Lærer Maria Olsen fra 10. klassecentret på Ungdomsskolen i Gentofte oplever, at eleverne er begyndt at spørge til prøverne - om hun ved noget.
Lærer Maria Olsen fra 10. klassecentret på Ungdomsskolen i Gentofte oplever, at eleverne er begyndt at spørge til prøverne - om hun ved noget.

10. klasse-lærere: Vi håber på en form for prøve i år

10. klasse-eleverne har ikke prøvet at gå til rigtig eksamen, fordi prøverne blev aflyst sidste år, så de har brug for at prøve at gå til eksamen, lyder det fra flere 10.-klassecentre, hvor de håber, at det bliver muligt at holde prøver i år.

Publiceret
- Det er vigtigt at 10. klasseseleverne kommer til afgangsprøve. Sidste års prøver blev også aflyst, siger engelsklærer Marco Oliveto fra talent:10 på Next i Ballerup.
- Det er vigtigt at 10. klasseseleverne kommer til afgangsprøve. Sidste års prøver blev også aflyst, siger engelsklærer Marco Oliveto fra talent:10 på Next i Ballerup.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Ved I noget om prøverne"? "Hvornår tror I, der kommer en melding om prøverne"? Sådan oplever lærer Maria Olsen fra 10. klasse på Ungdomsskolen i Gentofte jævnligt spørgsmål fra eleverne i denne tid.

"Vi står med en årgang, der ville have godt af at prøve at gå til en afgangsprøve", siger Maria Olsen, der underviser i matematik og fysik/kemi.

Hun fortæller, at lærerne alligevel er noget delte i deres holdninger. Det ville være godt for eleverne at komme til prøve, fordi de ikke i 9. klasse var til en rigtig afgangsprøve, men det kan også blive hårdt for eleverne. Men en prøve under lempede forhold er nok det, lærerne er mest stemte for på nuværende tidspunkt.

"Eleverne savner hinanden, manglen på det sociale gør ondt, og hvis vi forestiller os, at de kommer i skole snart, så kan de måske have to måneder i skole, før de skal hjem på læseferie. Det er også svært, hvis de skal være alene igen", siger Maria Olsen.

Men hvis situationen bliver sådan, vil de nok oprette nogle læsegrupper, hvor man kan niveaudele eleverne, fortæller hun.

Sidste år lavede skolen sine egne prøver, fordi de mente, at eleverne skulle have en mulighed for at opleve eksamensituationen.

"Vi får også brug for tiden til at samle op fagligt. Det går fint med onlineundervisningen, men det er selvfølgelig svingende. Der er stor spredning her i 10. klasse. Vi har mentor på den svageste gruppe og nogle enkelte elever møder op på skolen ind imellem", siger Maria Olsen.

Bekymret for aflysning

Bekymret for aflysning

"Vi kan godt vente med at få besked til omkring vinterferien", siger uddannelsesleder Tine Bay Rasmussen fra Step 10, Learnmark i Horsens.

"Min bekymring går på at eleverne vil være hjemsendt længe, og prøverne så bliver aflyst. Ligesom sidste år. For så har de aldrig været til en afgangsprøve. Vi håber, de kommer til prøve i år".

Tine Bay Rasmussen fortæller, at det går godt med onlineundervisningen for elever og lærere. Og hun har tillid til, at Undervisningsministeriet kommer med en god udmelding, når de kan.

Også i talent:10 på Next i Ballerup håber engelsklærer Marco Oliveto, at eleverne skal op til en eller anden eksamen i år. Måske en der er tilpasset forholdene, hvis eleverne skal være hjemsendt længe endnu.

"At gå til eksamen er noget man skal lære, og de fik aflyst deres prøver sidste år, så det vil være god dannelse for eleverne at komme til en prøve i år. Det bliver jo heller ikke sidste gang, de skal til eksamen i deres liv", siger Marco Oliveto.

Han kan godt begynde at mærke en manglende motivation hos eleverne.

"De er trætte af onlineundervisning, synes opgaverne er kedelige og så savner de deres venner meget. Det går ud over motivationen. Nogle falder tilbage i gamle mønstre fra tidligere, hvor de ikke altid deltager i undervisningen. Vi prøver at tale med dem enkeltvis og prøver at tale om, hvad de gerne vil efter 10. klasse".

Terminsprøver udskudt

Terminsprøver udskudt

Eleverne i 10. klasse skal kun til afgangsprøve i dansk, engelsk og matematik. Nogle med valgfag skal måske op i fysik/kemi og tysk. På Learnmark i Horsens har de valgt at udskyde terminsprøverne - der skulle have været i denne uge - til uge 12.

"Så håber vi, at vi kan lave så naturtro en terminsprøve som muligt. Men det må vise sig", siger Tine Bay Rasmussen.

Hun fortæller, at eleverne endnu ikke er begyndt at spørge til prøverne. Det er mest nogle enkelte af lærerne, der går op i emnet på nuværende tidspunkt.

"Sidste år, hvor afgangsprøven blev aflyst, lavede vi en slags prøve, og det kan jeg forestille mig, at vi vil gøre igen, hvis ministeriet aflyser. For det er synd for eleverne, hvis der slet ikke er en prøve".

Men hun oplever, at elever og lærere indtil videre klarer onlineundervisningen godt.

"Vi er blevet gode til at give individuel feedback på onlineundervisning og til at prøve at lave noget fælles - fx bage pandekager hver især samtidig eller fælles yoga på Facetime, så der sker noget positivt for trivslen.

Flere taler engelsk online

Flere taler engelsk online

På Next i Ballerup oplever Marco Oliveto også, at det går fint med onlineundervisningen, men han understreger, at det er svært at møde eleverne på samme måde som ellers. Og det er svært at motivere alle.

"Onlineundervisning har både fordele og ulemper. Nogle vil gerne tale engelsk med mig, når de andre ikke lytter, mens de har svært ved at tale foran klassekammeraterne. Så de har en fordel nu, men andre synes, det er kedeligt bare at sidde ved computeren hele tiden", siger Marco Oliveto.

Lærerne skaber grupper og varierer undervisningen, men det er svært helt at have føling med eleverne, mener han.

Han oplever, at nogle elever gerne ser eksamen aflyst. Også selv om de egentlig går i 10. klasse for at forbedre deres karakterer fra sidste år. Men umiddelbart tænker de, at en aflysning vil fjerne et pres fra dem.

"Men aflysning to år i streg vil være for meget. Det vil påvirke eleverne. Jeg talte med en, der gerne vil til eksamen, og hun nævnte, at det netop vil være rart at få fornemmelsen for, hvad en eksamen er. At have prøvet det", siger han. 

Powered by Labrador CMS