Normas søn fik eget toilet og pædagogstøtte

»Min søn kan ikke mærke, at han skal på toilettet«

Han var pinligt berørt over for de andre i klassen, og han kunne jo næsten ikke have skiftetøj nok med i skole hver dag. Vi aftalte, at han og jeg havde et signal, der betød, at han skulle på toilettet. Vi havde opstillet nogle faste tidspunkter, og dem ændrede vi, hvis vi opdagede et behov for det. Han havde det svært med at have nogen med sig på toilettet, men jeg gik med hver gang. Ellers kunne han blive distraheret undervejs og glemme at komme på toilettet. Jævnligt skulle jeg også vaske ham for at sikre, at han blev ordentligt ren efter et uheld«, siger Jens Holst.

Han nævner, at det hurtigt hjalp, da inkontinensklinikken havde foreslået, at drengen blev godt tømt ud i weekenden, så blev problemet i skolen klart mindre. Al personale på skolen kendte også drengens toilettider og vidste, at de skulle være opmærksomme på at få ham på toilettet på de aftalte tidspunkter. Det hjælper, at skolen har prioriteret flere voksne i indskolingen.

»I børnehaveklassen er vi både en børnehaveklasseleder og en pædagog, og der er også en pædagog i 1. klasse. Vi prioriterer hjælp til de forskellige behov, der må være - om det er inkontinens eller noget andet«, siger Jens Holst.

Eget toilet og ro

Det var svært for drengen at skulle benytte samme toilet som de andre elever. Derfor besluttede man på skolen, at eleven fik sit »eget« toilet, hvor han også kunne have sit skiftetøj og det beskidte tøj. Så kom der mere ro på hele situationen.

»Han er jo ikke det eneste inkontinente barn, vi har på skolen. Vi er vant til, at elever i børnehaveklassen har tisseure, der bipper, og vi har andre i indskolingen, der har lignende problemer, men han har klart haft det værst«, siger Jens Holst.

Han kalder de andre elever meget rummelige, så der har ikke været drillerier. Hvis en elev sagde, at det lugtede, og spurgte, om nogen havde pruttet, så tog personalet lige fat i drengen og fik ham på toilettet for at få klaret uheldet.

»Vi har talt åbent med drengen om problemet, men vi har ikke talt om det med de andre elever. De ved det godt, men det har ikke været nødvendigt at tale om det. Vi har haft et godt samarbejde med forældrene, og hvis drengen havde en legeaftale efter skoletid, så ringede forældrene, sådan at vi kunne sørge for, at han kom på toilettet, inden han tog til legeaftale«, siger Jens Holst.

Halvvejs igennem 1. klasse begyndte drengen selv at kunne mærke, at han skulle på toilettet. »Hvor han tidligere var noget dvask i det, blev han pludselig rastløs og havde svært ved at sidde stille. Måske fordi han fik mere fornemmelse for sin krop«, siger Jens Holst.