'Det er klart, at hvis lærerne sidder i kommuner, og benhårdt fastholder lokalaftaler, som man kendte dem, og det kommer til at spænde ben for, at man kan gennemføre folkeskolereformen. Så kan jeg ikke være med.', siger Annette Vilhelmsen

Interview: SF's skolepolitik efter exit fra regeringen

SF var forligskredsens eneste modstandere af reformens måltal for folkeskoleeleverne, fortæller partiets nye undervisningsordfører, Annette Vilhelmsen, der dog bakker op om folkeskolereformen. Partiet støtter også lokalaftaler om arbejdstiden - men de må ikke spænde ben for reformen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Socialistisk Folkeparti kom med i forligskredsen bag folkeskolen, da partiet blev regeringsparti. Nu er de ude af regeringen, men stadig inde i forligskredsen. I slipstrømmen på partiets tumultariske exit, skiftede partiet også ud på formandsposten. Ind trådte den tidligere transportminister Pia Olsen Dyhr, mens Annette Vilhelmsen både forlod Social-, Børne- og Integrationsministeriet og formandsposten i SF.

Nu er den tidligere fri- og efterskolelærer tilbage i rækken af menige folketingsmedlemmer. Her er hun blandt andet blevet tildelt posten som ordfører for børne- og undervisningsområdet. En post hun i øvrigt også bestred før tjansen som sit partis formand.

Kommer man til kunne mærke en forandring på SF's skolepolitik, nu partiet ikke længere er i regering? Hvordan forholder den nye ordfører sig til skolens kommende test og resultatstyring, og hvordan forholder hun sig til de lokale arbejdstidsaftaler for lærerne, som jo blev muliggjort ved lov, men som KL forsøger at undgå?

Annette Vilhelmsen ny undervisningsordfører for SF

Hvordan kommer man til at kunne mærke på skolepolitikken, at SF ikke længere er i regering?

"Vi blev en del af folkeskoleforliget, fordi vi kom i regeringen. Vi er stadig parlamentarisk grundlag for regeringen, det laver vi ikke om på. De ting vi har stået for hele vejen igennem, vil vi fortsat stå for, om det bliver mere tydeligt, det kommer også an på, hvordan debatten vender. Vores prioriteringer vil stadig være: Høj grad af faglighed og trivsel i folkeskolen. Derfor hilser jeg folkeskolereformen velkommen. Jeg glæder mig til at arbejde med den, men jeg glæder mig til at gøre det sammen med lærerne. Jeg tror, at det er den rigtige vej, og hvis det skal lykkes, så skal det ske i tæt samarbejde med lærerne og pædagogerne.

SF har været åbne om, at test- og resultatstyring, som reformen indebærer, ikke er en del af partiets politik. Det standpunkt fastholder Annette Vilhelmsen.

"Man skal ikke være i tvivl: Vi er ikke store tilhængere af nationale test og Pisa-test. Målet med undervisningen i folkeskolen er ikke at klare sig godt i test. Men test kan give et billede af, hvor der er plads til forbedringer. Når jeg ser på test, er det ikke på individ - eller elevniveau. Men er der en gruppe af børn, eller skoler, som har et markant efterslæb? Så skal man gøre noget ved det. Hvor er eleven i sin læring, sin evne til at forstå begreber, sin fantasi og sin evne til at indgå i relationer med andre - det er det, som er det vigtige, ikke hvordan undervisningsministeriet eller kommunerne kan fremlægge testresultater på en hjemmeside", siger Annette Vilhelmsen

Hvordan fastholder lærerne fokus på test som pædagogisk redskab, når der bliver talt om en styringskæde som går fra ministerium til klasselokale, og når reformen indebærer resultatstyring?

"Jeg vil meget gerne have fagligheden tilbage til lærerne. Hvis man tror på uddannelsessystemet, så må man også tro på, at dem, der har forstand på det pædagogiske arbejde, det er lærerne, der er ude i folkeskolen. Derfor skal samarbejdet med dem være ganske tæt. Jeg er med på, at folkeskolereformen i lyset af lærerkonflikten var en stor udfordring, men det er lærerne, som er sammen med børnene og de unge, der følger progressionen i den læring, der sker. Det er dem, der er sammen med forældrene. Og oplever børnene i deres sociale kontekst, så den faglighed der er i spil, ligger hos lærerne. Men lærerne har brug for løbende at finde ud af, hvor eleverne ligger", siger Annette Vilhelmsen og trækker på sin erfaring som efterskolelærer, hvor man jo møder elever, der har været igennem folkeskolen.

"Som efterskolelærer har jeg haft elever i matematik, der intet havde lært i folkeskolen. Og de var ellers normaltbegavede. Så hvis et testresultat tidligere i deres skoleforløb kunne vise, at de havde markante mangler, så kunne lærerne herefter forholde sig til, hvad der kan gøres. Man skal forstå at bruge det som et pædagogisk værktøj", siger hun.

Nu skal resultatstyringen være lov

Tabte debat om måltal

I den lovpakke, som lige har været i høring, fremgår det blandt andet, at mindst 80 procent af eleverne skal være gode til at læse og regne i de nationale test. At andelen af de allerdygtigste elever i dansk og matematik skal stige år for år. Hvorfor er man så nødt til at skrive målene ind, alle lærere vil vel gerne have, at deres elever bliver så dygtige som muligt?

"Som ærkesocialist vil jeg da altid være ekstremt ambitiøs på mine elevers vegne. Men vi har tabt debatten om, at undgå at få tal på - det er der ikke flertal for. Jeg tror sådan set, at det kun er SF, der står tilbage i forligskredsen og bliver ved med at påstå, at man kan andet end at sætte de her måltal på. I stedet for at jeg bruger al min politiske kapital på at bekæmpe de der test, så vil jeg hellere sige, hvad kan vi så gøre? Der bliver nogle måltal, men hvordan kan vi optimere det pædagogiske arbejde på den enkelte skole? Hvordan får vi inviteret lærerne med, så de kan bruge deres faglighed", siger Annette Vilhelmsen, der glæder sig over, at der er kommet trivselsmål ind i folkeskolereformen.

Konflikten skabte mistillid

Den 7. februar udsendte KL et katalog med argumenter mod en lokalaftaler om lærernes arbejdstid. Den socialdemokratiske 2. viceborgmester i Greve Kommune Niclas Bekker kaldte det for "propaganda". Og KLs afvisning af lokalaftaler er i direkte modstrid SF's politik. I sin ordførertale ved førstebehandlingen af lovindgrebet sagde Pernille Vigsø Bagge: "Jeg er særlig glad for, at det nu bliver muligt også at lave lokale aftaler".

Byrådspolitiker: Kl udsender "propaganda" om lærernes arbejdstid

Det samme kan vel ske med resultatstyringen - at SF siger, det skal være et pædagogisk redskab, men at de, der skal eksekvere loven, har en anden dagsorden?

"Det, jeg kan gøre herfra, er at fastholde, at folkeskolereformen var meget vigtigt, det bakker jeg 100 procent op om. Lærerkonflikten var jo med til at skabe mistillid, og man kan med rette sige, at når man laver sådan en konflikt, så vil der blive skabt nogle modpoler. Det der er opgaven nu, det er at nu skal vi have implementeret en folkeskolereform, fordi den skal gøre det bedre for børnene. Helt centralt i det her, står nogle børn og unge, der har ret til at møde den gode folkeskole, som jeg tror, de kommer til at møde i folkeskolereformen", siger Annette Vilhelmsen.

Lokalaftaler må ikke spænde ben

Folkeskolereformen er afhængig af, at lærerne bruger mere tid med eleverne. Det bliver muliggjort af den nye lov om lærerne arbejdstid, men Annette Vilhelmsen fastholder, at reformen kunne finansiers inden for de gældende aftaler.

"Der var en fortælling om, at man ikke kunne gennemføre folkeskolereformen, hvis vi fastholdt lokalaftaler. Det er jeg ikke enig i. Blandt andet på grund af mine erfaringer fra lokalpolitik. Den folkeskolereform, som vi indfører nu, har jeg på væsentlige stræk været med til at indføre som lokalpolitiker i regi af de gamle lokalaftaler. Men det er klart, at hvis lærerne sidder i kommuner, og benhårdt fastholder lokalaftaler, som man kendte dem, og det kommer til at spænde ben for, at man kan gennemføre folkeskolereformen. Så kan jeg ikke være med. Men det er heller ikke det, jeg hører lærerne sige", siger Annette Vilhelmsen.

Antorini slår fast: Lærerarbejdstid skal finansiere reform

Interviewet med Annette Vilhelmsen er gennemført fredag morgen.

SF-formand fortryder 'krig' med lærerne

 

Powered by Labrador CMS