Formand for Hvidovre Lærerforening er glad for, at politkerne i Hvidovre giver skolerne mulighed for at skære i skoledagen.

Hvidovre åbner for kortere skoledage

Skolerne i Hvidovre skal have lov til afkorte skoledagen ved at konvertere den understøttende undervisning til tovoksentimer. Det har kommunalbestyrelsen besluttet. Frydenhøjskolen vil udnytte muligheden til at sætte ind overfor trivslen i udsatte klasser.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Tilbage i august sendte forligskredsen bag folkeskolereformen et såkaldt hyrdebrev ud til landets kommunalbestyrelser, der gjorde det klart, at der kan gives dispensation til at fjerne nogle af de understøttende undervisningstimer til fordel for at indsætte en ekstra lærer i fagtimer. Det har kommunalbestyrelsen i Hvidovre Kommune valgt at give Hvidovreskolerne dispensation til at gøre.

"Vi ønsker at sikre, at elevernes skoledag ikke bliver uhensigtsmæssigt lang, da det kan påvirke elevernes mulighed for at have et meningsfuldt fritidsliv negativt. Derfor ønsker vi at give skolelederne de nødvendige muligheder for at sikre, at skoledagene har en længde og et indhold, der er meningsfuldt for de enkelte klasser og elever", siger formand for Børne- og Undervisningsudvalget Maria Staghøj Durhuus (S).

Forskere: Rekordtimetal giver ikke nødvendigvis meget mere undervisning

Hun fortæller, at hun ikke oplever, at den lange skoledag generelt er et problem i Hvidovre Kommune, men mangel på faglokaler har betydet, at nogle klasser har haft skoledage til kl. 15:30. Hun forventer, at skolerne vil forkorte skoledagen, men hun har ikke et overblik over, hvor mange skoler der vil benytte sig af muligheden.

"Det er for tidligt at sige noget om. Skolerne har dog vist større interesse for at benytte muligheden for de helt små elever i indskolingen, da det især er disse elever, der har glæde af en lidt kortere skoledag", siger Maria Staghøj Durhuus.

Det glæder formand for Hvidovre Lærerforening Flemming Eibye Ernst, at skolerne fremover får større frihed til at tilrettelægge skemaerne. Men han påpeger, at det i indeværende skoleår er svært for mange af skolerne at ændre på deres skemaer i løbet af skoleåret.

Danske elever går fire år længere i skole end finner

"Hvis skolerne kan få det til at gå op med deres skemaer, støtter vi ordningen, der giver mulighed for kortere skoledage til eleverne samtidig med, at fagtimer med en ekstra lærer giver bedre undervisning. Det, synes vi, er en rigtigt god ide", siger han.

Formanden roser politikerne i Hvidovre for at gøre det lettere for kommunens skoler at håndtere de lange skoledage.

To lærere giver mulighed for trivselsindsats

Frydenhøjskolen er en af de Hvidovreskoler, der vil benytte muligheden for at gøre skoledagen kortere. Efter nytår bliver skoleskemaet to lektioner kortere om ugen for skolens 4. klasser, mens skolens 6. klasser får én lektion mindre af den understøttende undervisning.

Skoleleder Gerhard Grubb Waaentz er glad for den nye mulighed, men fortæller, at det har været en stor udfordring at udnytte muligheden, da skolens skemaer stort set lå færdige, før tilladelsen kom i hus. Derfor har skolen valgt at starte ud med de klassetrin, der er mest udfordrede, fortæller Gerhard Grubb Waaentz.

Finsk lærerformand: Vi er bevis på, at få timer virker

"Vi har valgt at udnytte muligheden, fordi vi kan mærke, at nogle af børnene er pressede af den lange skoledag. Samtidig har vi nogle klassetrin, der er særligt udfordrede, og derfor har vi valgt at udnytte muligheden til vi at hjælpe på trivslen i 4. og 6. klassetrin", siger han.

Lektionerne med to lærer eller en lærer og en pædagog skal blandt bruges til elevsamtaler og til såkaldte klassemøder, hvor eleverne skal øve sig i at tale med hinanden om ting, der irriterer dem.

"Vi har erfaret, at det fungerer bedst med to lærere, fordi der sker rigtigt mange ting på sådan et klassemøde. Derfor er der brug for to lærere, der kan holde hånd i hanke med, hvad der sker. Det kan være med at øge trivslen i de øvrige timer", fortæller Gerhard Grubb Waaentz.

Partier holder fast i lang skoledag: "Jeg gik også lang tid i skole, da jeg var barn"

For at vurdere værdien af de konverterede timer, laver skolen en trivselsmåling på klasserne inden jul og igen i marts. På baggrund af erfaringerne vil skolen vurdere, om ordningen skal udvides med flere timer og til flere klassetrin.

For dyrt at konvertere undervisningen for de små

Gerhard Grubb Waaentz så gerne, at skolen allerede nu kunne udnytte muligheden til at konvertere den understøttende undervisning for eleverne i indskolingen. Men det vil være for dyrt, mener Gerhard Grubb Waaentz.

"Vi ville egentlig gerne have gjort det på nogle af de mindste klassetrin fra 0.-3. klasse, men vi har to SFO'er. Så når vi giver eleverne tidligere fri, skal vi åbne to SFO-afdelinger. Det koster ekstra resurser, så det har vi valgt ikke at gøre i første omgang", fortæller han.

Han bemærker i øvrigt, at kommunalbestyrelsen har givet mere frihed til skolerne. For tidligere bestemte bestyrelsen skolernes timetal til lektiecafeer og understøttende undervisning. Men det er nu op til den enkelte skoleleder at bestemme.

"Det er vi rigtigt tilfredse med. Både den tidligere og nuværende minister har hele tiden argumenteret for, at vi som skoleledere har fået bedre beføjelser, men det har vi først fået nu", fortæller han. 

Undervisningsministeriet oplyser, at der endnu ikke findes nogen tal over, hvor mange kommuner der i indeværende skoleår har givet dispensation til at veksle den understøttende undervisning til tolærerordninger. 73 skoler havde inden skoleferien fået dispensation til at benytte ordningen. Men tallet forventes at være steget, efter forligskredsen tydeliggjorde muligheden i forbindelse med det udsendte hyrdebrev.

Sådan skal 'hyrdebrevet' læses

 

Powered by Labrador CMS