Godmorgen

Odense-lærere skal stå parat i klassen kl. 7:50

Efter sommerferien skal lærerne i Odense stå klar i klassen ti minutter før klokken ringer ind, så de kan byde eleverne velkommen. Ifølge kommunen kan forældre til især de yngste børn være bekymrede for, hvad deres børn møder ind til af hurlumhej eller det modsatte.

"Det har længe været et ønske for mig, at lærerne er til stede i klasseværelset, når eleverne møder ind. Det sker nu og er forhåbentlig med til, at man i hver eneste klasse får nogle faste morgenrutiner, som giver struktur og ro i klasseværelset. Det er noget, der er afgørende nødvendigt for nogle børn, men som helt sikkert er godt for dem alle", siger børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen i en pressemeddelelse.

På Seden Skole har indskolingslærerne i årevis stået klar ved klassernes terrassedøre om morgenen:

"Det er faktisk ikke raketvidenskab. Godt begyndt er som bekendt halvt fuldendt. Hos os oplever vi, at det lille greb gør en stor forskel", siger skoleleder Marianne Justesen. "Har det været en dum morgen derhjemme eller barnet har noget, der fylder i hovedet, så er der mulighed for, at læreren kan få løsnet op for det, inden der skal være fokus på undervisningen".