Borgerforslag: Rigsfællesskabet skal på skoleskemaet

En række organisationer vil gøre undervisning i Rigsfællesskabet obligatorisk i grundskolen. Formålet er blandt andet at bekæmpe danskeres fordomme om grønlændere og færinger.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Uvidenhed avler fordomme, som kan have alvorlige, stigmatiserende konsekvenser. Og vi ved simpelthen for lidt. Det er holdningen fra en række organisationer fra Danmark, Grønland og Færøerne. De er, i anledning af Operation Dagsværks kampagne på landets ungdomsuddannelser, som i år handler om grønlandske unge, som er vi gået sammen for skabe viden om Rigsfællesskabet hos danskerne.

Fordomme ødelægger fællesskabet Fordomme fylder for meget i mødet mellem borgere i Rigsfællesskabet; "Er du grønlænderstiv?", "Dræber du hvaler for sjov?", "Bor du i en iglo?" - den slags kommentarer har langsigtede konsekvenser for grønlændere og færinger i og uden for Danmark. "Og vi tror på, at folkeskolen er dér, der skal sættes ind", skriver Anne Splittorff, kommunikationskonsulent i Ungdommens Røde Kors i en mail til folkeskolen.dk. Ungdommens Røde Kors er en af organisationerne bag borgerforslaget.

Debat: Grønlandske børn bliver mobbet! Anbefaling: mere undervisning i folkeskolen om rigsfællesskabet!

I 2015 konkluderede en undersøgelse foretaget af Institut for Menneskerettigheder, at en del grønlændere i Danmark oplever at blive mødt med fordomme og uvidenhed af etniske danskere. Derfor anbefalede Institut for Menneskerettigheder direkte, at læringsmål vedrørende Rigsfællesskabet præciseres for folkeskolens fag. Men anbefalingen blev aldrig fulgt. Hvis borgerforslaget bliver vedtaget, skal viden om Rigsfællesskabet være en obligatorisk del af Fælles Mål for dansk, historie, samfundsfag og natur/teknik, så eleverne får viden om og forståelse for relationen mellem Danmark, Grønland og Færøerne. Eleverne skal derudover have indsigt i Rigsfællesskabets etablering og historiske betydning for Danmark, og kende til det moderne Rigsfællesskab fra et strukturelt, kulturelt og sprogligt perspektiv.

Anmeldelse: Rigsfællesskabet - it's complicated

Færøsk folketingsmedlem er enig

En af de færøske medlemmer af Folketinget, Sjuður Skaale, har tidligere overfor folkeskolen.dk givet udtryk for at han er ked af at det ikke er obligatorisk for danske grundskoleelever at modtage undervisning i Rigsfællesskabet. "Desværre er danskernes kundskab om Færøerne meget lille og det giver plads til at fordommene kan gro", sagde han sidste sommer til folkeskolen.dk "Af samme grund er det ekstra vigtigt, at ministeriets egen side er korrekt. Den manglende viden gør, at fejl hurtigt kan blive til en vedtagen sandhed i befolkningen".

Færøsk folketingsmedlem: Fordomsfuldt skolemateriale om Færøerne