Ole Christensen, lektor, Institut for Didaktik og Digitalisering, Københavns Professionshøjskole

Lonnie Sørensen, konsulent, Future Classroom Lab, Københavns Professionshøjskole

Mange skoleudviklingsprojekter er udformet som koncepter og ofte drevet af eksterne konsulenter, der er hyret ind til på kort tid at skulle forandre og udvikle skolen som organisation. Lærerne skal ”tændes”, ”inspireres” og opfordres til at ”turde kaste sig ud på det dybe vand” og samtidig slippe deres behov for styring og kontrol. Vi ønsker at gøre op med den forestilling om lærernes professionsudøvelse og i stedet sætte fokus på en praksisnær tilgang til skoleudvikling, hvor lærere også betragtes som professionsudviklere. Det stiller krav til forvaltning, ledelse, pædagogisk personale og eksterne konsulenter om at udvikle betydningen af faglige læringsfælleskaber.

Som eksterne konsulenter mener vi, at det er vores fornemmeste opgave at lokalisere praksisnære tematikker og i samarbejde med det pædagogiske personale at undersøge og udvikle denne praksis. Der skal derfor i langt højere grad være faglig dialog mellem eksterne konsulenter og det pædagogiske personale under hele projektforløbet, ikke mindst når skoleudviklingsprojektet er i støbeskeen.

I Future Classroom Lab oplever vi betydningen af, at praksisnær skoleudvikling designes således, at det pædagogiske personale får mulighed for at arbejde med en undersøgende og eksperimenterende tilgang til egen praksis.

Professionsviden

Lærerarbejdet kræver i dag, at man til stadighed udvikler sig pædagogisk, didaktisk og fagligt. Pædagogikken er udfordret af samfunds- og medieudviklingen. Den teknologiske udvikling kalder på nye didaktiske design og udfordrer vores læringsforståelse. Faget og fagforståelsen er udfordret af skoleudviklingen. Skolen skal selv stå i spidsen for denne udvikling og ikke alene lade teknologier, eksterne konsulenter og effektiviseringsdagsordner styre udviklingen. De faglige læringsfælleskaber skal på banen.

Der skal udvikles en begrebsbrug, der favner dette skoleudviklingsperspektiv. Vi arbejder med begrebet ”professionsviden”, der ligger i spændingsfeltet mellem praksisviden (ofte omtalt som tavs viden) og videnskabelig viden (teoretisk viden). Professionsviden rummer viden om professionen samt professionens egen viden om praksis. Denne vidensform produceres bedst i forpligtende og formaliserede læringsfælleskaber af og med det pædagogiske personale som aktører.

I fokus er arbejdet med praksisrefleksion, hvor der tages udgangspunkt i et konkret tema eller en problemstilling, som lærerteamet ønsker at arbejde med. Det kræver en undersøgende tilgang til egen praksis. Det er en måde at lære af og i praksis, og det tager tid.

Praksisnær skoleudvikling

På skoler har vi arbejdet med udvikling af dynamiske læringsmiljøer og –rum, der bryder med det traditionelle klasseværelse og giver mulighed for andre samarbejdsformer. Det pædagogiske personale har indgået som aktører og arbejder i fag- og årgangsteam med at lokalisere centrale pædagogiske og didaktiske temaer, der er betydningsfulde i et praksisnært udviklingsperspektiv. Der er blevet arbejdet med at omsætte disse til konkrete udviklingsaktiviteter, og der er blevet sat ord på hvilke drivkræfter og barrierer, man har lokaliseret i den forbindelse. F.eks. har fokus været rettet mod børns deltagelsesmuligheder i eksperimenterende praksisser og undervisningsdifferentiering i pædagogisk praksis. Der er blevet eksperimenteret med at udvikle mere dynamiske elev- og lærerpositioner samt med at udvikle arbejdet med rum og digitale teknologier i praksis.

Fra intention til ny praksis

Det er vores erfaring, at der på mange skoler er et massivt behov for at arbejde med udvikling af faglige teams til forpligtende og formaliserede læringsfællesskaber. Men hvordan? Alle taler om læringsfællesskaber, alle vil have det og ikke mange er imod det. Men intentionen er ikke nok.

Først og fremmest skal det sikres, at der er en tæt sammenhæng mellem eksisterende pædagogiske rutiner og de nye praksisformer, der skal udvikles.  Læringsfællesskabet skal fungere som refleksionspraksis, og ikke kun dreje sig om forberedelse, afvikling og evaluering af konkrete forløb. Læringsfællesskabet skal redefineres, og der skal udvikles en fælles, analytisk tilgang til pædagogiske processer og ikke mindst til egen praksis. Det er vigtigt at arbejde systematisk. Det vil sige at stille spørgsmål til egen praksis, belyse disse spørgsmål og efterfølgende analysere observationerne – i faglig dialog med eksterne konsulenter. Det er især vigtigt at sætte ord på, hvad der har overrasket teamet og skabt forundring, samt hvorvidt arbejdet har rejst nye og interessante spørgsmål, man ønsker at arbejde videre med.

Hvis praksisrefleksion skal blive til kultur på skolen, skal den være vigtig for alle (forvaltning, ledelse, det pædagogisk personale og eksterne konsulenter). Alle skal ville og forstå betydningen af at indgå i et forpligtende læringsfællesskab. Det er ikke blot en trylleformular, men en tilgang til praksisnær skoleudvikling, hvor det pædagogiske personale skal insistere på at spille en central rolle som professionsudviklere.