Sidste skoledag

Overblik: Her var der problemer på sidste skoledag
Under fejring af sidste skoledag blev der fredag fundet karameller med sten, glasskår og træsplinter.
Under fejringen af sidste skoledag er der på flere skoler fundet karameller med indhold, som ingenlunde er en del af ingredienslisten.
Der er blandt andet fundet glasskår og hovedpinepiller i to karameller på Sletten Skole på Fyn på trods af skolens særlige regler for slikket.
Herunder følger et overblik over skoler, der fredag har fundet karameller med uønsket indhold:
* På Lystrup Skole ved Aarhus fandt en elev i SFO'en afføring, som var blevet pakket ind i indpakningen til en karamel.
Skolen indsamlede med det samme alle karameller og delte flødeboller ud i stedet.
* Elever på Højdevangens Skole på Amager har fundet flere karameller med sten. En enkelt elev har knækket en tand i den forbindelse.
Elevernes forældre blev orienteret via Aula, og eleverne blev opfordret til at smide deres karameller ud.
* Også på Pilehaveskolen i Københavnsområdet er der blevet fundet karameller med sten. Her er der også blevet fundet tegnestifter i slikket.
* På Skolen ved Søerne i København er der blevet fundet karameller med træsplinter og plastikstykker.
* Holme Skole i Aarhus har også været nødsaget til at skrive ud til alle elevernes forældre på Aula. I beskeden advarer skolen om både frosne karameller og fund af metalstykker i karameller.
* På Sletten Skole på Fyn er der blevet fundet glasskår og hovedpinepiller i to karameller. De blev opdaget af nogle elever på skolen.
Ingen er kommet noget til på Sletten Skole. Forældrene er blevet informeret om hændelsen i en besked på Aula.
* På Bagsværd Kostskole er der fundet nåle og tegnestifter i en karamel.
Skolen opfordrer til, at forældre tjekker deres børns karameller igennem, inden de bliver spist.
Kilder: TV 2, TV 2 Fyn, DR, TV 2 Østjylland og fyens.dk.
/ritzau/