Cropped shot of coworkers using sticky notes on a glass wall during a meeting
Efter sommerferien starter arbejdet med at afprøve de nye fagplaner. Skal du være med, så skynd dig. Deadline er den 27. maj.

Nye fagplaner: Hvad skal fremtidens engelskfag indeholde?

Vil du komme med ideer til, hvordan eleverne skal lære engelsk i fremtiden? Så er det nu, du skal trykke din leder på maven og opfordre til, at skolen melder sig til at afprøve de kommende fagplaner.

Offentliggjort

Efter sommerferien starter arbejdet med at afprøve de allerførste udkast til nye fagplaner. I alt 100 skoler får mulighed for at deltage i afprøvningen med op til fire fag. 

Som engelsklærer har du derfor en enestående mulighed for at få lov at sætte dit fingeraftryk på fremtidens engelskfag.

Det mener i hvert fald Dorthe Agerlund Sloth, der er chefkonsulent på grundskoleområdet i  Danmarks Evalueringsinstitut (EVA). EVA står sammen med Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (Stuk) for afprøvningen af de nye fagplaner. 

”Der er flere fordele ved at deltage. Den ene er, at det er lidt usædvanligt at blive lukket ind i maskinrummet så tidligt i en proces, hvor det er ministeriet, der sidder for bordenden. Det er i hvert fald for skoleområdet ikke så almindeligt. Så det er en virkelig god mulighed for at komme med sine input og idéer til engelsk-fagudvalget”, siger hun.

Ifølge Dorthe Agerlund Sloth vil det også give skolen et lille forspring, når de endelige fagplaner er klar.

”Man kommer ind i hele tankegangen omkring det at forny sit fag og kan blive inspireret og tage hul på nogle drøftelser i sit team, som man måske ellers først ville gøre, når de nye fagplaner træder i kraft. Fx i forhold til hvor man ønsker engelskundervisningen på skolen skal bevæge sig hen”.

Lærer: En kæmpestyrke og meget spændende

Lene Bygebjerg-Hove, der er lærer på Egtved Skole i Vejle og sidder i fagudvalget for engelsk, er enig. Hun mener også, det er en vigtig del af hele processen:

”Både det, at det bliver afprøvet på den her måde, og at tilbagemeldingerne bliver taget seriøst og indtænkt i det videre arbejde, er superafgørende for, at der kommer et bæredygtigt dokument ud af det i sidste ende”, siger hun. 

Hun hæfter sig i det hele taget ved, at der er et oprigtigt ønske om en høj grad af involvering.

”Og det er ikke bare involvering af lærere, men af alle folkeskolens parter. Og det synes jeg faktisk er en kæmpestyrke og meget spændende”.

Mere fokus på undervisningen

Fagplanerne afløser de nuværende Fælles Mål og skal gælde fra skoleåret 27/28. De nye fagplaner skal være mere enkle, overskuelige og lettilgængelige. De skal derfor være markant kortere – tanken er, at de skal skæres ned til ca. en tiendedel af Fælles Mål.

Det helt store skifte bliver, at der for første gang skal mindre fokus på, hvad eleverne skal lære, og mere på, hvad det er for en undervisning, de skal have. 

Det er stadig tidligt i processen, så det ligger ikke helt fast, om de råudkast til fagplaner, der skal afprøves i engelsk, kommer til at dække alle trin – fra indskoling til udskoling eller kun et enkelt. 

”I første runde skal lærerne afprøve fagplanen som produkt og ikke så meget, hvordan det vil være for det enkelte engelskteam på en skole at forberede deres undervisning ud fra fagplanen. Det gør vi i foråret og hen over sommeren 2026", fortæller Dorthe Agerlund Sloth og forklarer:

Udviklingsprogrammet

Afprøvningen af fagplanerne kaldes 'udviklingsprogrammet' og er en del af Fagfornyelsen. Den sker i to rul: september-december 2025 og april-oktober 2026.

I hver periode afprøver skolerne nye udkast til fagplaner og giver feedback til fagudvalgene.

Skoler i udviklingsprogrammet får støtte og vejledning undervejs. 

Som skole tilmelder man sig med op til fure fag.

Erfaringerne fra udviklingsprogrammet indgår i fagudvalgenes arbejde med at udvikle og færdiggøre fagplanerne.

Udviklingsprogrammet gennemføres af EVA – Danmarks Evalueringsinstitut og Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, STUK.

Læs mere om afprøvningen her

"I første omgang handler det primært om selve læsningen af fagplanen. Er den enkelt opbygget? Er det enkelt at forstå og læse? Kan man skabe billeder på, hvad det er, vi gerne vil med undervisningen?”. 

Hun fortæller, at det i anden runde af afprøvningen mere vil være intentionerne i fagplanerne, der kommer i fokus. De tager udgangspunkt i de fire didaktiske principper: Faglig fordybelse, praksisorienteret og virkelighedsnær undervisning, elevinddragelse og forskellige faglige og sociale fællesskaber.

Indtil videre har fagudvalget for engelsk brugt tiden siden sidste efterår på at indkredse fagets kernefaglighed. Et stort og "virkelig spændende arbejde", som Lene Bygebjerg-Hove siger. Udkastet til fagplanen i engelsk er derfor endnu ikke klar, men Lene Bygebjerg-Hove siger:

”Vi arbejder på et udkast, som skal være en slags prototype på den endelige fagplan til engelsk, men det er alt for tidligt at sige noget om, hvad det indeholder. Det skal først være færdigt til september, når afprøvningen går i gang”.

Arrangementer

Hvis du deltager i afprøvningen, skal du blandt andet sætte tid af til:

  • Et virtuelt kick-off-arrangement på en af følgende datoer: 19., 27. eller 28. august
  • To workshops, hvor alle deltagende lærere mødes på tværs og kvalificerer fagplaner i specifikke fag
  • Fem webinarer, hvor du får inspiration til at tilrettelægge undervisning ud fra udkast til de nye fagplaner og intentionerne med Fagfornyelsen

Deadline den 27. maj

Det har ingen betydning, om du har været engelsklærer i 2 eller 20 år, men for at være med til at afprøve fagplanerne skal du kunne afsætte tid til at deltage i forskellige webinarer og workshops, og så skal du være parat til at diskutere udkastet til fagplaner med dit team og sørge for, at fagudvalget får jeres feedback. 

Skolen dækker udgifter til transport og arbejdstid for de medarbejdere, der deltager, og det er op til den enkelte skole, hvor mange lærere der skal involveres. 

Man får inspirationsmaterialer til dialogen på egen skole og kan langt henad vejen tilrettelægge det, som man vil og lægge mange eller få kræfter i det, fortæller Dorthe Agerlund Sloth. 

”Det er ikke afgørende, hvor mange lærere skolerne stiller med. Det skal også være, hvad der er mulighed for på skolen. Men vi vil rigtig gerne have, at man i hvert fald er et par stykker og helst hele fagteamet på skolen, der afprøver. Vi laver også nogle materialer, der understøtter de processer og dialoger, så teamet selv kan arbejde med det”, siger hun. 

Der er officielt deadline for tilmelding den 27. maj, men Dorthe Agerlund Sloth vil ikke afvise, at den bliver skubbet lidt, hvis det viser sig, at det ikke er lykkedes at få tilmeldt 100 skoler.