10.-klasseskoler og -lærere danner deres egen ekspertgruppe
46 procent af de unge kan ikke tage fejl – 10. klasse er et nødvendigt overgangsår til alle ungdomsuddannelser. Det mener skoler og lærere, og 16 foreninger har nu dannet deres egen gruppe, som skal sikre, at det perspektiv høres i regeringens arbejde med at erhvervsrette 10. klasse.
Regeringen nedsatte fredag en ekspertgruppe, der skal arbejde med, hvordan 10. klasse kan blive mere rettet mod erhvervsuddannelserne, for eksempel ved at 10.-klassetilbuddene i højere grad ligger fysisk på en erhvervsskole.
Men praktikerne omkring 10. klasse vil også have en stemme omkring 10. klasses fremtid, og 16 foreninger - fagforeninger, skoleforeninger, forældre- og elevforeninger - har derfor nu nedsat en alternativ ekspertgruppe. Formålet er sikre at 10.-klasse-mangfoldigheden og de unges og deres forældres frie valg, samtidig med at foreningerne anerkender, at 10. klasse skal give de unge kendskab til ungdomsuddannelserne inklusive erhvervsuddannelserne.
Det alternative ekspertudvalg
- Danmarks Lærerforening
- Skolelederforeningen
- Frie Skolers Lærerforening
- Frie Skolers Ledere
- Landsforeningen af 10. klasseskoler
- Skole og forældre
- Ungdomsskoleforeningen
- Danske Skoleelever
- Efterskoleforeningen
- Friskolerne
- Danmarks Private Skoler - grundskoler og gymnasier
- Frie Fagskoler
- Uddannelsesforbundet
- Danske Gymnasieelevers Sammenslutning
- Landssammenslutningen af Handelsskoleelever
- Erhvervsskolernes Elevorganisation
Undervisningsminister Merete Riisagers ekspertudvalg er blevet pålagt at inddrage interessenter på 10.-klasseområdet, og her vil de altså blive mødt med input fra den alternative gruppe, som mener, der er brug for en bedre balance mellem vægtningen af elevernes eller deres forældres ønsker og samfundets fremtidige behov.
En undersøgelse "Valget af 10. klasse - unges vej mod ungdomsuddannelse" (Eva, 2018) viser, at de unge først og fremmest vælger 10. klasse, fordi de efter 9. ikke føler sig klar til at skulle videre i uddannelsesforløbet - heller ikke selvom halvdelen af dem faktisk er erklæret uddannelsesparate. Det vil skole- og lærerforeningerne gerne have med ind i overvejelserne om eventuelle ændringer af 10. klasse, ligesom de peger på, at vejledningen af de unge også skal hjælpe dem, som er vurderet uddannelsesparate, men alligevel er i tvivl. De unge skal gøres parate til at tage det uddannelsesvalg, der er rigtigst for den enkelte, lyder det fra foreningerne.
Artiklen fortsætter under banneret
MERE OM EMNET