De mundtlige afgangsprøver står for døren, og en del lærere skal være censorer for første gang. 

Det gælder blandt andre Jonathan Troense, der netop har afleveret sit bachelorprojekt på læreruddannelsen i Aarhus og om cirka en måned – om alt går vel – kan kalde sig lærer. 

Da han for noget tid siden blev spurgt, om han ville være censor i tysk på den efterskole, han har været fast tilknyttet ved siden af sit studie, sagde han ja med det samme – og han glæder sig til det. 

Men det ville han muligvis ikke have gjort, hvis ikke hans tyskklasse på læreruddannelsen sidste år havde fået tilbud om at afprøve censorrollen med rigtige elever i en autentisk situation på Skanderborg Realskole. 

”Det var vildt givende og sjovt”, siger han om oplevelsen. 

Hans medstuderende Ida Rossing er enig. Hun skal godt nok ikke være censor i år, men hun siger:

”Jeg kan mærke, at jeg slet ikke har samme rysten i bukserne ved tanken om at skulle være censor de første år som lærer. Nu ved vi, hvordan det foregår”.

Fikst at de studerende fik praksiserfaring

Censor-initiativet kom i stand takket være et samarbejde mellem lektor på VIA University College i Aarhus Juljana Gjata Hjorth Jacobsen og tysklærer på Skanderborg Realskole Vibeke Kjærgaard Fründ. 

De har haft et samarbejde i flere år for at ”bringe nogle stemmer fra praksis ind i undervisningen”, som Juljana Gjata Hjorth Jacobsen siger. 

Det var lidt en tilfældighed, at Vibeke Kjærgaard Fründ fik ideen med at tilbyde de studerende at være censor. Hendes skole organiserer hvert år årsprøver for 8. klasserne, så de kan blive fortrolige med afgangsprøven i 9. klasse. 

Normalt er lærerne censorer for hinandens klasser, men sidste år var kollegaen forhindret. Så en dag, hvor Vibeke Kjærgaard Fründ underviste tyskklassen på VIA i Aarhus, syntes hun, det var oplagt at spørge, om de havde lyst til at træde til.

”Jeg kunne sagtens huske, da jeg selv startede som ung lærer, hvordan det var at sidde til første prøve, og man ingen fornemmelse havde af, hvad det egentlig går du på andet end egen erfaring med at sidde på den anden side af bordet. ´Så tænkte jeg, at det kunne være fikst, at de studerende fik den praksiserfaring. For de var i forvejen vildt nysgerrige på det, og jeg kunne tydeligt mærke på det, de spurgte om, at meget af det ville kunne afhjælpes, hvis de sad med ved prøven”, siger hun og tilføjer:

”Det er jo en meget lille del af uddannelsen, og det er fair nok, for prøven er en meget lille del af jobbet. Og når det så er en udtræksprøve, er sandsynligheden for, at man bliver trukket ud, meget lille. Men så meget desto mere grund til at vide lidt om, hvad det så er, man skal, hvis prøven pludselig kommer efter 10 år”.

Fedt for både elever og de studerenede

Det var helt frivilligt, om de studerende ville være med, men en tredjedel af klassen – i alt ni studerende – tog imod tilbuddet, selv om prøverne lå på et tidspunkt, hvor de havde fået sommerferie. 

Inden prøven fik de tilsendt en liste med navnene på de elever, de skulle være censor for. 

”Jonathan og jeg havde tre elever hver, og vi fik deres disposition tilsendt på forhånd, som man også ville gøre det i virkeligheden, så vi kunne forberede os og måske forberede et par spørgsmål”, siger Ida Rossing og fortsætter:

”Vibeke fortalte os også lidt om eleverne inden, fx at 'hende her har kun haft tysk i to år, og hun er stærkt ordblind og skal helst ikke skubbes ud af kurs' osv. Så på den måde forberedte hun os på, hvor meget vi kunne fylde, eller hvad skal man sige. Om man ville gøre det i virkeligheden, ved jeg ikke, men det her var jo en årsprøve, hvor det handlede om, at eleverne skulle få en god oplevelse med at gå til prøve. På den måde var der en dobbelt belønning: Det var både fedt for os at få noget træning, men det var også fedt for eleverne at øve sig”.

Skulle lige finde deres rolle 

Selv om Ida Rossing og Jonathan Troense kun havde tre elever hver, oplevede de en tydelig progression fra den første til den sidste prøve. 

”I første runde var jeg nok usikker på, hvad censorens rolle i virkeligheden var. Jeg var godt klar over, at samtalen primært foregår mellem eksaminator og elev, så jeg var i tvivl om, hvornår jeg skulle sige noget. Til at starte med sad jeg derfor bare og lyttede og afbrød slet ikke. Men allerede i den næste runde var jeg faldet mere til, og så kunne jeg godt smide et spørgsmål ind. Jeg tror, det var det vigtigste for mig - at finde ud af, hvordan jeg kunne deltage i samtalen uden at overtage den, og det blev man mere afslappet i, jo mere træning man fik”, siger Jonathan Troense.

Ida Rossing synes også, det blev nemmere efter den første gang.

”Også fordi alt jo foregår på tysk, og vi er godt nok tysklærere, men man skal alligevel lige indstille sig på, at nu skal jeg stille en elev et spørgsmål, som skal være på et vist forståeligt niveau, og det skal helst være grammatisk korrekt, og der sidder en ved siden af, som er rigtig god til tysk. Så man skal lige varme sig selv lidt op, og med den første lyttede jeg også bare mest og observerede og nikkede og var til stede. Men med den næste fik jeg også mod på at stille et par spørgsmål”.

Selve voteringen var også lærerig. Første gang, Jonathan Troenses var censor, lå han og Vibeke Kjærgaard Fründ ret langt fra hinanden. Men med de næste to var de stort set enige.

Ida Rossing siger:

”Men når det er den allerførste, og man ikke aner, hvad man skal sammenligne med, eller hvad grundlaget er, så er det også svært”. 

Hun lå selv ret tæt på læreren, så vidt hun husker. 

”Jeg husker det i hvert fald ikke som om, at jeg har ramt så meget forbi skiven, at jeg sad og tog mig til hovedet”, griner hun og fortsætter:

”Men jeg tror også, man skal være helt ærlig i den situation og spørge, om man må høre, hvad læreren tænker. Det var jo også kun 8. klasse, så vi skulle sænke forventningerne en smule. Men hvis man siger 4, og læreren siger 10, så kan man sige 'okay, nu ved jeg det', og så kan man justere efter det ved den næste elev”.

Vi skylder eleverne det

De to kommende lærere ved godt, at det kan være svært at give alle studerende et tilbud om at være censorer på prøve. Men de vil til enhver tid anbefale det, hvis det er muligt.

”Det er da svært, det kan jeg godt se, fordi det kræver tid og en klasse og en lærer, der vil og kan. Og man skal selvfølgelig nok få masser af år til at komme ud og være censor. Men vi skulle kun sætte et par timer af, og hvis det er noget, man går og frygter, så er det jo rart at få revet plasteret af og få det afprøvet rimelig hurtigt i sin karriere. Så det var fedt, at vi kunne få en gratis omgang, hvor der ikke var så meget på spil, og så faktisk erfare, at det var ikke så farligt igen”, siger Ida Rossing.

”Også for elevernes skyld. Jeg synes, vi skylder dem, at læreruddannelsen tager det alvorligt, at vi ved, hvad vi laver, inden vi går ud og er censorer. For det er da ikke rimeligt, at de sidder i en af de mest nervepirrende situationer i deres liv. Det er formentlig en af deres første eksamener nogensinde, og så har de en censor, som heller ikke er helt tryg ved situationen”, siger Jonathan Troense.

Håber at gentage succesen

Censorinitiativet er ikke blevet gennemført i år. Blandt andet fordi de på Skanderborg Realskole kun har årsprøver i tysk hvert andet år. 

”I år er det engelsk, men næste år er det tysk igen, og så er jeg totalt klar”, siger Vibeke Kjærgaard Fründ.

En anden grund er, at det sidste år var en del af den gamle læreruddannelse. På den nye læreruddannelse er tingene anderledes organiseret, forklarer Juljana Gjata Hjorth Jacobsen. 

Men hun har bestemt planer om at gentage succesen i fremtiden, og hun anbefaler også andre at gøre det, hvis det er muligt. 

”Hos os kom det også i stand, fordi vi havde Vibeke, som åbnede døren. Og det er ikke alle lærere, der systematisk træner deres elever i forhold til prøverne, som hun gør. Men når lærerne har mod på at åbne deres døre for de studerende, er det helt fantastisk. For så bliver opgaven løftet på nogle nye måder”, siger Juljana Gjata Hjorth Jacobsen.

Vibeke Kjærgaard Fründ stemmer i:

”Absolut. Vi har selvfølgelig en gang imellem praktikanter, men det her er en anden vinkel på det. Og det er ikke svært. Man skal lave forberedelsen alligevel, og jeg deler det jo bare med nogle andre. Og man får helt enormt meget igen. Vi er et erfarent lærerteam omkring tysk, og selv om vi er et dynamisk fagudvalg og gode til at finde på nye ting, så er vi stadig i vores lille boble", siger hun og tilføjer: 

"Der er det altså lækkert, at der kommer nogle studerende og 'forstyrrer' os lidt og stiller de fedste spørgsmål. Og så er det også netværk at lære de studerende at kende”.