Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Snart skal landets 9.-klasseelever løbe deres livs læsesprint: Afgangsprøven i læsning. En prøve, der for mange føles som et helvedes kapløb, hvor stopuret og fejlprocenten afgør karakteren på afgangsbeviset.

Lærerne trøster sig med, at denne form for hastighedslæsning næppe bliver relevant igen, medmindre man da drømmer om en karriere som astronaut, hvor lynhurtig tekstanalyse kan være livsnødvendig.

Jeg undrer mig virkelig over, at vi stadig har en afgangsprøve i læsning, der vægter hastighed så højt. Særligt i en tid, hvor vi paradoksalt nok efterspørger fordybelse og læseglæde. Vil vi fremme disse egenskaber, må vi vise det på alle plan i skolen – også til læseprøven.

Som at læse en bog gennem et nøglehul

Her tvinges eleverne til at pløje sig igennem fem-seks lange tekster og besvare et hav af spørgsmål på 30 minutter. Teksterne er i teorien fine og relevante. I praksis bliver de hakket i småstykker af stopuret. De læseforståelsesstrategier, eleverne har lært i undervisningen, flyver fluks ud ad vinduet, så snart eksamen begynder.

Mange elever oplever prøven som decideret stressende, hvor det er svært at tænke klart i takt med at læreren løbende fortæller hvor lang tid, der er tilbage. Det sidste minut er ren rodeo, hvor eleverne febrilsk slynger krydser afsted i håb om at ramme flere rigtige svar og opnå en højere karakter.

Det er hovedløst og kontraproduktivt i forhold til de læseegenskaber, vi ønsker at vægte, eller snarere genoplive, hos eleverne.

For de ordblinde elever er prøven en sand selvværdsknuser. De får hele 15 minutter ekstra. Det skal så kompensere for de daglige læseudfordringer, men hjælpen er en mekanisk robotstemme, der ikke evner den rette betoning og en delt miniskærm, og hvor der jongleres mellem to dokumenter på én gang.

Det er som at læse en bog gennem et nøglehul. En del ordblinde opgiver da også at bruge den kompenserende hjælp, da det bliver for bøvlet at få teknikken til at spille, når uret tikker.

Men hvad så med de tosprogede elever? De må klare sig uden ekstra tid og oplæsningsstøtte, selvom de skal afkode i selvsamme hæsblæsende fart, ofte knække kulturelle koder og tyde oldnordiske danske idiomer som ”små gryder har også ører” uden at have tid til at overveje, hvad kogegrej har med deres eksamen at gøre.

Nok må de medbringe ordbøger på modersmålet, men hvem har tid til at bladre efter synonymer for ”lagres” og ”alenlange” med et stopur for tindingen?

Læseglæde frem for læselede

Læseprøven bør være en mulighed for at demonstrere forståelse, nysgerrighed og engagement – ikke en jagt på hurtige og tomme krydser på 30 minutter. Det er hyklerisk at prædike faglig og social inklusion, deltagelsesmuligheder for alle og chancelighed, mens vi samtidig står med øksen og hugger læsningen ned til en gold og standardiseret fabriksproces.

Tekstmødet reduceres til et ligegyldigt produktionsled, hvor oplevelse og fordybelse er uden betydning. Prøveresultatet får sin egen livløse, men vægtige plads på afgangsbeviset.

Alt i alt er min konklusion, at læseprøven skal skrottes og gentænkes helt forfra, så eleverne kan vise læseforståelse på relevante måder.

De kunne farvemarkere det mest spændende eller overraskende punkt i en novelle. De kunne udpege hovedbudskab og underbyggende argumenter i en fagtekst. De kunne sætte årstal fra en berettende tekst på en tidslinje. Selv finde overskrift til en artikel. Stille spørgsmål til tekst eller indlæse tekststykke med liv og intonation.

Mulighederne er mange. Sikkert er det i hvert fald, at den ministerielt vedtagne læseprøve må til kritisk eftersyn, så den matcher det, vi ønsker at fremme hos eleverne: Læseglæde og ikke den læselede, som den nuværende læseprøve fremmer.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk