Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Debatten om Blågård Skoles fremtid er blevet intensiveret, og det er forståeligt. 

Men midt i alle administrative forslag og politiske udmeldinger er det vigtigt at huske på, hvem det hele handler om: Børnene, lærerne og forældrene. De har i lang tid stået i orkanens øje, og det er nu på høje tid, at vi giver dem den ro og stabilitet, de har brug for.

Københavns Kommunes planer om at opsplitte Blågård Skole i to enheder og flette den sammen med Nørrebro Park Skole har vakt stor bekymring. Og det er ikke kun blandt forældre – lærere, forskere og fagpersoner advarer også mod denne løsning. Et klart budskab går igen i artikler og udtalelser: Det er ikke en sammenlægning, der mangler – det er lederskab, samarbejde og stabilitet.

Forældrene har råbt vagt i gevær. I et åbent brev efterlyser de ansvarlighed og peger på, at beslutningen føles som endnu et eksperiment med deres børns skolegang. De oplever, at det pædagogiske personale arbejder hårdt for at skabe trivsel og udvikling, men at de gentagne strukturændringer gør det næsten umuligt at skabe langtidsholdbare løsninger. Som det bliver formuleret i et debatindlæg i Folkeskolen: "Politikerne gambler med vores børns folkeskole."

Eksperter er heller ikke i tvivl. Skoleforsker Lykke Mose advarer direkte mod at splitte skolen op. Hun understreger, at det i stedet er nødvendigt at skabe en attraktiv og bæredygtig lederstilling, hvor ledelsen arbejder tæt med lærerne om at styrke kulturen og arbejdsmiljøet. Det kræver ikke en omstrukturering, men en investering i menneskelige ressourcer og tillid.

Lyt til lærere, forældre og eksperter

Blågård Skole er ikke perfekt, og ingen påstår det. Men det, vi skylder elever og lærere, er ikke endnu et organisatorisk eksperiment. Vi skylder dem ro. Vi skylder dem muligheden for at arbejde og lære i en stabil hverdag, hvor de ved, hvad de kan regne med. 

Hvis vi som kommune og samfund ønsker at være inkluderende, må det også gælde dem, der står midt i det hele. Det betyder at lytte til lærerne, som står med eleverne hver dag. Det betyder at lytte til forældrene, der sender deres børn i skole med håbet om tryghed og læring. Og det betyder at lytte til eksperterne, som forsker i netop disse problemstillinger.

Hvis inklusion og fællesskab skal være andet end flotte ord, skal de også afspejle sig i den måde, vi træffer beslutninger på. Inklusion handler ikke kun om elever – det handler om hele skolefællesskabet. Og lige nu bliver det fællesskab undermineret af beslutninger, som træffes hen over hovedet på dem, der skal leve med konsekvenserne.

Det er tid til at skifte spor. I stedet for at presse endnu en omstrukturering igennem, bør vi tage en pause og give skolen tid og støtte til at komme på ret køl. Der er masser af vilje til forbedring blandt både personale og forældre – men det kræver, at de får arbejdsro. Det får de ikke, hvis vi ikke lytter.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk