Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

I efteråret arbejdede vi med solsystemet i min klasse. En af eleverne lavede en fed model af solsystemet i en papkasse med skumkugler som planeter. Samtidig brugte hun sin iPad til at se 3D-modeller og finde fakta om planeterne.

For hende var der ingen modsætning mellem det fysiske og digitale – de supplerede hinanden naturligt. De børn, vi underviser i dag, ser ikke analoge og digitale læringsformer som modsætninger, men som dele af en helhed.

Eksemplet fra min klasse illustrerer, at skolen er et sted, hvor børn udvikler deres identitet og opdager de kompetencer, de skal bruge resten af livet. Digital dannelse bør være en naturlig del af denne udvikling, da teknologi vil præge deres fremtid i højeste grad.

Jeg er derfor forbløffet over undervisningsminister Mattias Tesfayes (S) gentagne kritik af skærme i skolen og opfordring til at vende tilbage til analoge undervisningsmidler. Som lærer og digital vejleder oplever jeg denne tilgang som både unuanceret og gammeldags.

Selvfølgelig skal al undervisning ikke være digital, og jeg er som mange andre lærere også positiv over for, at mobiltelefonerne er kommet ud af klassen. Men at blande elevernes private enheder sammen med skoleenheder skaber en misforstået debat.

Den skarpe opdeling mellem analog og digital undervisning er en forældet måde at tænke på. De to former er i min optik ikke modsætninger, men to værktøjer til læring som bør og skal supplere hinanden for at skabe muligheder i undervisningen, som vi ikke har haft før.

Forberedt på fremtiden

Det er på tide at nuancere debatten og ikke blot omtale skolernes digitale enheder som “skærme”, der forstyrrer læringen. Digitale redskaber er ikke en erstatning for analoge, men kan kombineres med dem og skabe nye muligheder.

Det handler ikke om, at eleverne skal sidde foran en skærm hele dagen, men om at give dem et ekstra værktøj til læring. Og det er endvidere et værktøj, som demokratiserer vores samfund, og som skaber bedre mulighed for differentieret undervisning i skolen.

Det skaber for eksempel mulighed for, at ordblinde elever kan få tekster læst op, hvilket giver dem en mere ligeværdig deltagelse i undervisningen. Multimodal undervisning med video og animationer engagerer flere elever og gør stoffet lettere at forstå. Elever kan også dokumentere deres arbejdsproces ved at filme eller scanne deres arbejde. Vi lærere får indsigt i deres læring og kan langt bedre støtte dem, og sætte ind præcist der, hvor det mangler.

Men det afgørende argument for teknologi i skolen er, at verden bliver mere digital. Kunstig intelligens og sociale medier fylder mere, og arbejdsmarkedet stiller store krav til digitale kompetencer.

Hvis vi nægter at integrere digital dannelse i skolen og reducerer det til ”noget med skærme”, svigter vi børnene. De skal lære at navigere kritisk i en digital verden, ikke holdes fast i en analog fortid.

Vi skal tage styringen over børns teknologibrug og sikre, at det ikke bliver det eneste, de kan – men noget, de også kan. Det kræver, at vi som voksne tør tage ansvar for deres digitale dannelse. Vi skal vejlede og sætte rammer, så børnene bliver forberedte på en fremtid, vi ikke kan forudsige, men som de skal være klar til at forme.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk