Ida Geertz har allerede talt med sin censor om prøveopgivelserne, og det opfordrer hun alle andre 9.-klasse-dansklærere til også at gøre så hurtigt som muligt.

Vejledning til danskprøverne kom i sidste øjeblik – og er uklar

Mandag kan de første elever trække fordybelsesområder til prøven i mundtlig dansk. Vejledningen om de særlige vilkår for årets prøve kom i går. "Det er under al kritik, og så er den tilmed uklar", siger Dansklærerforeningen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De fleste afgangsprøver er aflyst i år. Men både mundtlig og de tre skriflige danskprøver skal fortsat gennemføres, ligesom mundtlig engelsk og skriftlig matematik i 9. og mundtlig og skriftlig matematik i 10. klasse. Det fik lærerne besked på i starten af februar. Det fremgik også af den politiske aftale, at skolerne i udarbejdelsen af mundtlige eksamensspørgsmål ville få mulighed for at se bort fra visse dele af undervisningen, som er foregået som nødundervisning. Siden har lærerne ventet på at høre, hvilke dele det ville være.

Dansklærer om aflyste prøver: Fantastisk nyhed at kunne give eleverne

I første dag af påskeferien kom så nødprøvebekendtgørelsen. Heraf fremgår det, at skolelederen kan aflyse prøven for en eller flere elever, hvis der er særlige sundhedsfaglige grunde. Og derudover er der to helt korte afsnit om, hvilken fleksibilitet skolens leder kan give lærerne til den mundtlige prøve. Den ene er at skifte fra prøveform A til prøveform B og omvendt. Den anden lyder:

"Skolen formulerer ikke prøvespørgsmål til de dele af faget, hvori der alene er givet nødundervisning uden fysisk fremmøde, hvis dette efter skolens faglige og pædagogiske vurdering er begrundet i karakteren og omfanget af nødundervisningen. Det er en betingelse, at det fremgår af tekstopgivelsen for det enkelte fag, jf. bilag 1 og 2 til bekendtgørelse om folkeskolens prøver, hvilke dele af opgivelsen, der udelades af prøvegrundlaget, og som eksaminator og censor derfor ikke kan afprøve eleverne i ved prøven".

Ministeriet: 9.-klasser skal op til alle prøverne i dansk

"Det var så ikke lige den tydelige forklaring, vi havde håbet på at få. Jeg tror vi var mange der læste og tænke: Undskyld, hvad?", siger Ida Geertz-Jensen, som er nætformand i Dansklærerforeningens Folkeskolesektion og som selv skal have sin 9. klasse op til mundtlig dansk den 4. juni.

"Mange lærere, mig selv inklusive, har haft et ønske om klare tilkendegivelser i forhold til de smalle fordybelsesområder. Det her betyder jo, at vi i princippet skal opfylde alle kravene til prøven, men vi kan markere tekster, som vi beder censor se bort fra. Jeg håber og regner med, at samtlige censorer er med på, at det her har været et mærkeligt år og husker på det i bedømmelsen", siger hun til folkeskolen.dk/dansk

Vejledning med to eksempler

Med bekendtgørelsen følger også en vejledning til lærere og censorer om, hvordan den skal forstås. Den kom i går, onsdag. Dansklærerforeningen fik den tilsendt på forhånd og bedt om at kommentere. Men ifølge Ida Geertz-Jensen betød det, at de fik den kl. 14. Kl. 17 blev den offentliggjort.

"Jeg synes, det er groft. Når de har været så lang tid om at skrive fire sider, kunne de vel godt have givet os en reel chance for at svare. Jeg var på pædagogisk dag til kl 21, så vi sad tre mand på zoom onsdag aften klokken 22 og skrev et svar", fortæller hun.

Vejledningen understreger, at prøven skal gennemføres efter de almindelige regler og retningslinjer, og at et undervisningsforløb ikke automatisk er uegnet til at indgå selv om det helt eller delvist er gennemført som nødundervisning. 

DLF-formand: Der er brug for en ny beslutning om afgangsprøverne

"For at udelade dele af prøvegrundlaget skal skolen fagligt og pædagogisk vurdere, at fjernundervisningen har været af et omfang og en karakter som gør, at eleverne ikke rimeligvis kan afprøves i det givne stof ved prøven. I de tilfælde, hvor skolen fagligt og pædagogisk vurderer, at fjernundervisningens omfang og karakter betyder, at eleverne ikke skal prøves i et givent område, skal dette præciseres og fremgå af tekstopgivelsen, som kvalitetssikres og godkendes af skolens leder, og som sammen med lodtrækningsmateriale og eventuelle bilag sendes til censor senest 14 kalenderdage før prøven holdes", lyder det i vejledningen.

Den indeholder derefter to eksempler på, hvordan man kan anvende muligheden for at udelade dele i opgivelserne - et multimodalt og et om et hovedværk.

Dansklærerforening: Under al kritik

Ida Geertz-Jensen og hendes kolleger i Dansklærerforeningens folkeskolesektion, som også skal have elever til afgangsprøve i år, er ikke imponerede over vejledningen. De peger på tre punkter, de mener bør ændres: Ordet prøvespørgsmål er misvisende, fordi det ikke bruges i mundtlig dansk, der mangler en specificering af, hvordan tekstopgivelserne har betydning for krav til antal og art af fordybelsesområder, og det havde været hensigtsmæssigt med eksempler på litteratur under de 80-100 normalsider. Og så undrer de sig over, at de først er blevet kontaktet i yderste time før offentliggørelsen.

"Det er under al kritik, at der ikke både med den længe ventede nødprøve-bekendtgørelse og disse udkast til vejledning oplyses om og tages hensyn til eventuelle mangler i opgivelserne grundet nødundervisning de sidste to skoleår. Der mangler i høj grad en opmærksomhed og hensyntagen til, at der endnu er 9.-klasser rundt omkring i landet, som ikke er tilbage, og alle andre - bortset fra enkelte områder - er tilbage 50 procent. Om to hverdage er det muligt at trække fordybelsesområder, hvilket nogle klasser vil være nødsaget til, og det giver deres dansklærere ringe mulighed for at gøre brug af vejledningen", lyder svaret fra foreningen til Undervisningsministeriet", lyder det i brevet til Undervisningsministeriet.

Tre uger før eksamen: Hvorfor må vores elever ikke komme i skole?

 

Læs mere

Nødprøvebekendtgørelsen

Prøvevejledningerne

Dansklærerforeningens kommentarer tilvejledningen

Retningslinjer for de fysiske rammer