Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Klokken ringer, og klassen vælter ind i klasselokalet. To elever diskuterer højlydt, én smider sin taske på gulvet, og en anden har glemt sin bog. Læreren tager en dyb indånding – for nu skal vedkommende gøre det umulige: undervise, støtte, håndtere konflikter og skabe tryghed. Hver dag udfører folkeskolelærere små mirakler. Men de er ikke nok.

I mange år har vi råbt og skreget på flere ressourcer til den danske folkeskole. Flere penge ville gøre en stor forskel. To-lærer-ordninger, bedre materialer og mindre klasser er da også gode investeringer. Men vi kan simpelthen ikke tillade os at sidde med hænderne i skødet og vente på, at politikerne løser problemet. Vi skal tale om noget, vi har indflydelse på: vores egen faglighed.

En meget stor del af vores faglighed - måske den største - handler om relationsarbejdet. Her tror jeg, at opfattelsen af skældud er meget central.

Børn skal kunne gå gennem en hel skoledag uden at høre en eneste skideballe. Det lyder måske utopisk, men forskning viser, at skældud ikke er særlig effektivt. De fleste ved det jo godt, når man oplever, at man skælder det samme barn ud flere gange om dagen. Vi ved også, at skældud frigiver stresshormonet kortisol, som hæmmer indlæring – også for de børn, der blot overværer det.

Vi skal gøre det til en vane at tænke: "Hvad kunne jeg have gjort i stedet?" Det kunne være en rolig samtale eller en venlig og smilende irettesættelse.

Hvis læring skal lykkes, skal skolen være sjov

For mig er en helt afgørende faktor for, hvor stor en succes jeg oplever, når jeg underviser, at jeg kan se, at børnene er glade. Jeg kan simpelthen ikke se, hvorfor de skulle lære bedre af at kede sig end af at have det sjovt. 

Da jeg startede på læreruddannelsen, fandt jeg hurtigt ud af, at de matematikmetoder, jeg selv var blevet undervist med, var forældede. Standardalgoritmer blev afskaffet for 30 år siden. De er nemme at undervise i, men de er ikke sjove. 

Eleverne skal have mulighed for at undersøge noget, de finder interessant, bygge en bro af mælkekartoner, og nogle gange skal de måske bare have lov til at hygge sig og lege en fællesleg med deres søde lærer.

Fællesskabet bærer individet

Da jeg startede på læreruddannelsen, var jeg overbevist om, at jeg skulle blive verdens bedste til at arbejde med individer, fordi jeg som vikar oplevede, at relationsarbejde var min store styrke. Det er dog gået op for mig, at det bedste, man ofte kan gøre for at støtte et barn, er at styrke det fællesskab, barnet er en del af.

Når et barn har det svært, leder vi tit efter forklaringer: Har forældrene fejlet? Er der en diagnose? Hører barnet overhovedet til i folkeskolen? Måske er nogle af forklaringerne sande, men de bringer os ikke videre. Det, vi har indflydelse på, er, hvad vi selv gør i klassen og sammen med barnet.

Jeg ønsker mig en folkeskole, hvor alle kan trives. Som lærere og kommende lærere bliver vi nødt til tro på, at vi kan ændre folkeskolen til det bedre, men udfordringerne er meget komplekse. Flere kan mere end én, og derfor er det nødvendigt, at man øver sig sammen og reflekterer over sin læring sammen. 

I vores tid er stilstand tilbagegang, og jeg tror, at det er derfor, mange lærere oplever sig ude af stand til at håndtere stadig flere af de problemer, de møder. Det kræver ikke et mirakel, men en ny kultur, hvor ingen lærer er alene, men alle er i udvikling.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk