Specialundervisning
0   2

Lærer: Special Skills får mine elever til at drømme om fremtiden

To gange har Christoffer Mundt haft S-klassen på Albertslund Ungecenter til Skills Stafetten i Bellacentret, men eleverne holdt sig tilbage i benovelse over de almene unge. Helt anderledes gik det på Special Skills, som netop er afholdt for første gang.

Udskolingselever fra specialundervisningen har fået deres eget skills-arrangement, hvor de kan få ideer til, hvad de skal beskæftige sig med efter folkeskolen. Special Skills blev afholdt for første gang i sidste uge på bo- og uddannelsestilbuddet Thorshøjgård i Ishøj. Blandt deltagene var lærer Christoffer Mundt og hans otte elever fra Albertslund Ungecenter. De seks drenge og to piger går i S-klassen, fordi de har lav iq, svær dysleksi og/eller indlæringsvanskeligheder.

"Vi har været til Skills Stafetten i Bellacentret de to foregående år, men eleverne føler sig trykkede, når de er blandt dygtige elever, som svarer på spørgsmålene med det samme. Det er ikke let, når man selv skal have læst højt for overhovedet at forstå noget", siger Christoffer Mundt.

Eleverne fik mulighed for at forberede sig på opgaverne

Ligesom til Skills Stafetten skulle eleverne konkurrere i forskellige opgaver til Special Skills. Opgaverne var delt ind i niveauer, og eleverne fik lidt længere tid til for eksempel at hænge tøj på bøjler i en bestemt farverækkefølge eller til at stable tårne af dåser end til stafetten. Men den udvidede tid var ikke den eneste faktor.

Artiklen fortsætter under banneret

Om Special Skills

Special Skills blev afholdt for første gang i sidste uge på bo- og uddannelsestilbuddet Thorshøjgård i Ishøj. Der deltog flere end 300 udskolingselever og 125 lærere fra specialundervisningen.

Arrangementet bygger på et koncept fra SkillsDenmark, og eleverne konkurrerede i 12 skills, som var inddelt i tre sværhedsgrader. Lærerne havde ved tilmeldingen vurderet, hvilket niveau deres elever skulle dyste i.

Ideen til arrangementet er opstået i samarbejde med lokale UU-vejledere og 12 uddannelsessteder gav undervejs eleverne smagsprøver på, hvad de kan beskæftige sig med efter folkeskolen.

Special Skills skal afholdes første onsdag i september hvert år. I 2018 bliver det igen på Thorshøjgaard og med de samme 12 skoler som arrangører. Andre uddannelsesinstitutioner, som er relevante for målgruppen, har også tilbudt at gå ind i arrangementet.

På samme måde forventer arrangørerne at se flere elever til næste år, da en række skoler har givet udtryk for, at de kun kom med en lille del i år for at se arrangementet an, og de har bebudet, at de næste gang tropper op med alle deres udskolingselever.

Ifølge SkillsDenmark arbejder UU-vejledninger, specialskoler og kommuner andre steder i landet på at arrangere Special Skills, men det er for tidligt at melde ud om konkrete arrangementer.

"Vi havde trænet på opgaverne hjemmefra, så eleverne havde en ide om, hvad de skulle lave. De skulle blandt andet stable ti dåser i en pyramide, og vi havde arbejdet med, at det er vigtigt, at de nederste dåser står på en lige række, så de udgør en solid bund, og at dåserne ikke skal stå lige oven på hinanden. På den måde gav jeg dem værktøjer til at løse opgaven, og jeg kunne se, at de arbejdede sammen om at rette dåserne ind", fortæller Christoffer Mundt.

Eleverne har ellers svært ved at samarbejde, fordi de har store problemer med at være sammen med andre.

"Eleverne føler sig underlige, så jeg har fokus på at få dem til at arbejde sammen, så de kan indgå i større fællesskaber senere i livet".

Eleverne gik smilende rundt på pladsen

Special Skills er blevet til i et samarbejde mellem SkillsDenmark og 12 uddannelsestilbud med blandt andet STU, EGU og KUU. Uddannelserne havde hver et telt, som eleverne besøgte mellem konkurrencerne. Her kunne de for eksempel prøve at arbejde i træ og metal, lave pileflet eller plante blomster. På den måde kunne de få et indtryk af, hvad de er gode til, og hvad de har interesse for.

"De fleste af mine elever skal på produktionsskole, om ikke andet før de kan komme på STU, og boderne på Special Skills gjorde det tydeligt for dem, hvad de kan have lyst til at beskæftige sig med: 'Jeg er god til at sætte tre blomster sammen i en buket eller til at lave min egen cupcake'. Special Skills var praktisk lagt an, og eleverne kunne arbejde med forskellige værktøjer. Det kan jeg ikke opfylde i samme grad på skolen", siger Christoffer Mundt.

Han oplevede elever, som indimellem reagerer på deres frustrationer ved at knalde hovedet ind i væggen, gå smilende rundt til Special Skills i Ishøj.

"Mine elever har også drømme, og kunsten er at spore dem ind på, hvad der er realistisk. I Ishøj kunne de se, at der også er muligheder for dem, fordi de fik konkrete billeder på, hvad de kan og har lyst til".

Syv ud af otte elever har fået vakt en interesse

Når eleverne har et mål at stræbe efter, kan Christoffer Mundt pludselig lære dem meget på kort tid.

"Jeg laver hele tiden små byggeklodser, som eleverne kan stå på: 'Nu skal de skrive tre sætninger om, hvad du kan'. På den måde får eleven erfaring med at skrive, og næste gang kan eleven skrive lidt flere sætninger om sig selv. Special Skills indgår i den samlede pakke, hvor eleven lærer at se på sig selv", siger læreren.

Selv om Special Skills kun varede en dag, er det nok til, at eleverne kan få en drøm.

"Jeg så en interesse blive vakt hos syv ud af otte elever. Når det ikke klikkede for den sidste, skyldes det formentlig, at han har en iq omkring 40, så der er generelt ikke meget, han vil arbejde med", siger Christoffer Mundt.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
2.115 andre er allerede tilmeldt

UU-vejledernetværket er for alle, der arbejder i Ungdommens Uddannelsesvejledning eller interesserer sig for området. I samarbejde med UU-forum i Danmarks Lærerforening.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
300 andre er allerede tilmeldt