Sabine Hansen har taget en lille gruppe elever med ud af klassen for at læse »Henrik og hidsig-dragen«. Hun læser ikke selv højt, men bladrer og lader børnene selv fortælle, hvad de tror, der sker på billederne.
Sabine Hansen har taget en lille gruppe elever med ud af klassen for at læse »Henrik og hidsig-dragen«. Hun læser ikke selv højt, men bladrer og lader børnene selv fortælle, hvad de tror, der sker på billederne.

En dag i modtageklassen: »For tre måneder siden troede jeg ikke, at jeg kunne klare det«

Som børnehaveklasseleder i en modtageklasse er hele det menneskelige register i spil. De krigstraumatiserede børn er sultne efter kys og kram. Arbejdet sled på Sabine Hansen, og hun var ved at give op. Men klare og konsekvente regler gav resultater, overskud og glade børn.

Publiceret

PRES PÅ MODTAGEKLASSERNE

Med det stigende antal flygtningebørn er der pres på skolerne,antallet af modtageklasser vokser, og forskere advarer mod, at derskal være flere end 12 flygtningebørn i hver klasse, og lærernemangler kompetencer til at undervise flygtningebørn. Bornholm er enaf de mange kommuner, hvor det begynder at knibe medrekrutteringen, og hvis flygtningetilstrømningen fortsætter, somdet ser ud nu, er der ikke lærere nok, oplyser skolechef påBornholm Steen Ebdrup.

På Bornholm er modtageklasserne samlet i Nexø, og når de skaludsluses til de danske klasser rundtomkring på øen, har mange afeleverne stadig brug for støtte.

PARADISBAKKESKOLENS FEM BEDSTE RÅDTIL MODTAGEKLASSER:

• Struktur og genkendelighed i undervisningen

• Fokus på både basisundervisning og den almene faglighed

• Tæt forældresamarbejde

• Modtageklasserne som en del af skolen - klare procedurer ogforventningsafstemninger

• Ledelsen tæt på.

ORGANISERING AFMODTAGEUNDERVISNING

• Nyankomne elever, der ikke kan dansk nok til at starte i enalmindelig klasse, skal tilbydes basisundervisning. Det erkommunernes opgave, og undervisningen kan organiseres sommodtageklasser, særlige hold med en til syv elever eller udvidedemodtageklasser for sent ankomne.

• Der er stor forskel på, hvordan kommunerne har indrettettilbuddet, men det mest udbredte er modtageklasser med løbendeudslusning til almene klasser senest efter to år.

• I en modtageklasse må der højst være 12 elever ved skoleåretsstart, og elevernes aldersforskel må højst svare til treklassetrin.

BORNHOLMS MODTAGEKLASSER

• På Bornholm er alle modtageklasserne samlet påParadisbakkeskolen i Nexø. Elevtallet varierer konstant, men ligenu er der 61 elever fra syv forskellige lande fordelt i femklasser.

• Skolen får 633.616 kroner per modtageklasse og 12.282 kronerper elev. Fra 2016 har skolen valgt at adskille budgetterne for atfå tydeligt overblik over, om modtageklasserne giver underskudeller overskud.

• Da Bornholm fik et asylcenter for nogle år siden, blev deroprettet en klasse for asylbørnene på Paradisbakkeskolen. Iefteråret 2015 var der så mange elever, at skolen løb tør forlokaler, og klasserne blev flyttet til Hasle, hvor der lige nu er146 børn.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

7.20 møder børnehaveklasseleder Sabine Hansen, og som det første lister hun forbi Mohammed og siger godmorgen. Det gør hun altid, det ved han. Omringet af opsatte stole i et stille klasselokale sidder Mohammed hver dag en time i morgenmørket. Han har sutsko på fødderne og har skruet godt op for høretelefonerne, helt optaget af et monsterspil på iPad'en.

I Paradisbakkeskolens modtageklasser i Nexø går der lige nu 61 børn fra Italien, Ukra­ine, Hviderusland, Thailand, Syrien, Eritrea og Kroatien. Gennem årene har skolen haft over 30 forskellige nationaliteter, men lige nu er langt de fleste syrere.

Nogle er analfabeter og har aldrig rørt en blyant, andre har gået på privatskole og taler flere fremmedsprog. Nogle er lige kommet til Danmark, andre har været her i flere år.

Sår på barnesjælen

9.15 er det tid til frugtpause. Sabine Hansen når nu ikke at få spist sit æble, for eleverne står i kø for skiftevis at få en kildetur eller uddele kys og kram.

»De små vil gerne kysse og kramme hele tiden og har brug for tydelig fysisk kontakt. Mine egne grænser er blevet rykket lidt her, men nogle gange er det nødvendigt at sige fra. Den tætte kontakt kan godt slide lidt på kræfterne«, siger Sabine Hansen.

Ifølge lærer Tine Faraj, der er koordinator for modtageklasserne, er det tydeligt at mærke, at det er krigsbørn, lærerne får i klasserne. De fleste er traumatiserede og kommer med sår på sjælen:

»Det er hungrende børn, vi arbejder med. De er hudløse og sårbare og er sultne efter kærlighed, accept og stabilitet«.

Annika Bayskov er leder af modtageklasserne, og hun understreger, at opgaven kræver noget særligt af lærerne:

»Lærerne skal være blæksprutter. De skal lære børnene dansk, både dem, der er analfabeter og aldrig har rørt en blyant, og dem, der har gået på privatskoler og kan både fransk og engelsk. Derudover skal lærerne kunne det fagfaglige og sikre, at eleverne ikke kommer bagud her. Samtidig har børnene tunge rygsække med sig og skal lære at forholde sig til en fremmed kultur«.

Stjernestunder

For at sætte fokus på elevernes styrker har Sabine Hansen indført et stjernesystem, hvor elever, der har gjort det særligt godt, får et stjerneklistermærke. Og når man har fået 50 stjerner, har eleverne bestemt, at man må være timens »teacher«.

10.15 er det en af pigernes tur til at være »teacher«, og hun vil lege i hallen. Alle redskaberne bliver rullet ud. Først skal de hen ad en lang måtte, hoppe på en lille trampolin og over en buk. Derefter kravler de over madrasser, svinger sig i snore, snurrer med hulahopringe og kravler op og ned ad ribber.

Nogle lander pladask på maven på bukken, de skal have et lille skub bagi, så Sabine Hansen står klar. Hun klapper og hepper, da Rahaf spurter hen ad måtten og alligevel tager farten af lige før trampolinen:

»Kom nu, du kan godt! Ikke være bange!«

Og da hun ikke får numsen med over, griner hun overbærende til Rahaf:

»Rahaf, altså, du ligner jo mig som barn«.

»Du skal tro på det«, gentager hun, anden gang det mislykkes for Rahaf, og hun igen må møve sig over bukken. Rahaf griner og hopper op og giver Sabine Hansen et kys på kinden.

»Yallah, yallah, videre«, råber Sabine Hansen efter hende.

Da det endelig lykkes Rahaf at hoppe over, kvitterer Sabine med begejstrede klapsalver.

Det sociale er sværest

Egentlig havde Sabine Hansen ikke troet, at hun skulle arbejde i en modtageklasse. Faktisk vidste hun slet ikke, at de fandtes. Hendes sidste praktikperiode var i Paradisbakkeskolens skolefritidsordning, og det var her, hun første gang mødte flygtningebørnene.

Børnene var kaotiske og larmende. Følel-serne sad uden på tøjet, og både gråd og glæ­de var hele tiden i spil. Til gengæld var der kontant afregning og tydelige resultater på pædagogikken, og både hun og eleverne udviklede sig hele tiden. Og så rørte børnene noget i hende.

Sabine Hansen har selv gået på Paradisbakkeskolen og er nu kollega med nogle af sine tidligere lærere. Som barn havde hun det svært i skolen, så det var med blandede følelser, hun vendte tilbage.

»Fagligt var jeg rigtig dygtig, men jeg hade-de det sociale i skolen. Jeg blev drillet og havde svært ved at få venner og passe ind. Det er lidt paradoksalt, at jeg er endt der, hvor jeg flygtede fra«.

Derfor er det også vigtigt for Sabine Hansen at give eleverne sociale kompetencer. For mange af eleverne er det, der tager flest kræfter, at finde ud af, hvordan de skal agere. De skal vænne sig til nye omgangsmåder sammen med modtageklasseeleverne, de danske elever og lærerne. Og i det kan hun genkende sig selv.

Afbrudt forberedelse

0.45 har Sabine en times forberedelse, mens eleverne har matematik med en kollega.

Hun når dog ikke mange af punkterne på sin liste, inden hun bliver afbrudt af Rahaf, der skal til tandlæge akut. Som de fleste flygtningebørn har hun dårlige tænder.

I venteværelset læser Sabine Hansen højt af »Karius og Baktus«. Hun starter med at forsikre Rahaf om, at figurerne ikke findes i virkeligheden, at det kun er fantasi. Og så går hun ellers i gang med at læse højt for Rahaf og resten af venteværelset. Sabine Hansen er så optaget af stemmeføringen og de tilhørende fagter, at hun kommer til at slippe bogen med begge hænder. På en af siderne er der noder og sangtekst, men her går grænsen, selvom Rahaf prøver at overtale.

Da Rahaf bliver kaldt ind, bliver hun sendt af sted med et stort knus. Tanden skal rykkes ud, lyder dommen, så hun får en indkaldelse med hjem i kontaktbogen.

»Jeg elsker dig, Sabine«

Både Rahaf og Sabine Hansen har misset frokostpausen, så de sidder ved katederet og spiser madpakker, da resten af klassen begynder at sive ind fra legepladsen. Med en halvspist agurk i den ene hånd skal Sabine Hansen tage sig af våde bukser, konflikter, tabte elastikker og en skadet arm, der skal tilses på skadestuen, inden undervisningen kan gå i gang.

»Alle børn spiser gulerødder. Alle voksne spiser slik. Alle børn er glade. Alle voksne har ondt i maven«.

Sabine Hansen skriver sætningerne op på tavlen, mens hun gnasker »luftslik« og holder sig på maven for at sikre sig, at alle forstår ordene.

Der er helt stille i klassen, mens eleverne sidder bøjet over hæfterne og skriver af.

»Rahaf, hvad sker der? Pludselig kan du bare det hele. Hvor er det flot«, udbryder Sabine Hansen, da hun ser, at det lykkes Rahaf at sidde stille og koncentrere sig om at skrive bogstaverne pænt.

Og for det bliver Rahaf dagens elev.

13.50 er Sabine Hansen i gang med at feje det værste jord af gulvet efter undervisningen, da Ranim kommer løbende tilbage og giver hende et knus.

»Jeg elsker dig, Sabine. Tak for i dag«.

I artiklen er navnet Mohammed opdigtet, men redaktionen er bekendt med drengens rigtige navn.

Powered by Labrador CMS