Bygningerne var en gave fra kommunen i 1963. Men professionshøjskolen kan ikke sælge dem uden at betale kommunen grundens værdi.

Holbæk Kommune køber seminariets bygninger for 1 krone

Der vil fortsat være læreruddannelse i Holbæk. Kommunen har købt seminariets bygninger og sætter dem i stand, så læreruddannelsen kan leje sig ind sammen med Center for Specialundervisning. Et gammelt gavebrev gjorde det umuligt at sælge bygningerne.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Gennem de seneste år har det gentagne gange været på tale helt at nedlægge læreruddannelsen i Holbæk for at spare penge. Men professionshøjsekolen UC Sjælland, som Holbæk læreruddannelse er en del af, kan ikke sælge bygningerne uden at give kommunen en klækkelig sum penge.

I 1963 forærede kommunen seminariet grunden, men ifølge et tinglyst gavebrev skal seminariet betale kommunen et beløb svarende til grundens værdi, hvis den bruges til noget andet end læreruddannelse. Da diskussionen senest var oppe for knap to år siden svarede det til mindst 22 millioner kroner.

Borgmester er glad for at beholde lærerudannelsen

Nu har UC Sjælland fundet den løsning, at kommunen køber bygningerne tilbage for en krone og samtidig investerer 80 millioner kroner i renovering.

I kommunen er borgmesteren meget tilfreds med at løsningen.

"Det glæder mig, at vi derved har sikret læreruddannelsens mulighed for at blive i Holbæk Kommune. Uddannelse og et levende studiemiljø er helt afgørende i forhold til, at udvikle vores kommune. Og det er et væsentligt parameter for at tiltrække borgere og virksomheder til Holbæk - og fastholde de ambitiøse unge mennesker der i forvejen bor her", siger Søren Kjærsgaard.

UC Sjælland ser også store fordele ved aftalen:

"Flere af vores uddannelsessteder rundt i regionen ejes af kommunerne, og vi har rigtig gode erfaringer med samarbejdet. At Holbæk Kommune nu vil overtage bygningerne, som huser læreruddannelsen i Holbæk, betyder at vi kan fokusere på udvikling af uddannelse frem for drift af bygninger", siger rektor Ulla Koch.

Bedre bygninger til Center for Specialundervisning

De knap 80 millioner kroner skal dels gå til at vedligeholde bygningerne, opfylde de gældende brandkrav og etablere energiforbedrende foranstaltninger. Dels er der en række udgifter, når Holbæk Kommunes Center for Specialundervisning flytter ind over de næste to år.

Flytningen betyder, at Center for Specialundervisnings tre hovedafdelinger - Ungdomsafdelingen, Voksenafdelingen og Specialrådgivningen kan samles. Størstedelen afdelinger har ligger i øjeblikket i nedslidte og utidssvarende lokaler på Brunhøjskolen.

Til gengæld må Social- og Sundhedsskolen Vestsjælland, som ellers lejede lokaler i Holbæk Læreruddannelses bygninger, flytte.