskolen.dk eller på telefon 33 69 64 00.

Pressenævnet

Hvis man er utilfreds med Folkeskolens eller folkeskolen.dk's redaktionelle indhold ‐ og redaktørens behandling af en klage ‐ kan man klage til Pressenævnet, der er oprettet i henhold til medieansvarsloven. Se pressenaevnet.dk

Her finder man også de vejledende regler for god presseskik. Pressenævnet kan behandle spørgsmål om god presseskik og klager over, at et medie har afvist at bringe et genmæle. I en sag om presseskik kan man som hovedregel enten klage til mediet eller direkte til Pressenævnet. Klagefristen er fire uger fra det tidspunkt, hvor oplysningerne er offentliggjort i mediet. Hvis den ansvarshavende redaktør, Andreas Marckma, afviser klagen, kan man indbringe sagen for Pressenævnet. Klagefristen er fire uger fra det tidspunkt, hvor man har modtaget mediets afvisning. Se pressenaevnet.dk/hvordan-klager-man/

Powered by Labrador CMS