UU-vejlederne blev mange steder lockoutet, selvom de ikke har samme arbejdstidsregler som lærerne.

UU-vejlederne vil have KL til at indrømme lockoutfejl

Selvom UU-vejlederne i næsten et årti har haft andre arbejdstidsregler end lærerne, blev de også lockoutet. KL vil ikke udelukke, at det sker igen.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

UU-vejlederne har siden 2004 været ansat på andre arbejdstidsvilkår end lærerne. Alligevel blev de mange steder udtaget til lockout. De blev ufrivilligt en del af konflikten, fordi KL ville have en så effektfuld konflikt som overhovedet muligt, det fremgår af et åbent protestbrev, som UU-vejlederne på over halvdelen af landets UU-centre har skrevet til KL.

I brevet citerer vejlederne KLs chefforhandler Michael Ziegler for til "Vejlederen", at have forklaret, at:

"...ved at give konflikten så stor volumen forhåbentligt  bidrager  til at få afsluttet konflikten hurtigere end det ellers ville ske".

Tilfældigt Vejlederne undrer sig desuden over, at der har været en stor grad af inkonsekvens i hvem, der er blevet lockoutet af KL.

"På landsplan er vi således UU-vejledere, der har været lockoutet, fordi vi er ansat under LC's protokollat 3, mens kolleger i nabokommunens UU-Center, der er ansat under protokollat 2 ikke har været omfattet. Konkret har det f.eks. givet sig udtryk i, at vejledere i Helsingør og Fredensborg har været lockoutet, men ikke i Hillerød", skriver de i brevet. Hvor de også understreger, at de ikke burde have været lockoutet i forhold til KL's egen beskrivelse på hjemmesiden Meretidsammen.dk:

"alle overenskomstansatte lærere og børnehaveklasseledere i folkeskolen, ungdomsskolen og sprogcentre (…). Dog er der visse undtagelser, hvilket videre fremgår, nemlig: Ansatte ved specialskoler for børn og voksne, interne skoler på døgninstitutioner og observations- og heldagsskoler undtages fra konflikten (…) Desuden undtages psykologer og skolekonsulenter, der ikke arbejder efter lærernes arbejdstidsregler (…)", citerer vejlederne i brevet, og understreger dermed, at de burde have været undtaget, fordi de ikke arbejder efter lærernes arbejdstidsregler.

Til ok-kamp for psykologer, UU-vejledere og børnehaveklasseledere

Det rejser flere spørgsmål hos vejlederne.

"Kan vi risikere igen at blive inddraget som fyld i kommende konflikter, KL måtte have med nogle af vores mange kommunale samarbejdspartnere, f.eks. socialrådgivere, pædagoger eller andre?  Er det med andre ord en kalkuleret risiko, vi må acceptere, fordi vi arbejder med mange fagområder og sektorer? Eller er det at blive inddraget som volumen/fyld/kanonføde i en konflikt en risiko, alle kommunalt ansatte må regne med i fremtiden, når KL finder det bekvemt", skriver de i bladet, hvorefter de efterspørger en indrømmelse fra KL.

DLF vil sikre solidaritet mellem medlemsgrupper

"Vi, UU-vejledere, har med andre ord været en sagesløs brik i KL's volumenstrategi, -en strategi, som i praksis viste sig at være totalt mislykket, med mindre KL opfatter 28 dages lockout og et regeringsindgreb som en succes. Er der en mulighed for, at KL erkender, at I i kampens hede, har begået en fejl ved at inddrage UU vejlederne i konflikten og i givet fald en mulighed for, at I tager ansvar og indrømmer denne uretmæssighed og kompenserer for fejlen"?

Vil ikke udelukke, at det sker igen Michael Ziegler har givet følgende kommentar på vegne af KL.

"KL varslede konflikt overfor Lærernes Centralorganisation. Konfliktvarslet omfattede medlemmer af Danmarks Lærerforening og Uddannelsesforbundet, der er omfattet af en overenskomst indgået mellem KL og LC, herunder vejledere ved UU. Det gjorde vi, fordi det for KL var et afgørende hensyn, at lægge maksimalt pres på Lærernes Centralorganisation for at opnå en forhandlingsmæssig løsning, hvilket desværre ikke var muligt.  Jeg kan godt forstå, at man som vejleder kan undre sig over at være inddraget i konflikten, men det er en del af den danske model, at man som lønmodtager kan blive lockoutet, ligesom man har ret til at strejke. Derfor kan vi ikke udelukke, at det sker igen", skriver Michael Ziegler.

Han mener, at konflikten var i overensstemmelse med den danske model. "I KL er vi klar over, at det var et voldsomt skridt, vi tog med lockouten, og vi er kede af, at mange danskere, herunder vejledere, blev generet af konflikten. Vi forsøgte at opnå et forhandlingsresultat med LC, men det lykkedes ikke, og i sådan en situation er det i fuld overensstemmelse med den danske model at varsle konflikt", skriver Michael Ziegler.

Læs hele det åbne brev, der er underskrevet: "Vejledere ansat i landets UU-centre som er organiseret i DLF og Uddannelsesforbundet" til højre for denne artikel.