Det handler om at blive bevidst om, hvad man kan, både for egen, børnenes og lærernes indflydelses skyld.

"Både den politiske og den teoretiske diskussion af inklusion kommer til at handle meget om værdier, hensigter og idealer - næsten ideologier. Jeg mangler konkrete empiriske undersøgelser, hvor nogen har set på, hvad det rent faktisk betyder at arbejde med inklusion i klasserummet. Virkeligheden er langt mere kompleks og dilemmafyldt, og dermed kan nogle lærere have svært ved at genkende deres hverdag i de højtflyvende diskussioner", siger lektor i specialpædagogik ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet, ph.d Lotte Hedegaard-Sørensen: Hun har udgivet en bog om refleksion i forbindelse med inklusion.

Inspiration til refleksion om inklusion

Hun har brugt mange timer ude i klasselokalerne på at observere lærere. Og her er hun blandt andet blevet opmærksom på, at lærerne kan meget mere i forhold til inklusionsopgaven, end de selv er bevidste om.

"Når jeg har samarbejdet med lærere og har observeret praksis, så har jeg skrevet praksissituationerne ned og sammen med lærerne undersøgt, hvilke kompetencer og hvilken viden de bruger. Lærerne er utroligt engagerede og dygtige til at forstå deres arbejde, og der er meget værdifuld viden i praksis, som de først bliver opmærksomme på, at de har, når man diskuterer konkrete eksempler".

På nogle områder er lærerne langt forud for politikerne Den diskussion, som politikere og forskere fører, ryger indimellem hen over hovedet på lærerne, og lærerne er ikke for alvor med til at formulere, hvad der er vigtigt for skolen, mener Lotte Hedegaard Sørensen.

"Umiddelbart er lærerne lidt ligeglade med den teoretiske diskussion af, om du fx tænker individ eller omverden. Når lærerne analyserer deres praksis, så trækker de på lidt af hvert og kombinerer fra forskellige faglige og teoretiske forståelser. Det kommer de langt med, og på nogle områder er det faktisk i mine øjne den politiske og den teoretiske diskussion, der er langt bagud".

Hun mener, at den politiske og den teoretiske diskussion har for mange skarpe modsætninger og dermed får skabt et forvrænget billede, som kan være med til at skabe utryghed blandt lærerne. Tingene bliver meget generelle og enten eller, hvor de i virkelighedens praksishverdag snarere er både og.

Ministeriets evaluering: Lærerne er ikke klædt på til inklusionen

"Jeg siger på ingen måde, at lærerne ikke behøver kurser og ny viden. Der er mange ting, de har brug for at vide mere om i forhold til at inkludere børn med særlige behov. Men den meget ensidige fokus på teori, man har i øjeblikket, er forkert. Udviklingen skal også baseres på den viden, lærerne har fra praksis".

Refleksion kræver hjælp fra andre Hvis lærerne bliver bedre til at sætte ord på og reflektere over, hvad det er de gør, vil de også stå stærkere i forhold til de politiske vinde og kunne holde fast i det, de kan. Det er dog ikke noget, hver lærer bare kan gøre alene. Det kræver diskussioner i teamet og gerne brug af fx de nye inklusionskonsulenter, der i øjeblikket bliver uddannet over hele landet. En styrkelse af lærernes bevidsthed om egen kunnen vil også hjælpe forældrene.

"Det betyder rigtigt meget for forældrenes tillid til, at det der foregår i klasserummet er professionelt. Og for børnene gør det også en stor forskel. De kan komme til syne for lærerne på en helt anden måde. Man kan ikke nå at kigge rigtigt på hinanden og observere, hvordan vi reagerer på hinanden, mens man er i gang i hverdagsinteraktion. Med praksisrefleksionen er det muligt at stoppe op og kigge en gang til: Hvad er det egentligt det konkrete barn prøver at sige til mig. Det er klassisk pædagogik. Det kræver tid, som skal afsættes til lærerne. Men tiden er givet godt ud".

Læs kronik af Lotte Hedegaard-Sørensen om lærerens praksisrefleksion via linket øverst til højre.