Fokusskolen har gjort det så godt for Tina Seligers to sønner, at hun gerne vil rose skolen offentligt.

Begejstret mor: Mine sønners skoletilbud fortjener at blive fremhævet

Fokusskolen i Aarhus underviser elever i 8. og 9. klasse, som har lidt nederlag i almenskolen. Alligevel lykkes det at få stort set alle til at gå til afgangsprøve. ”Skolen fortjener at blive fremhævet”, siger Tina Seliger, som kender tilbuddet fra sine to sønner.

Publiceret

Fokusskolen iAarhus

Fokusskolen er en skole under folkeskoleloven, der med fokus påden enkelte elev tilbyder særligt tilrettelagt undervisning forudsatte og frafaldstruede elever på 8. og 9. klassetrin i AarhusKommune. Betingelsen er, at eleverne ønsker at udvikle sig fagligt,socialt og personligt og blive mere afklaret omkring valg afuddannelse og/eller arbejdsliv.

Skolen underviser i dansk, matematik og engelsk. Undervisningener prøveforberedende og som udgangspunkt er det obligatorisk foreleverne at gå til prøve i de tre fag. Derudover har eleverne fagetkickstarter med læsebånd, nyheder, samfundsfag og timer med fysiskeaktiviteter, boldspil, dykning, motorlære, gastronomi og krea.

Fokusskolen har to praktikklasser. Det betyder, at eleverne gåri skole hver anden uge og er i praktik i de andre uger. Iskoleugerne undervises eleverne altid af to lærere, så der kan værefokus på den enkelte elevs faglige udfordringer. Der er plads til10-12 elever i hver klasse.

Fokusskolen har eksisteret i omkring 30 år. Først lå tilbuddetpå en nedlagt gård i det sydlige Aarhus, dernæst flyttede det indpå Center 10 Aarhus High School i den anden ende af byen. Da Center10 blev nedlagt i 2017, blev Fokusskolen en del afVestergårdsskolen i Aarhus-forstaden Viby.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Tina Seliger lærte Fokusskolen i Aarhus at kende, da hendes ældste søn måtte give op over for sit almene skoletilbud.

"Han har haft et godt skoleforløb, men i udskolingen fik han det svært. Han kunne hverken finde ud at være med i gruppearbejde eller klare friheden under ansvar. Han begyndte at gå ned på det i 8. klasse. Han havde hovedpine, var bleg og følte sig ensom, fordi han havde det svært socialt", fortæller Tina Seliger, som frygtede, at sønnen ville udvikle skoleangst og skolevægring.

Undervisningen er overskuelig for elevene

En udredning viste, at sønnen er infantil autist. Han blev henvist til en specialklasse, men forældrene ville vente til hans tiende skoleår. Derfor anbefalede UU-vejlederen, at sønnen tog det sidste halve år af 9. klasse på Fokusskolen, der er en del af Vestergårdsskolen i Aarhus-forstaden Viby.

"De havde aldrig haft elever med autisme før, men de ville gerne have ham. Både hans hovedpine og trangen til at dimse med ting blev markant mindre fra dag ét. Vores teori er, at det skyldes, at Fokusskolen har mindre klasser, og at alt er tilrettelagt, så det bliver overskueligt for eleverne, hvad de skal. Der er ikke noget med, at de selv skal finde nogle at arbejde sammen med", siger Tina Seliger.

Sønnen gik på Fokusskolen indtil sommerferien sidste år og er nu ved at afslutte 10. klasse i en specialklasse på en almen skole. Efter sommerferien begynder han i en hf-klasse for elever med autisme.

"Jeg kan selvfølgelig ikke sige, at Fokusskolen har båret ham hele vejen, så jeg har også stor ros til hans nuværende specialklasse. Men uden det halve år på Fokusskolen havde han ikke gået i skole i dag, og så havde han ikke fået en af de attraktive pladser på autisme-HF. Jeg er så lettet og glad. Folk skal bare vide, at Fokusskolen findes", siger Tina Seliger.

Nu går lillebroren på skolen med samme positive resultat

Samme positive historie kan Tina Seliger fortælle om sin yngste søn. Han begyndte i 8. klasse på Fokusskolen i dette forår. Han har ADHD, er næsten ordblind og var som flere andre af Fokusskolens elever mere end almindelig træt af at gå i skole. Nu ser hans verden anderledes ud.

"I de tre måneder han har gået på Fokusskolen, har jeg ikke hørt ham brokke sig én eneste gang over, at han skulle i skole", siger Tina Seliger.

Mens storebroren gik i en klasse, hvor eleverne er i praktik hver fjerde uge, går lillebroren i en såkaldt praktikklasse, hvor eleverne arbejder i en virksomhed hver anden uge. Det gør en forskel for eleverne, mener Tina Seliger.

"I praktikken viser han, at han kan begå sig i en virksomhed, og det motiverer ham til at gøre det godt i skolen. Før han kom på Fokusskolen, kunne han ikke følge med i undervisningen, så det var nederlag på nederlag, og til sidst kunne han ikke mere. Nu trives han og er glad".

Det spiller også ind, at Fokusskolen koncentrerer sig om dansk, matematik og engelsk. Det er de tre fag, eleverne skal bestå for at kunne komme på teknisk skole.

"Når min søn er i praktik, tænker han ikke på skolen, og når han er i skole, skal han ikke tænke på, at han også skal bøvle med tysk", siger moren.

Lærerne har ekstrem stor forståelse for unge med fravær

Sønnen fortsætter på Fokusskolen i 9. klasse efter sommerferien, så han kan bane vej til en erhvervsuddannelse.

"Han er indstillet på at gå til afgangsprøve i dansk, matematik og engelsk, men det er gået op for ham, at han er bagud fagligt", siger Tina Seliger.

På trods af at hun selv er lærer, ved hun ikke præcist, hvad det er, Fokusskolens lærere og pædagoger kan. Men hun oplever at de er fagligt kompetente.

"De har ekstrem stor forståelse for unge, som ikke gider gå i skole. Samtidig ved eleverne, at hvis de ikke passer deres praktikplads, kan de ikke gå på Fokusskolen. Det kan de heller ikke, hvis de ikke følger undervisningen. Men praktikken giver eleverne et afbræk, og det giver dem ekstra motivation til at fordybe sig i bøgerne", siger Tina Seliger.

Hun understreger, at hendes ros af Fokusskolen ikke indeholder en kritik af den almene skole, begge hendes sønner gik på.

"Jeg kan ikke sætte en finger på deres tidligere folkeskole, men vilkårene i en almen skole er for meget at sluge for nogle børn. Derfor fortjener det omtale, at der findes et andet skoletilbud, som virker. Det er ikke bare mine børn, der vokser. De gør de andre elever også", siger Tina Seliger.

I næste uge bringer vi en artikel, hvor Fokusskolen fortæller, hvorfor den lykkes med at få langt de fleste elever til at gå tl afgangsprøve.

 

Powered by Labrador CMS