Social arv
0   20

Læreren kan bryde social arv med relationer og engagement

Særlige skoler i USA’s mest belastede kvarterer målretter undervisningen af ghettoens unge mod erhvervslivet.

På en skole i en stærkt belastet bydel i det sydlige Chicago har eleverne veludviklede ghettoattituder. Læreren er en ingeniørtype med briller, der lærer drengene fra blokken at flyve en drone. Glemt er den verden, der ellers tilsyneladende er imellem dem. Dronen og de tal og den teknik, der gemmer sig bag dens lydløse bevægelser gennem luften, opsluger alle i lokalet.

Den kontrastfulde observation er gjort af lektor ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse Frans Ørsted Andersen i forbindelse med sin forskning i de såkaldte P-tech-skoler, der arbejder målrettet med at bryde den sociale arv i nogle af USA's mest belastede kvarterer.

Han peger på tre faktorer, man fra forskningen ved er afgørende, når det gælder lærerens rolle i at bryde den sociale arv.

Relationer, niveau og det smittende engagement

Den første og vigtigste er lærerens evne til at skabe relationer til eleverne, der ofte kommer fra hjem med ustabile voksenfigurer.

Artiklen fortsætter under banneret

»Det er ikke nødvendigvis noget med at være flink og rar, men også at give dem et modspil. Det er hårdt, det kræver meget, og er der mange elever i en klasse, så er det en svær øvelse at opbygge relationer til dem alle«, siger Frans Ørsted Andersen.

Den anden faktor er lærerens evne til over længere perioder at undervise hver elev på et niveau, hvor de får en følelse af progression, men også af at mestre det, der bliver undervist i.

»Elever fra belastede miljøer er ofte ikke vokset op med, at skolegang er noget, man lægger vægt på. Bliver de hægtet af, har de ikke støtten hjemmefra til at komme med igen. Så opstår konflikterne over ikke læste lektier, og så bliver skolen endnu mere et sted, man har en negativ tilgang til«, siger Frans Ørsted Andersen og peger igen på klassestørrelse som afgørende for lærerens sandsynlighed for at lykkes:

»Har man mange elever i en klasse, og spredningen er stor, så lægger man typisk et midterniveau et sted - lavt nok til, at nogle begynder at kede sig, og højt nok til, at nogle bliver hægtet af«, siger han.

Den tredje faktor, lektoren peger på, er den, der er i spil i åbningseksemplet med dronen: Lærerens eget engagement i faget.

»Hvis ikke eleven har begejstring for at lære med hjemmefra, skal den ofte komme fra læreren«, siger Frans Ørsted Andersen og fortæller, at elever fra belastede hjem typisk ikke har forældre at spejle sig i, der bruger dansk, matematik eller andre fag til daglig.

»Men hvis læreren kan formidle stoffet sammen med pointen med det, man lærer, så smitter det af på eleverne«, tilføjer han over en forsinket telefonforbindelse fra Chicago.

På skolebesøg i ghettoen

Frans Ørsted Andersen har netop været på besøg på en af den fattige og kriminalitetshærgede bys P-tech-skoler. Det er såkaldte »charter-schools«, der er en del af det offentlige skolesystem. De skal gennem de lovbestemte krav til pensum og almen dannelse, men har fået lov til at vedtage et særligt værdigrundlag og anvende en pædagogik målrettet de unge fra de allermest belastede kvarterer, som ellers ville være i overhængende risiko for at vælge et liv med bandekriminalitet frem for uddannelse.

Skolerne er endnu en forholdsvis ny opfindelse, men de foreløbige erfaringer er gode, fortæller Frans Ørsted Andersen.

En elev starter på en P-tech-skole i det, der svarer til en dansk 8. klasse, går der i seks år og ender med et eksamensbevis svarende til en professionsbachelor. Et firma udsteder allerede fra starten en jobgaranti efter endt uddannelse og stiller dermed eleverne en anden måde at opnå indtægt og status på end bandelivet i udsigt. En mentor følger eleverne fra begyndelsen af uddannelsen og langt ind i arbejdslivet.

Dermed går uddannelsen hen over overgangen fra folkeskole til ungdomsuddannelse, hvor mange unge fra belastede miljøer ellers ville falde ud af uddannelsessystemet, og samtidig giver den seksårige periode mulighed for, at eleverne kan udvikle sig i et tempo, hvor de føler, de kan følge med, forklarer Frans Ørsted Andersen.

»Nogle vil være på folkeskoleniveauet i fire-fem år i nogle fag, andre går måske efter et år til højere niveauer«, siger han.

De faglige egenskaber tilegnes på en jobrelevant måde - for eksempel gennem arbejdet med droner - som giver eleverne klarhed over, hvad kundskaberne skal bruges til helt konkret i deres videre tilværelse. De firmaer, der udsteder jobgarantierne, er med til at designe valgfag og støtter også skolerne med donationer og udstyr.

Skolerne tiltrækker både de idealistiske lærere, lærere, der selv har en belastet baggrund, og de undervisere, der elsker teknik og kan smitte eleverne med samme begejstring.

»Det er de 'nørdede' Georg Gearløs-naturfagslærere, der brænder for faget og det her med at programmere og bygge robotter - egenskaber, der er stor efterspørgsel efter i erhvervslivet. Det er et vildt innovativt miljø med stor pionerånd«, siger han.

Ikke en retur til realskolen

Skolerne markerer ikke en tilbagevenden til fortidens skolesystem, hvor man delte eleverne op efter boglige egenskaber, mener Frans Ørsted Andersen.

»Man siger ikke bare, at er man praktisk begavet, så skal man lære at flytte kasser og bruge sine hænder. Det er et middel til at opnå de faglige mål. Selv en håndværker i dag skal være en miniingeniør, fordi der er så meget teknologi overalt i dag. Der er ikke et jobmarked for manden med skovlen længere, hvor de bogligt svage havnede i gamle dage«, siger han og tilføjer, at P-tech-skolerne er så populære, at sorte middelklassefamilier er begyndt at søge dem, så flere skoler har måttet gøre det til et adgangskrav, at man kommer fra en belastet familie.

»Mange af de her elever er ikke drevet af anden indre motivation end at skulle stå på hjørnet og sælge hash. Det kræver en særlig pædagogik. Man gør en masse her, som ikke ville være nødvendigt med middelklassebørn«.

Og den særlige indsats er mulig på grund af penge doneret til skolerne fra erhvervslivet. Det vil nok falde nogle for brystet i Danmark?

»Den debat har man også i USA. Men virksomhederne er motiveret af, at de mister ordrer, fordi de simpelthen mangler it-kyndig arbejdskraft. De blander sig ikke i skolens arbejde - de er kun interesserede i slutproduktet og er helt åbne om deres egne interesser i det her«, siger Frans Ørsted Andersen, der understreger, at modellen endnu er meget ny, og at man sjældent kan overføre ting direkte fra et lands skolesystem til et andet.

»Hvis vi skal finde inspiration i modellen, skal den selvfølgelig destilleres ind i en dansk sammenhæng, men vi kan især lære af modellens langvarige indsats. I Danmark er vi rigtig gode til de korte, intensive indsatser, hvor man midlertidigt tager eleverne ud af deres normale skoletilbud for at booste deres læring - men hvad så bagefter?«


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

UU-vejledernetværket er for alle, der arbejder i Ungdommens Uddannelsesvejledning eller interesserer sig for området. I samarbejde med UU-forum i Danmarks Lærerforening.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
503 andre er allerede tilmeldt