Samlet set er der kommet flere personaleresurser i skolen, sagde undervisningsminister Ellen Trane Nørby og nægtede at sætte lighedstegn mellem beløbet for en undervisningstime og kvaliteten af undervisningen. (Arkivfoto)
Foto: Thomas Arnbo
Minister: Ja, skoletimerne er blevet billigere
Undervisningsminister Ellen Trane Nørby bekræftede i et åbent samråd i dag, at der bruges færre penge per skoletime per elev nu i forhold til tidligere – af tre grunde. Fordi understøttende undervisningstimer typisk er billigere end almindelige fagtimer. Fordi hver lærer leverer mere undervisning for sin løn. Og fordi der er kommet flere i elever i klasserne.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det var Enhedslistens Jakob Sølvhøj, der havde kaldt ministeren i samråd, efter at Danmarks Lærerforening har regnet sig frem til, at prisen per elev for en undervisningstime per elev er blevet hele 26 procent billigere i forhold til for fem år siden.
En skoletime er blevet 26 procent billigere
Det konkrete tal ville ministeren ikke kommentere, men hun bekræftede, at når man opgør det på den måde, så er prisen faldet:
"Men det siger ikke nødvendigvis noget om kvaliteten. Jeg ser det mere som et udtryk for en bedre resurseudnyttelse", sagde hun og fremhævede, at faldet i antallet af lærere i folkeskolen mere opvejes af en stigning af antallet af pædagoger i skolen. "Så samlet set er der kommet flere personaleresurser", sagde hun og påpegede, at kommunerne også samlet set har haft større folkeskolebudgetter i 2015 end i 2014.
Antallet af pædagoger i undervisningen fordoblet efter reformen
Ministeren opregnede tre grunde til, at prisen for en skoletime per elev er faldet - højere klassekvotient, at hver lærer underviser mere inden for sin arbejdstid, og så altså at en del af de ekstra timer er understøttende undervisning, som kommunerne typisk gennemfører til en lavere pris end almindelige fagtimer for eksempel ved, at timerne varetages af pædagoger.
"En sfo-time koster jo heller ikke det samme som en undervisningstime", påpegede hun.
Undervisning eller ej?
Det fik både SF's Jakob Mark og Liberal Alliances Merete Riisager til at spørge ind til, om det er meningen, at det faglige udbytte af understøttende undervisning skal være ringere end af andre skoletimer.
"Jeg talte med en elev i Lejre i går, som sagde, at 'Det er ikke meningen, vi skal lære noget i de timer - det er i hvert fald det, vi får at vide'. Er det undervisning, eller er det ikke undervisning?" spurgte Merete Riisager.
"Selvfølgelig er det undervisning", lød det fra Ellen Trane Nørby. "Det må være et meget snævert undervisningsbegreb, I har i Liberal Alliance, hvis I kun anerkender fagtimer. Der er også et dannelsesbegreb og et behov for tid til at folde nogle af fagene ud, og nogle har behov for at bruge en mere anvendelsesorienteret tilgang. Nogle steder bruger man tiden til at komme ud i naturen eller til den åbne skole. Men det er vigtigt, at man tager en klar stilling til, hvad man vil have ud af den understøttende undervisning".
Både Jakob Sølvhøj og Jacob Mark borede i, om regeringen ikke vil udvide mulighederne for, at kommunerne kan skære i skoledagens længde mod i stedet at sætte en ekstra voksen ind i nogle af fagtimerne. Men ministeren påpegede, at der allerede er ganske gode muligheder for det i folkeskolelovens paragraf 16B. Kommunerne udnytter bare ikke de muligheder ret meget.
Dyrt at forkorte skoledagen
Hvidovre åbner for kortere skoledage
"Men er det ikke korrekt, at det objektivt set er ret vanskeligt for skolerne og kommunerne at udnytte den mulighed uden yderligere midler, fordi man er tvunget til at anvende de frigivne midler i skolen, og så bliver der et slip for i hvert fald de yngste elevers vedkommende, fordi de får tidligere fri og skal passes, og det koster i sfo'en?" spurgte Jakob Sølvhøj.
Og Ellen Trane Nørby bekræftede, at der nogle steder vil følge nogle ekstra omkostninger med, hvis man vil forkorte skoledagen.
En anden årsag til, at prisen per skoletime er faldet, er at hver lærer nu leverer flere undervisningstimer.
"Hvad er egentligt et acceptabelt undervisningstimetal for en lærer i folkeskolen?", spurgte Sølvhøj ministeren.
"Det har jeg ingen mening om", svarede hun, "det må bero på lokale og centrale aftaler mellem arbejdsmarkedets parter, og den forrige regering har aftalt med KL, at hver lærer kan undervise to klokketimer mere om ugen. Selvfølgelig skal der også være tid til forberedelse, men det oplever jeg også, at man har opmærksomhed på".
Så havde det måske været bedre at overlade forhandlingerne til arbejdsmarkedets parter, drillede Sølvhøj: "For når man lovgiver om lærerens arbejdstid, er det måske en god ide at have en klar forestilling om, hvad der kommer ud af det".