Flygtninge
2   845

En dag i modtageklassen: »For tre måneder siden troede jeg ikke, at jeg kunne klare det«

Som børnehaveklasseleder i en modtageklasse er hele det menneskelige register i spil. De krigstraumatiserede børn er sultne efter kys og kram. Arbejdet sled på Sabine Hansen, og hun var ved at give op. Men klare og konsekvente regler gav resultater, overskud og glade børn.

7.20 møder børnehaveklasseleder Sabine Hansen, og som det første lister hun forbi Mohammed og siger godmorgen. Det gør hun altid, det ved han. Omringet af opsatte stole i et stille klasselokale sidder Mohammed hver dag en time i morgenmørket. Han har sutsko på fødderne og har skruet godt op for høretelefonerne, helt optaget af et monsterspil på iPad'en.

I Paradisbakkeskolens modtageklasser i Nexø går der lige nu 61 børn fra Italien, Ukra­ine, Hviderusland, Thailand, Syrien, Eritrea og Kroatien. Gennem årene har skolen haft over 30 forskellige nationaliteter, men lige nu er langt de fleste syrere.

Nogle er analfabeter og har aldrig rørt en blyant, andre har gået på privatskole og taler flere fremmedsprog. Nogle er lige kommet til Danmark, andre har været her i flere år.

For to år siden var der 236 modtageklasser i landet, og i år regner kommunerne med, at antallet stiger til 748. Bornholm har også mærket tilstrømningen. For to år siden var der tre klasser, nu er der fem fyldte, og estimatet lyder på syv eller otte næste år. Bare i denne uge er en ny elev startet i hver klasse. Denne mandag er Folkeskolen på besøg i børnehaveklassen for flygtningebørn.

Artiklen fortsætter under banneret

»Godmorgen, alle sammen. Tag jakkerne af og hjemmeskoene på«, siger Sabine Hansen.

 

Klokken ringede egentlig 7.45, men først klokken 8.08 er alle mødt ind med busser fra hele øen. Undervisningen starter med navneopråb, højtlæsning af de fælles regler i klassen og gennemgang af dagens program ved hjælp af små piktogrammer.

I dag er det en af drengene, der får lov til at hive kalenderflappen af. Mandag den 11. januar. En skov af hænder ryger i vejret, og alle, der har lyst, får lov til at fortælle, hvilken dag det er. Enkelte prøver at snyde sig til at sige datoen højt en ekstra gang.

28-årige Sabine Hansen blev færdiguddannet pædagog i februar 2015, og siden i sommer har hun været børnehaveklasseleder på Paradisbakkeskolen. Her giver hun 14 flygtningebørn basisundervisning i dansk som andetsprog.

Eleverne er mellem fem og syv år. En enkelt er fra Eritrea, og resten er fra Syrien, herunder fire kurdere. Nogle har været i klassen i to uger, andre i et år, og Sabine Hansen skal lære dem alle dansk og gøre dem klar til at starte i en almindelig 1. klasse.

Eleverne sætter sig i en rundkreds på gulvet bagerst i klassen. De øver frugter og tager en runde, hvor de på skift vælger en frugt. Jordbærjuice og ananas er de klart mest populære. Da de skal synge »æblemand«, er der høreværn til de voksne, for frugterne skal råbes ud.

Dansk er svært

Rundkredslegene er noget af det, syvårige syriske Ranim glæder sig mest til, når hun skal i skole. Hun tæller på fingrene, mens hun fortæller, hvad hun bedst kan lide: »rundkredse, at synge og at tegne. Mest elsker jeg at tegne prinsesser i guld og rød«.

Sammen med sin familie og tvillingesøster Rahaf har hun boet i Danmark i et års tid. Ranim kan ikke huske hvorfor og spørger sin søster Rahaf: »Det er jo, fordi de slås i Syrien. Og skyder«.

Pigerne er enige om, at det er lidt besværligt at lære dansk, selvom de er glade for at bo her:

»Nogle ord er svære. Det sværeste er den der«, siger Rahaf og peger på en stikkontakt. »Det er meget nemmere på arabisk«.

Sår på barnesjælen

9.15 er det tid til frugtpause. Sabine Hansen når nu ikke at få spist sit æble, for eleverne står i kø for skiftevis at få en kildetur eller uddele kys og kram.

»De små vil gerne kysse og kramme hele tiden og har brug for tydelig fysisk kontakt. Mine egne grænser er blevet rykket lidt her, men nogle gange er det nødvendigt at sige fra. Den tætte kontakt kan godt slide lidt på kræfterne«, siger Sabine Hansen.

Ifølge lærer Tine Faraj, der er koordinator for modtageklasserne, er det tydeligt at mærke, at det er krigsbørn, lærerne får i klasserne. De fleste er traumatiserede og kommer med sår på sjælen:

»Det er hungrende børn, vi arbejder med. De er hudløse og sårbare og er sultne efter kærlighed, accept og stabilitet«.

Annika Bayskov er leder af modtageklasserne, og hun understreger, at opgaven kræver noget særligt af lærerne:

»Lærerne skal være blæksprutter. De skal lære børnene dansk, både dem, der er analfabeter og aldrig har rørt en blyant, og dem, der har gået på privatskoler og kan både fransk og engelsk. Derudover skal lærerne kunne det fagfaglige og sikre, at eleverne ikke kommer bagud her. Samtidig har børnene tunge rygsække med sig og skal lære at forholde sig til en fremmed kultur«.

Børnene skal lære at lege

9.43 får eleverne lov til at lege og tegne, inden de skal i vinterstøvlerne og ud på legepladsen. Nogle leger med snurretoppe, andre læser billedbøger, og nogle tegner.

En del af flygtningebørnene er ikke vant til at lege, så det er også noget, de har skullet øve sig på. De har ikke haft legetøj med under flugten og har måske været under så hård belastning, at de har glemt, hvordan man leger.

»Børnene har nogle ting med i bagagen, som vi slet ikke kan forestille os. De kan have oplevet traumatiske ting både under flugten og i venteperioderne. Og så skal man tænke på, at kriserne er opstået på relativt kort tid. Forældrene har måske været lærere eller journalister indtil for nylig, så de er slet ikke gearet til krig og flugt«, fortæller Annika Bayskov.

»Jeg troede ikke, jeg kunne klare jobbet« 


Mohammed er en af de elever, der er stærkt traumatiseret. Det har resulteret i udadreagerende adfærd, temperament og stort behov for kontrol. Han startede i modtageklassen lige inden sommerferien, og de første par måneder var konfliktfyldte. Flere andre elever havde også svært ved at falde til.

»Der er kaos inden i børnene, og så bliver de hyperaktive. Deres hjerne er stadig på flugt, så de bliver hurtigt voldelige og udadreagerende. I starten kunne de også finde på at være efter de danske elever«, siger Sabine Hansen.

Det tog hårdt på hende, og når hun kom hjem fra arbejde, havde hun ikke overskud til hverdagsaktiviteter som rengøring:

»Det var udmattende hele tiden at være på forkant med konflikterne, så jeg var virkelig træt, når jeg kom hjem. For tre måneder siden troede jeg ikke, at jeg kunne klare jobbet i mere end et par år. Jeg vidste ikke, at det ville gå over«.

Sammenbruddet

Sabine Hansen husker det tydeligt. Varmen, tårerne, utilstrækkeligheden. Den dag, hun brød grædende sammen med et skrigende, traumatiseret barn i armene.

Hun sad på en kontorstol i klassen og gyngede fra side til side og holdt Mohammed fast med begge arme. Hans blik var fjernt, de mørke kinder varme og fugtige af sved. Han skreg og skreg. Hele hans lille krop kæmpede imod, så der skulle mange kræfter til for at holde om ham. Han krængede armene fri, svingede knyttede hænder og sparkede ud i luften.

»Fokuser, Sabine, tag det nu roligt«, sagde hun til sig selv, mens tårerne væltede ned over kinderne. Hun havde snart holdt ham i tre kvarter. Hun havde ondt i ryggen og var varm og rød i hovedet.

»Da jeg først var startet, kunne jeg ikke holde op med at græde. Hvad har den stakkels dreng dog været udsat for? Jeg ville ønske, man kunne tage ham med hjem og helbrede ham«, fortæller hun.

Traumefyldt rygsæk

Mohammed kom til Bornholm i juni sidste år efter en hård flugt sammen med sin mor og yngre søskende. Han har været udsat for meget, der ikke burde være en del af syvåriges livshistorie; mange kilometers vandring op gennem Afrika, fængsling undervejs, tortur og vold, adskillelse fra forældre og bådtur over Middelhavet.

Han havde stort behov for at bestemme selv og reagerede på alle regler, alle slags nej. Han ville teste de voksne og kunne finde på at flippe ud og stikke af, hvis han ikke fik sin vilje. Han var udadreagerende og havde sammensmeltninger hver uge, så han var nødt til at have støtte på i klassen. Alligevel besluttede Sabine Hansen sig for at være over for ham, som hun var over for alle andre elever, så hun tog konflikterne med ham. Også selvom han måske ville skrige i to timer.

»Jeg var flov over, at jeg græd«

Denne dag var konflikten startet i klasselokalet. Mohammed ville ikke deltage i en skriveøvelse. Det skulle han, sagde Sabine Hansen på dansk, engelsk og med fagter, ellers måtte han ikke cykle, når han efter timen skulle i skolefritidsordning.

Der gik ikke mere end to minutter, efter at han havde smidt skoletasken i skolefritidsordningenen, før han hjulede rundt på en cykel. Da Sabine Hansen stoppede ham, blev han vred, smed cyklen og greb sin skoletaske. Sabine Hansen kendte mønstret, han ville stikke af. Han skreg og græd uafbrudt. Hun vristede tasken fra ham og holdt ham, mens hun skiftevis beroligede og anerkendte, at han var vred.

Hun fik en kollega til at ringe efter sin leder, Annika Bayskov.

»Jeg ville gerne imponere min leder, så det var ikke særlig fedt at skulle kalde på hende. Jeg var flov over, at jeg græd. Jeg så det som et stort nederlag og følte mig som den dårligste pædagog«.

Annika Bayskov satte sig ved siden af dem og fandt sin mobil frem for at aflede hans opmærksomhed med et spil med pingviner. En pingvin faldt i vandet, og lige pludselig, mellem tårer og skrig, klemte Mohammed et lille grin ud.

Succeshistorien

Flere konflikter fulgte i månederne efter. Men en dag lykkedes det pludselig at undgå, at Mohammed stak af efter en konflikt. Han ødelagde sit buskort og rev sin kontaktbog til konfetti, men han blev. Han skreg ikke og skulle ikke fastholdes. Det var en kæmpe stor sejr for Sabine Hansen:

»Vi har øvet og øvet og taget masser af små skridt. Endelig lykkedes det. Det er den bedste historie nogensinde. Vi troede, at han aldrig ville kunne klare sig i en almindelig skole, og nu er han en af de dygtigste elever, vi har. Han er blevet tryg og omsorgsfuld. Og lige før jul gik der hul på bylden, og han begyndte at sprøjte danske ord ud«.

Struktur og faste rammer giver resultater 


Nu kunne hun ikke forestille sig at arbejde andre steder end i en modtageklasse. Det er her, hun kan gøre en tydelig forskel for eleverne:

»De hårde måneder er næsten helt glemt, og jeg er fuld af energi. Jeg er simpelthen så stolt af mine elever. Pludselig er det dem, der er blevet de gode. De har rykket sig helt vildt, og det er blevet en helt anden klasse«.

Det har krævet store portioner tålmodighed og refleksion over egen praksis. Hun indførte tydelige og konsekvente regler i klassen og lagde mange kræfter i elevernes sociale færdigheder og klassefællesskabet. Hvis nogen drillede eller slog, blev iPad'en efter tre advarsler låst inde.

Samtidig gjorde hun meget ud af at huske alle eleverne og rose og fremhæve deres positive sider. Hvis en af eleverne blev drillet, lagde hun en hånd på hans skulder, roste hans tegninger og andet, der kunne vise over for klassekammeraterne, at han hørte til.

»Med store børn kan man måske snakke om, at man ikke må drille. Men med de små er det det, vi gør, der virker«.

Stjernestunder

PRES PÅ MODTAGEKLASSERNE

Med det stigende antal flygtningebørn er der pres på skolerne, antallet af modtageklasser vokser, og forskere advarer mod, at der skal være flere end 12 flygtningebørn i hver klasse, og lærerne mangler kompetencer til at undervise flygtningebørn. Bornholm er en af de mange kommuner, hvor det begynder at knibe med rekrutteringen, og hvis flygtningetilstrømningen fortsætter, som det ser ud nu, er der ikke lærere nok, oplyser skolechef på Bornholm Steen Ebdrup.

På Bornholm er modtageklasserne samlet i Nexø, og når de skal udsluses til de danske klasser rundtomkring på øen, har mange af eleverne stadig brug for støtte.

PARADISBAKKESKOLENS FEM BEDSTE RÅD TIL MODTAGEKLASSER:

• Struktur og genkendelighed i undervisningen

• Fokus på både basisundervisning og den almene faglighed

• Tæt forældresamarbejde

• Modtageklasserne som en del af skolen - klare procedurer og forventningsafstemninger

• Ledelsen tæt på.

ORGANISERING AF MODTAGEUNDERVISNING

• Nyankomne elever, der ikke kan dansk nok til at starte i en almindelig klasse, skal tilbydes basisundervisning. Det er kommunernes opgave, og undervisningen kan organiseres som modtageklasser, særlige hold med en til syv elever eller udvidede modtageklasser for sent ankomne.

• Der er stor forskel på, hvordan kommunerne har indrettet tilbuddet, men det mest udbredte er modtageklasser med løbende udslusning til almene klasser senest efter to år.

• I en modtageklasse må der højst være 12 elever ved skoleårets start, og elevernes aldersforskel må højst svare til tre klassetrin.

BORNHOLMS MODTAGEKLASSER

• På Bornholm er alle modtageklasserne samlet på Paradisbakkeskolen i Nexø. Elevtallet varierer konstant, men lige nu er der 61 elever fra syv forskellige lande fordelt i fem klasser.

• Skolen får 633.616 kroner per modtageklasse og 12.282 kroner per elev. Fra 2016 har skolen valgt at adskille budgetterne for at få tydeligt overblik over, om modtageklasserne giver underskud eller overskud.

• Da Bornholm fik et asylcenter for nogle år siden, blev der oprettet en klasse for asylbørnene på Paradisbakkeskolen. I efteråret 2015 var der så mange elever, at skolen løb tør for lokaler, og klasserne blev flyttet til Hasle, hvor der lige nu er 146 børn.

For at sætte fokus på elevernes styrker har Sabine Hansen indført et stjernesystem, hvor elever, der har gjort det særligt godt, får et stjerneklistermærke. Og når man har fået 50 stjerner, har eleverne bestemt, at man må være timens »teacher«.

10.15 er det en af pigernes tur til at være »teacher«, og hun vil lege i hallen. Alle redskaberne bliver rullet ud. Først skal de hen ad en lang måtte, hoppe på en lille trampolin og over en buk. Derefter kravler de over madrasser, svinger sig i snore, snurrer med hulahopringe og kravler op og ned ad ribber.

Nogle lander pladask på maven på bukken, de skal have et lille skub bagi, så Sabine Hansen står klar. Hun klapper og hepper, da Rahaf spurter hen ad måtten og alligevel tager farten af lige før trampolinen:

»Kom nu, du kan godt! Ikke være bange!«

Og da hun ikke får numsen med over, griner hun overbærende til Rahaf:

»Rahaf, altså, du ligner jo mig som barn«.

»Du skal tro på det«, gentager hun, anden gang det mislykkes for Rahaf, og hun igen må møve sig over bukken. Rahaf griner og hopper op og giver Sabine Hansen et kys på kinden.

»Yallah, yallah, videre«, råber Sabine Hansen efter hende.

Da det endelig lykkes Rahaf at hoppe over, kvitterer Sabine med begejstrede klapsalver.

Det sociale er sværest

Egentlig havde Sabine Hansen ikke troet, at hun skulle arbejde i en modtageklasse. Faktisk vidste hun slet ikke, at de fandtes. Hendes sidste praktikperiode var i Paradisbakkeskolens skolefritidsordning, og det var her, hun første gang mødte flygtningebørnene.

Børnene var kaotiske og larmende. Følel-serne sad uden på tøjet, og både gråd og glæ­de var hele tiden i spil. Til gengæld var der kontant afregning og tydelige resultater på pædagogikken, og både hun og eleverne udviklede sig hele tiden. Og så rørte børnene noget i hende.

Sabine Hansen har selv gået på Paradisbakkeskolen og er nu kollega med nogle af sine tidligere lærere. Som barn havde hun det svært i skolen, så det var med blandede følelser, hun vendte tilbage.

»Fagligt var jeg rigtig dygtig, men jeg hade-de det sociale i skolen. Jeg blev drillet og havde svært ved at få venner og passe ind. Det er lidt paradoksalt, at jeg er endt der, hvor jeg flygtede fra«.

Derfor er det også vigtigt for Sabine Hansen at give eleverne sociale kompetencer. For mange af eleverne er det, der tager flest kræfter, at finde ud af, hvordan de skal agere. De skal vænne sig til nye omgangsmåder sammen med modtageklasseeleverne, de danske elever og lærerne. Og i det kan hun genkende sig selv.

Afbrudt forberedelse

0.45 har Sabine en times forberedelse, mens eleverne har matematik med en kollega.

Hun når dog ikke mange af punkterne på sin liste, inden hun bliver afbrudt af Rahaf, der skal til tandlæge akut. Som de fleste flygtningebørn har hun dårlige tænder.

I venteværelset læser Sabine Hansen højt af »Karius og Baktus«. Hun starter med at forsikre Rahaf om, at figurerne ikke findes i virkeligheden, at det kun er fantasi. Og så går hun ellers i gang med at læse højt for Rahaf og resten af venteværelset. Sabine Hansen er så optaget af stemmeføringen og de tilhørende fagter, at hun kommer til at slippe bogen med begge hænder. På en af siderne er der noder og sangtekst, men her går grænsen, selvom Rahaf prøver at overtale.

Da Rahaf bliver kaldt ind, bliver hun sendt af sted med et stort knus. Tanden skal rykkes ud, lyder dommen, så hun får en indkaldelse med hjem i kontaktbogen.

»Jeg elsker dig, Sabine«

Både Rahaf og Sabine Hansen har misset frokostpausen, så de sidder ved katederet og spiser madpakker, da resten af klassen begynder at sive ind fra legepladsen. Med en halvspist agurk i den ene hånd skal Sabine Hansen tage sig af våde bukser, konflikter, tabte elastikker og en skadet arm, der skal tilses på skadestuen, inden undervisningen kan gå i gang.

»Alle børn spiser gulerødder. Alle voksne spiser slik. Alle børn er glade. Alle voksne har ondt i maven«.

Sabine Hansen skriver sætningerne op på tavlen, mens hun gnasker »luftslik« og holder sig på maven for at sikre sig, at alle forstår ordene.

Der er helt stille i klassen, mens eleverne sidder bøjet over hæfterne og skriver af.

»Rahaf, hvad sker der? Pludselig kan du bare det hele. Hvor er det flot«, udbryder Sabine Hansen, da hun ser, at det lykkes Rahaf at sidde stille og koncentrere sig om at skrive bogstaverne pænt.

Og for det bliver Rahaf dagens elev.

13.50 er Sabine Hansen i gang med at feje det værste jord af gulvet efter undervisningen, da Ranim kommer løbende tilbage og giver hende et knus.

»Jeg elsker dig, Sabine. Tak for i dag«.

I artiklen er navnet Mohammed opdigtet, men redaktionen er bekendt med drengens rigtige navn.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Det faglige netværk Børnehaveklassen er for alle, der arbejder i eller interesserer sig for børnehaveklasser. I samarbejde med Børnehaveklasseforeningen.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
517 andre er allerede tilmeldt

Netværket Dansk som andetsprog er for alle, som underviser i dansk som andetsprog eller har interesse for undervisning af flersprogede elever og nyankomne. 

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
606 andre er allerede tilmeldt