På Jersie Skole vil eleverne helt sikkert komme til at tale om terrorangrebet i Norge. Lærer Christian Jensen underviser i samfundsfag, historie og kristendomskundskab, og han spørger altid, om der er sket noget i ferien, som eleverne har tænkt over og gerne vil tale om. Og der er klart sket noget i år.

Da nordmanden Anders Breivik 22. juli bragte en bombe til sprængning i regeringskvarteret i Oslo og bagefter tog ud til Utøya og skød på de unge, der deltog i Arbejderpartiets ungdomsorganisations sommerlejr, skete der noget, der har ændret Norges historie. I alt blev 77 mennesker dræbt i terrorhandlingerne.

»Vi skal tale om begivenhederne i samfundsfag, historie og kristendomsundervisning. Fordi de er et angreb på demokratiet, på foreningslivet og på elevernes eget liv. Det er så tæt på. Jeg kan bare spørge, hvem i klassen der har oplevet at være på sommerlejr eller fodboldlejr«, siger Christian Jensen.

Han er helt sikker på, at eleverne selv vil tage terrorangrebet op. De har hørt om det, det har fanget deres interesse, og der er så mange vinkler på det. Samtidig er det gået ud over nogle unge på deres egen alder, og Norge er tæt på os.

»Som skole er vi en kulturbærende institution, og det angreb, Breivik har foretaget, er et angreb mod alt det, skolerne i Norden står for. Vi danner eleverne, vi hylder fællesskabet og demokratiet, så vi har et ansvar for at tale med de unge om det, der er sket«, understreger Christian Jensen.

En rigtig straf findes ikke

Han mener, at skolen har et ansvar for at rette eventuelle misforståelser, som eleverne måtte have fået. Fordi terroren i Norge er så vanskelig at forstå.

»Eleverne vil have behov for at tale om, hvad der er foregået i galningens hoved. Og hvordan folk i Norge har reageret. Jeg synes, nordmændene har reageret så flot ved ikke at fokusere på gerningsmanden, men på at stå sammen i den enormt tragiske begivenhed og være medmenneskelige. Der er mange religiøse budskaber også. Der er den lidelse, som de pårørende oplever«, forklarer Christian Jensen.

Han vil høre elevernes tanker og reaktioner. Måske skal de se på mediedækningen af begivenhederne. Selv har han bidt mærke i voldsomme billeder for eksempel af en ung, der sad på knæ foran gerningsmanden og bad for sit liv.

»Måske har nogle af eleverne deltaget i mindeoptog, eller de kan kende nogle, der var på Utøya den dag. Hvis vi vil være en kulturbærende institution, skal vi tale om det. Som skole skal vi være moralsk dannende, inddrage aktuelle begivenheder, give perspektiver. Vi skal tale om næstekærlighed og måske om straf. Nogle vil måske tale om dødsstraf. Om hvad der er den rigtige straf for terror. Men der er jo ikke en rigtig straf. Man kan ikke gøre det her op«.

Frygten må ikke styre os

Da terrorangrebet i New York fandt sted 11. september 2001, var Christian Jensen i praktik som lærerstuderende. Her oplevede han elever, der ikke turde tage metroen i København af frygt for terrorhandlinger.

»Nogle vil sikkert spørge, om dette kan ske i Danmark. Nogle vil måske være bange. Derfor er det vigtigt at tale om det. Det vil berolige, tror jeg. Jeg skal med en 7. klasse på lejrskole på Bornholm, det vil jo være forfærdeligt, hvis nogle bliver hjemme og dermed går glip af alt det sociale i en lejrskole. Livet går videre, og hverdagen skal fungere. Derfor skal vi have ord på det her«, mener Christian Jensen.

Men det er også vigtigt, at man overvejer ordene. For det er svære emner at berøre, og nogle har ubehagelige oplevelser. Her betyder det meget, at man som lærer kender eleverne. Men ligesom man i kristendomskundskab taler om lidelse, taler man jo også om glæde og lykke, forklarer han.

»Vi skal tale om, at vores samfund slår revner, hvis vi er bange. Det her er terror mod demokratiet. Man har så mange muligheder for at udtrykke sig, og det her er bare så langt langt langt ud over noget, der kan være acceptabelt. Læren her er, at det betyder noget at stå sammen, når man oplever noget så meningsløst«.

Han mener også, at der vil være elever, der vil spørge, om man kan klandre nogle for ikke at have opdaget Anders Breivik og hans ekstreme holdninger tidligere. Men det kan man netop ikke, fordi det handler om at have tillid til andre mennesker.

»I skolen arbejder vi også med politisk dannelse. Eleverne skal jo ikke have samme politiske holdninger som mig, men de skal kunne argumentere og danne deres egne holdninger. De unge på Utøya var unge med visioner. De ville ændre noget i samfundet, og den glæde må man ikke tage fra de unge. Det er jo netop godt, at de har holdninger«.

»Mange af mine kammerater, som jeg mødte på Utøya, er dræbt, og det er dig, der er gerningsmanden. Du er manden, der helt tilfældigt ikke dræbte mig. Jeg var heldig. Du tror måske, du har vundet. Du skal vide, at det er mislykket«.

»Du har dræbt mine venner, men du har ikke dræbt vores sag, vores meninger, vores ret til at udtrykke os. Muslimske kvinder har fået knus af tilfældige norske kvinder på gaden, og dit mål var at skåne Europa for islam. Dit værk har fungeret mod sin hensigt, vi har skabt et fællesskab«.

»Mange er vrede, du er Norges mest forhadte mand. Jeg er ikke vred. Jeg frygter dig ikke. Du kan ikke røre os, vi er større end dig. Vi svarer ikke ondt med ondt, sådan som du ville gøre. Vi bekæmper det onde med det gode. Og vi vinder«.

Vi er vinderne

Skriver 16-årige Benjamin Østebø til det norske Dagbladet i et brev til massemorderen Anders Behring Breivik.