Debat
En omlægning af Blågård Skole er ikke den rette vej at gå, mener medlem af Borgerrepræsentationen Kashif Ahmad.
Foto: Jesper Knudsen og privat. Redigering: Folkeskolen.
Radikale: Blågård Skole har brug for ro – lyt til dem, det handler om
I stedet for at presse endnu en omstrukturering igennem, bør Københavns Kommune give Blågård Skole tid og støtte til at komme på ret køl, mener Radikale Venstre i København.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.
Debatten om Blågård Skoles fremtid er blevet
intensiveret, og det er forståeligt.
Men midt i alle administrative forslag og
politiske udmeldinger er det vigtigt at huske på, hvem det hele handler om: Børnene, lærerne og forældrene. De har i lang tid stået i orkanens øje, og det
er nu på høje tid, at vi giver dem den ro og stabilitet, de har brug for.
Københavns Kommunes planer om at opsplitte Blågård Skole i
to enheder og flette den sammen med Nørrebro Park Skole har vakt stor bekymring. Og det
er ikke kun blandt forældre – lærere, forskere og fagpersoner advarer også mod
denne løsning. Et klart budskab går igen i artikler og udtalelser: Det er ikke
en sammenlægning, der mangler – det er lederskab, samarbejde og stabilitet.
Forældrene har råbt vagt i gevær. I et åbent brev efterlyser
de ansvarlighed og peger på, at beslutningen føles som endnu et eksperiment med
deres børns skolegang. De oplever, at det pædagogiske personale arbejder hårdt
for at skabe trivsel og udvikling, men at de gentagne strukturændringer gør det
næsten umuligt at skabe langtidsholdbare løsninger. Som det bliver formuleret i et debatindlæg i Folkeskolen: "Politikerne gambler med vores børns folkeskole."
Eksperter er heller ikke i tvivl. Skoleforsker Lykke Mose
advarer direkte mod at splitte skolen op. Hun understreger, at det i stedet er
nødvendigt at skabe en attraktiv og bæredygtig lederstilling, hvor ledelsen
arbejder tæt med lærerne om at styrke kulturen og arbejdsmiljøet. Det kræver
ikke en omstrukturering, men en investering i menneskelige ressourcer og
tillid.
Lyt til lærere, forældre og eksperter
Blågård Skole er ikke perfekt, og ingen påstår det. Men det,
vi skylder elever og lærere, er ikke endnu et organisatorisk
eksperiment. Vi skylder dem ro. Vi skylder dem muligheden for at arbejde
og lære i en stabil hverdag, hvor de ved, hvad de kan regne med.
Hvis vi som
kommune og samfund ønsker at være inkluderende, må det også gælde dem, der står
midt i det hele. Det betyder at lytte til lærerne, som står med eleverne hver
dag. Det betyder at lytte til forældrene, der sender deres børn i skole med
håbet om tryghed og læring. Og det betyder at lytte til eksperterne, som
forsker i netop disse problemstillinger.
Hvis inklusion og fællesskab skal være andet end flotte ord,
skal de også afspejle sig i den måde, vi træffer beslutninger på. Inklusion
handler ikke kun om elever – det handler om hele skolefællesskabet. Og lige nu
bliver det fællesskab undermineret af beslutninger, som træffes hen over
hovedet på dem, der skal leve med konsekvenserne.
Det er tid til at skifte spor. I stedet for at presse endnu
en omstrukturering igennem, bør vi tage en pause og give skolen tid og støtte
til at komme på ret køl. Der er masser af vilje til forbedring blandt både
personale og forældre – men det kræver, at de får arbejdsro. Det får de ikke,
hvis vi ikke lytter.
Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk