Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), der også kaldes campus Emdrup.
Foto: Aarhus Universitet
DPU: Vi kæmper folkeskolens kamp
Selv om søgningen til de fagdidaktiske uddannelser er lav, prioriterer vi dem højt, siger lederen af Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU). Bertel Haarder har kritiseret instituttet for at udsulte forskning og undervisning i skolefagene.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Vi er på instituttet meget opmærksomme på, at folkeskolen har brug for lærere med en fagdidaktisk videreuddannelse. Det er en afgørende forudsætning for at styrke folkeskolen fagligt. Vi har uddannelserne. Vi har forskerne. Vi har lærerkræfterne", udtaler instituttets leder Hanne Løngreen i en pressemeddelelse som et svar på en kritik rejst af eks-undervisningsministeren Bertel Haarder, der mener, at DPU har fjernet sig fra skolen.
DPU skal tilbage til folkeskolen
"Men samtidig må vi konstatere, at der ikke er den interesse for fagdidaktisk videreuddannelse, som vi synes folkeskolen har brug for. Det er en problemstilling, vi deler med hele den vestlige verden. Sprogfagene på universiteterne deler samme skæbne. Men vi gør, hvad vi kan for at skabe interesse for disse vigtige fag", tilføjer Hanne Løngreen.
Dårlige karrieremuligheder i didaktiske uddannelser
Den ringe søgning til de fagdidaktiske uddannelser hænger blandt andet sammen med et usikkert karriereperspektiv, mener Thomas Højgaard, der er lektor ved instituttet samt uddannelsesleder for kandidatuddannelsen i generel pædagogik og koordinator for kandidatuddannelsen i matematik-didaktik.
"Hvis man som lærer med en kandidatgrad i matematik-didaktik vender tilbage til folkeskolen, er der hverken udsigt til mere i løn eller nye ansvarsområder. Vores kandidater går derfor efter at blive kommunalt ansat konsulent eller blive underviser på professionshøjskolerne. Det er et lille jobmarked at orientere sig mod og kræver derfor en del is i maven", siger han.
DPU-lektor: Derfor er DPU ikke længere lærernes universitet
Opret nye fagdidaktiske stillinger på skolerne
"Men matematikundervisningen i grundskolen har hårdt brug for systematisk efteruddannelse, der er forankret på den enkelte skole, og som sker under ledelse af en fagdidaktisk resurseperson", påpeger Thomas Højgaard.
"Hvis man oprettede den slags stillinger i relation til de forskellige skolefag, ville karriereperspektivet for vores didaktikkandidater være klarere. Man ville få en større søgning til uddannelserne og samtidig give skolen et kæmpe fagligt løft. Folkeskolen har brug for fyrtårne med fagdidaktisk overblik", tilføjer han.
Kun fire skolefag tilbage på DPU
Udover matematik kan man tage didaktisk uddannelse i dansk og musik og såkaldt materiel kultur (som dækker over skolefag som sløjd og håndarbejde) på Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU). Ind til år 2000 blev der forsket og undervist i samtlige skolefag i bygningerne i Emdrup, der dengang hed Danmarks Lærerhøjskole.
Flere vil læse dansk
Didaktikuddannelserne i dansk og materiel kultur har de seneste år haft et stigende ansøgertal. I 2013 ser det ud til, at omkring 60 studerende bliver optaget på dansk-didaktik, oplyser IUP, som DPU også kaldes.
"Vi optager mange unge og meget motiverede studerende. Samtidig har vi studerende med en solid ballast i form af 10-15 års erfaring fra grundskolen. De er ambitiøse lærere med stort L", siger Anna Karlskov Skyggebjerg, der er lektor ved Institut for Æstetik og Kommunikation samt uddannelsesleder for alle fire kandidatuddannelser i didaktik og fagkoordinator for dansk-didaktik.
"Begge grupper er med til at udvikle fremtidens skole - og en del af dem vender tilbage til skolerne, hvor de varetager fagleder- og mellemlederstillinger", tilføjer hun.
"Jeg ville gerne optage og uddanne endnu flere didaktikere, men jeg glæder mig samtidig over, at vi uddanner nøglepersoner med indsigt i både fag og didaktik".
De fleste vil læse psykologi og antropologi
Når alt kommer til alt, er der imidlertid langt flere, der søger kandidatuddannelser som pædagogisk psykologi, antropologi og generel pædagogik, fastslår instituttets leder Hanne Løngreen.
Der er også stor interesse for instituttets masteruddannelser, eksempelvis institutionsledelse, specialpædagogik og dansk som andetsprog, oplyser hun.
"Og der er ingen modsætning mellem disse uddannelser og folkeskolen", tilføjer Hanne Løngreen.
"Det er vigtigt at styrke fagligheden i folkeskolen, men samtidig har skolen også en lang række andre udfordringer, som de studerende på vores institut bliver rustet til at tage op", siger hun.
Det er udfordringer som inklusion, mobning, klasseledelse og integration, uddyber Hanne Løngreen.
"DPU er fortsat lærernes universitet"
"Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU) er fortsat lærernes universitet", fastslår Hanne Løngreen.
"Også vi kæmper for en bedre folkeskole. Det er derfor vi fortsætter med at udbyde og styrke de fagdidaktiske uddannelser, selv om de har konjunkturerne imod sig", tilføjer hun.
Haarder: DPU skal være lærernes universitet
Haarder: DPU skal tilbage til skolen
Tidligere undervisningsminister Bertel Haarder (V) har kritiseret DPU - som altså stadig oftere kaldes IUP - for at fjerne sig fra folkeskolen.
Det ser eks-ministeren som en uheldig udvikling, og han har derfor fremlagt »Forslag til folketingsbeslutning om forskning og efteruddannelse inden for folkeskolens fag« i Folketinget. For at få instituttet tilbage til folkeskolen og folkeskolens fag.
"DPU skal igen være lærernes universitet", siger Bertel Haarder.
»Vi har hele tiden været lærernes og pædagogernes universitet«