Praktiskfaglig elevvurdering begejstrer og bekymrer

Håndværk og design-lærer Katrine Dalin Diduch glæder sig over regeringens planer om, at eleverne fremover skal have vurderet praktiske færdigheder, inden de forlader folkeskolen. Men hun ærgrer sig over, at et nyt lovforslag er for ukonkret.

Publiceret
"Det er fedt, at regeringen vil gå den her vej og satse mere på de praktiske og kreative fag. Det skal de have ros for", siger Katrine Dalin Diduch. "Men jeg undrer mig over, at regeringen ikke fortæller, hvordan det skal foregå

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Regeringen agter at få flere elever til at vælge en erhvervsuddannelse, når de skal læse videre efter folkeskolen. Et centralt initiativ i den forbindelse er en parathedsvurdering (UPV) af elevernes praktiskfaglige evner.

I sidste uge sendte regeringen så et lovforslag i høring: Fra næste skoleår skal 9. klasseelever have vurderet, om de er parate til at starte på en praktisk uddannelse.

Lovforslag i høring: Elevernes praktiske færdigheder skal vurderes fra næste skoleår

Håndværk og design-lærer Katrine Dalin Diduch glæder sig over de politiske hensigter, men undrer sig over, at det foreløbige lovforslag leder til flere spørgsmål, end det giver svar.

"Det er fedt, at regeringen vil gå den her vej og satse mere på de praktiske og kreative fag. Det skal de have ros for", siger hun.

"Men jeg undrer mig over, at regeringen ikke fortæller, hvordan det skal foregå. Det er frustrerede, at man som lærer ikke har noget konkret at forholde sig til. Det virker til, at lovforslaget er skrevet for hurtigt", siger hun.

Brug for radikale ændringer

Katrine Dalin Diduch blev tidligere på året inviteret med til Undervisningsministeriets indledende drøftelser af, hvordan den nye parathedsvurdering kan implementeres i skolen.

Der foreslog hun blandt andet at indføre en praktiskfaglig projektopgave i 7. og 8. klasse. Sagen er den, at regeringen vil indføre den praktiskfaglige del af elevernes uddannelsesparathedsvurdering i 9. klasse, men på det tidspunkt har de praktiske og kreative fag ikke været en obligatorisk del af undervisningen i flere år.

"Hvordan skal eleverne være forberedte på at bruge praktiske færdigheder i 9. klasse, hvis ikke de er vant til det? Jeg mener, det bør gøres til lov, at der skal være projektopgave i hele udskolingen, så eleverne kan øve sig. Der bør desuden være et krav om, at der skal være et praktisk element i opgaverne", siger Katrine Dalin Diduch.

"Der bør desuden være erhvervspraktik i både 7. og 8. klasse. Så kan praktikstedet vurdere praktikanten. For hvem skal vurdere de unge? Lærere? Erhvervskole-lærere? Og hvordan vurderes der? Der kan ligge en vurdering efter endt obligatorisk håndværk og design og madkundskab på mellemtrinnet og i 7. klasse".

Praktisk faglig vurdering af eleverne er nødvendig

Katrine Dalin Diduch mener også, det er vigtigt at notere, at det oftest er piger, som vælger Håndværk og Design, der jo har status som valgfag i udskolingen,

"Sådan er det i hvert fald på min skole. Det handler selvfølgelig om præsentationen af de enkelte valgfag, men de unge vælger lige så meget efter deres kammerater, hvilke undervisere der er, og efter hvad der er fedt - frem for, hvad de kunne tænke sig at arbejde med senere i livet. Derfor skal den praktiskfaglige uddannelsesparathedsvurdering hægtes op på nogle af de obligatoriske fag", siger hun.

Håndværk og design-læreren er først og fremmest tilfreds med, at regeringen vil løfte de praktiske og kreative fag, men synes, at det foreløbige udspil til en ny lov er for vagt.

"Lovforslaget er fyldt med luftig snak. Jeg kan umiddelbart ikke læse noget af det, jeg bragte på banen foran læringskonsulenterne og regeringens repræsentanter i lovforslaget - fordi der ikke er nogen konkrete idéer i det", siger hun.

Delte holdninger

Det er ikke alle lærere, som er ligeså begejstret for udsigten til den nye uddannelsesparathedsvurdering. I en Facebookgruppe for Håndværk og design-lærere har nogle lærere udtrykt bekymring for udsigten til endnu en arbejdsopgave.

"Nogle af mine kolleger synes, vi er rigeligt hårdt spændt for allerede. De frygter, at dette kan øge arbejdspresset yderligere - derfor kunne det have været en idé med klare forslag til, hvordan forslaget skal føres ud i livet", siger Katrine Dalin Diduch.

"Jeg er enig i, at vi har travlt, men jeg synes så godt om denne nye retning for de praktiske og kreative fag, at det overskygger alt andet", siger hun.