
Nye adgangskrav: Se her, hvad karaktererne betyder nu
Nu begynder den afgørende fase. I dag har 9. klasse været til den første eksamen, hvor karakteren bliver afgørende for, om de kan komme i gymnasiet. Læs her, hvordan de nye optagelseskrav er bygget op.
Karakterkrav, forvirring og gymnasium.
Tre ord der går hånd i hånd efter gymnasiereformens nye karakterkrav til gymnasiet. Formiddagens prøve i skriftlig fremstilling er den første egentlige 'eksamen' i folkeskolen, som får afgørende betydning for, om eleverne kan få adgang til gymnasiet.
Dog hersker der stor forvirring om reglerne. For hvad skal der helt præcist til for at komme i gymnasiet?
Folkeskoleelev Villads drømmer om at komme i gymnasiet efter sommerferien. Han er blevet erklæret uddannelsesparat af sin skole og UU-vejleder i både 8. og 9. klasse, blandt andet fordi hans et karaktergennemsnit var over 5 både i 8. og ved den sidste standpunktskarakter, der blev givet umiddelbart før de skriftlige prøver.
Ved de skriftlige eksamener i denne uge har lærerne ikke noget med aat gøre. Først ved de mundtlige prøver spiller elevens lærer igen en rolle og har medindflydelse på de karakterer, som kan blive afgørende for elevens chance for at komme i gymnasiet og dermed få en videregående uddannelse.
Hvad sker der ved sygdom?
Hvis Frederikke, Katrine eller Sara bliver syge, når de mundtlige prøver går i gang, kommer de i problemer, for man skal have bestået hele sin afgangsprøve for at være berettiget til at fortsætte i gymnasiet. I et hyrdebrev understregede undervisningsminister Merete Riisager for nylig, at skolerne derfor skal foranstalte en sygeprøve inden 21. juni. Kan det ikke lade sig gøre, skal eleven til optagelsesprøve og samtale for at kunne begynde på et gymnasium efter 9. klasse.
