"Det er nærmest umuligt at nå at have den nære kontakt med alle elever, hvis vi fylder klasserne til randen", siger Jacob Mark.

SF-krav til finansloven: Mere tid til den enkelte elev

SF mener ikke, det er realistisk for lærerne at have nær kontakt med hver eneste elev, herunder dem med bekymrende fravær. Det skal afhjælpes med partiets finanslovskrav om 24 i klassen, to-lærer-ordning og løft af PPR.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Uddannelsesordfører i SF Jakob Mark udtrykker en dyb bekymring på baggrund af en ny rapport fra Børns Vilkår, der belyser lærernes perspektiv på skolefravær gennem en undersøgelse blandt 861 lærere.

I rapporten svarer 64 pct. af de adspurgte lærere, at de mangler tid til at tage hånd om den enkelte elevs trivsel.

Bekymrende skolefravær: Lærere peger på hjemmene - hjemmene peger på skolen 

"Det er nærmest umuligt at nå at have den nære kontakt med alle elever, hvis vi fylder klasserne til randen, og læreren både skal sikre god undervisning og trivsel. Og det er desværre ofte de svageste børn, der bliver ramt, når tiden er knap", siger Jacob Mark.

SF: Ingen finanslov med os uden en aftale om kortere skoledage

SF stiller krav i de igangværende finanslovsforhandlinger om, at staten afsætter 100 millioner i 2021 til et klasseloft på 24 elever og flere timer med to voksne.

Klasseloftet skal indfases over ti år, og udgiften stiger derfor til årligt cirka 1 milliard i 2030.

Hurtigere adgang til eksterne fagpersoner

77 pct. af lærerne svarer i rapporten fra Børns Vilkår, at de oplever lange ventetider på faglig hjælp fra blandt andre PPR og socialrådgivere.

Derfor vil SF tage et krav om at afsætte 125 millioner årligt til et løft af PPR. med til finansloven, fortæller Jacob Mark til Folkeskolen.dk

"Det tager vi med som krav til finansloven, for jeg mener, det er afgørende for at passe bedre på de børn, der kæmper for at hænge på", siger han.