»Min søn kan ikke mærke, at han skal på toilettet«

Det har været et kæmpestort problem for sønnen og for familien, at han næsten dagligt havde uheld i skolen og kom hjem med våde og beskidte bukser. Men drengen fik hjælp i skolen og af læger, og nu går det meget bedre.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Norma Thomsen ville i dag ønske, at hun tidligere havde fået kontakt til en inkontinensklinik og havde accepteret at behandle sin søn for forstoppelse, selv om hun godt vidste, at forstoppelse ikke var hans problem.

»Jeg havde modstand mod det råd, men jeg har fundet ud af, at når tarmen er tømt, så hjælper det min søn til at mærke, når han skal tisse. Men på det tidspunkt var jeg helt ødelagt over problemet og vidste slet ikke, hvad jeg skulle gøre«, fortæller hun.

Hendes søn, som nu går i 2. klasse, har stadig problemer med at mærke, hvornår han har brug for at komme på toilettet, men det er gået utroligt meget fremad siden han begyndte i børnehaveklasse. Dengang havde han beskidte bukser med hjem fra skole næsten hver dag. Det seneste halve år er det kun sket tre-fire gange.

Drengen har blandt andet fået sit »eget« toilet på skolen. Her hænger en pose med skiftetøj, og her kan han få ro til at gå på toilettet.

»Det er et af de vigtigste råd: Respekter barnets behov for privatliv, og hav fuldkommen tillid til, at barnet ikke tisser eller har afføring i bukserne med vilje. Det er så vigtigt at hjælpe barnet uden at lægge nogen form for skyld eller skam på barnet«, siger Norma Thomsen.

Familien har fået hjælp fra inkontinensklinikken »Teddy« og fra skolen. Især skolens indsats har været afgørende. Klasselæreren kender selv til at have et barn, der ikke kan styre blære og tarm, og så har en af pædagogerne på skolen haft som fast opgave at hjælpe drengen med at huske toiletbesøgene.

Normas søn fik eget toilet og pædagogstøtte 

Umodent tarmsystem

»Min søn har overhovedet ikke kunnet mærke, at han skal på toilettet. Først når det var for sent, kunne han mærke, at det var i gang. Nu er han begyndt at kunne mærke signalerne nogle gange. Han har et umodent tarmsystem. Det handler ikke om, at han ikke vil styre sin blære og tarm, han kan simpelt hen ikke, men ved træning kan det hjælpe. Man må bare ikke presse barnet. Det er en fysisk umodenhed i hans tarmsystem, og det har intet at gøre med hans modenhed ellers. Dér går det helt fint, og han klarer sig også godt fagligt i skolen«, fortæller Norma Thomsen.

Allerede i vuggestuen bemærkede både forældre og personale, at drengen slet ikke viste interesse for at gå på toilettet. Han gik derud, som de voksne foreslog, sad et stykke tid med en lille bog, men mens de andre børn blev optagede af at blive renlige, så sagde det tilsyneladende ikke ham noget.

»Vi kom til at presse ham, for han forstod det jo slet ikke, når han intet kunne mærke«, siger Norma Thomsen. Hun mener i dag, at de skulle have ventet og så prøvet igen senere, men ved overgangen til børnehave var der fokus på, at børnene blev renlige.

På det tidspunkt mente sundhedsplejersken, at drengen ville styre familien og derfor ikke ville kontrollere sin afføring. De prøvede med et ur i børnehaven og med at give ham en lille præmie, hvis han sagde til i tide, men intet hjalp.

»Når uret ringede i børnehaven, så råbte hele stuen: 'Nu skal X på toilettet'. Det duede slet ikke. Men han havde en primærpædagog, og når hun var der, gik det bedre. Hun kunne ligesom os forældre sørge for at sende ham på toilettet jævnligt og kunne mærke på ham, når det var tid«, fortæller Norma Thomsen.

Flovt problem

Drengen er heldigvis ikke blevet drillet med problemet, og han tager også med klassekammerater hjem. Det kræver blot, at Norma Thomsen først taler med forældrene:

»Jeg fortæller forældrene til klassekammeraterne, hvilket problem min søn har, sådan at de er opmærksomme på det, for han siger ikke selv noget, hvis han er våd. Han bliver selvfølgelig meget flov og forsøger at skjule det«.

Norma Thomsen har tidligere set sønnen kravle på knæ hen over gulvet i skolen for at skjule sine våde bukser for de andre elever. Hun fortæller, at det har været en meget lang og trist rejse for hele familien. De har flere børn, og de andre har ikke haft problemet. De har smidt bleen og er blevet renlige.

Læge: Børn kan få hjælp til at nå på toilettet 

»Vi har brugt mange kræfter på at fortælle ham, at der ikke er noget galt med ham, og vi har alle været meget kede af det. Derfor var det så forløsende for mig, da jeg så film fra Kontinensforeningen, hvor en læge fortæller, hvad problemet er. Og nu hvor han får hjælp fra skolen og fra inkontinensklinikken, så fylder det slet ikke det hele mere. Det gjorde det jo tidligere, fordi det var så synd for ham, og vi ikke vidste, hvad vi skulle gøre«.

»Der er utrolig meget skam og skyld forbundet med at have et barn, der er inkontinent. Sådan bør det ikke være. Derfor vil jeg gerne fortælle om det og vise andre forældre, at de ikke er alene med det her. Der er hjælp at få«, siger Norma Thomsen.

Nu sørger forældre og pædagog for at sende drengen på toilettet med jævne mellemrum, og han har lært, at han skal tage sig tid. Samtidig betyder det meget, at hans beskidte bukser ikke bare skal hænge i en plasticpose i garderoben og lugte. At han har et privat rum, hvor der er ro og skiftetøj.

Børnehaveklasseleder: Der sker jævnligt uheld