Siger du også ofte ’nej’, når
eleverne kommer med forslag til noget, I kunne lave i stedet for
det, du har planlagt - også selv om det egentlig er en god ide? Og skyldes dit nej, at der er så meget, I skal
igennem?
Stoftrængsel kaldes det, du nok er ramt
af. Men med de kommende fagplaner skulle det gerne blive anderledes.
Det er
i hvert fald ambitionen, fortæller dr. pæd. Alexander von Oettingen, som har været en af
frontfigurerne i den ekspertgruppe, som har udarbejdet skabeloner til fagplanerne.
Han er samtidig en af bidragyderne til antologien 'Fra
læreplaner til fagplaner', som udkommer i dag, fredag.
”Når vi har talt
med eleverne om, hvad de ønsker for en skole, vil de gerne have en, der
er meget mere ja-orienteret”, fortæller Alexander von Oettingen, der til daglig er rektor
på UC Syd.
”De vil gerne en gang imellem vil
have et ’ja’ til de idéer, de kommer med. I dag får de alt for ofte et
’nej’. ’Kan vi gøre det på den måde?’ ’Nej’. ’Kan vi gå ud i dag?’ ’Nej’ ’Kan
vi se den film?’ ’Nej’ Det, eleverne kommer med, er ofte forbundet
med ’nej, nej, nej’”, siger han.
Men hvis vi vil
have en skole, der engagerer, må vi give plads til, at elevernes
engagement også kan udfoldes, mener Alexander von Oettingen. Deres
krav er i øvrigt beskedne, fortsætter han.
”Når vi har talt
med eleverne, siger de ikke, at de vil bestemme over undervisningen. Men
de vil gerne deltage og tages alvorligt i de små ting, de kommer med
af forslag. Eleverne er meget ydmyge, de har ikke nogen ambition
om at gå ind og bestemme, hvad skal der undervises i eller lave helt
om på skoledagen".
"Men deres forslag bliver afvist, og når man så spørger
lærerne hvorfor, siger de, at det er, fordi der er noget, man skal nå. Der
er tidspres, der er stoftrængsel, der er en eksamen”, fortæller han.
To måder at håndtere stoftrængsel
Alexander von Oettingen
understreger dog, at stoftrængslen ikke bliver endeligt løst med nye fagplaner.
”Det er en ongoing
problemstilling, en grundlæggende udfordring i en moderne skoleform. Man kan
altid undervise i mere, end der er tid til. Spørgsmålet er så, hvordan
omgås man stoftrængsel?”
En måde er at
beslutte fra centralt hold, hvilket indhold skolens fag skal have, fortæller von Oettingen. Men går man den vej, løber man i det
problem, at skolen kan miste sin relevans for eleverne og den virkelighed,
de står i. For noget af stoffet mister sin relevans og
er der bare, fordi det altid har været der.
”Der er også det
problem med den vej, at det kan være svært at legitimere det, man udpeger. Det
kan enten legitimeres politisk eller videnskabeligt. Man kan bruge politikken
til det, og sige: 'Det har vi bestemt fra Christiansborg, færdig'. Så er det demokratisk legitimeret. Man kan også vælge at
sige, at videnskaben udpeger det vigtige, men det løser med
sikkerhed ikke udfordringen med stoftrængsel”.
Man kan også gå en
anden vej og sige, at det er fuldstændig ligegyldigt, hvad indholdet er. Det
vigtige er, hvad man kan, når man er færdig, fortæller von Oettingen.
”Så skal det jo
være ligegyldigt, om man har læst det eller det, bare man ved noget om genrer eller
noget om kommunikation, eller noget om det ene og det andet. Det er den vej, vi
har kørt meget med læringsmålene. Den stoftrængsel, der bliver, håber man at løse
ved at orientere sig fremadrettet: man sige ’alt det der er antikveret, ud med
det - kig på, hvad er der brug for fremadrettet’.”
Politikere skal være tålmodige
Alexander von
Oettingen mener, at folkeskolen i 10 år eller mere har været forsøgt trukket i to
forskellige retninger på samme. Det skal der laves om på.
”Med læringsmålene afkoblede
man meget bevidst læreplansarbejdet fra folkeskolens formålsparagraf. Man
sagde: ’den har vi jo, og den er fin. Så den skal vi ikke beskæftige os
med. Nu skal vi lave en læreplan’”, siger han og fortsætter:
”Problemet var bare, at man
fik en formålsparagraf med ét mindset og en læreplan, som trækker i en
helt anden retning. I starten opdager man det ikke. Men jo mere man
arbejder med det, jo mere kommer der nogle indre spændinger".
Ambitionen med de kommende fagplaner bliver at gå fra en outputorienteret skole tilbage til en mere inputorienteret.
"Det kan vi jo gøre mere
eller mindre intelligent. Det uintelligente ville være, hvis vi lavede en
inputskole, som den man havde for 20 år siden med en forestilling om, at vi
kan beskrive minutiøst i en stor læseplan, hvad der skal læses i
Padborg og på Bornholm på samme tid”, forklarer han.
Fagplanerne skal
bygge på en anden undervisningsfilosofi end den læreplanstænkning, der præger skolen
i dag. Og de faggrupper, der arbejder på planerne netop nu, skal udpege nogle begrænsede, såkaldte kerneområder inden for hvert fag, som ikke skal fylde så meget, at der ikke bliver plads til andet.
Det bliver godt, men krævende, og det kommer til at tage lang tid, før det
virker, understreger han.
”Det kommer til at kræve
meget af lærerne og af ledelsen. Men det kræver også, at politikerne er tålmodige, fordi sådan noget tager tid. Det er meget vigtigt at sige.
En skole forandres meget langsomt. Det kan gå ti år, før det for alvor begynder
at virke. Det skal de være indstillet på”.
