Frank Nygaard mener, der er ulige vilkår for leverandører af it til skolevæsnet

Private virksomheder lægger pres på Uni-C

Samarbejdet mellem Uni-C og firmaet bag SkoleIntra, Itslearning, møder heftig kritik fra konkurrenter. De kalder det "konkurrenceforvridende", at Itslearning har adgang til data, som andre i branchen er afskåret fra. Den nuværende aftale udløber i 2016, men bør ophæves meget før, mener konkurrenterne. Uni-C forhandler med Itslearning.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Itslearning har en klar fordel i forhold til os konkurrerende virksomheder, da de kan trække på data fra Uni-C, som vi ikke har adgang til, og det er klart konkurrenceforvridende", siger Frank Nygaard, der er afdelingschef i firmaet Systemtech, som leverer it-løsninger til skoleområdet.

Som tidligere beskrevet på folkeskolen.dk, er der endnu ikke megen klarhed over de nærmere detaljer i forhold til det nye skoleintranet, der efter planen skal afløse SkoleIntra i 2016.

Direktør i Itslearning Per Thorbøll har sagt, at SkoleIntras fortsatte eksistens er sikret, efter at portalens udvikler, firmaet Skolesoft, er blevet opkøbt af netop Itslearning.

"Hvordan det kommer til at spille sammen med den nye brugerplatform, kan jeg ikke svare på, men jeg regner med, at vi sammen med Uni-C finder en løsning", udtalte Per Thorbøll, der er tidligere vicedirektør i Uni-C, ved den lejlighed.

Uni-C: Tid til at sadle om for skole-intranet

Samarbejdet bør ophøre snarest

Hos Uni-C har det hidtil forlydt, at det nuværende samarbejde med Itslearning ophører i sommeren 2016, men det mener endnu en aktør på skolernes it-område, firmaet KMD Education, er for sent. Folkeskolen har taget kontakt til direktør Mathias Bruun, som siger, at Uni-C bør fremskynde processen.

Tidligere Uni-C-direktørs firma byder ind på skoleintranet

"Vi synes, at processen omkring udviklingen af den kommende brugerportal skal speedes op, fordi vi oplever en masse forvirring blandt folk i skolesystemet om fremtiden på det her område", siger han.

Frank Nygaard bakker sin kollega i KMD op.

"Det er ikke godt nok, at Uni-C først vil ophøre det nuværende samarbejde med Itslearning i 2016, når det kan ordnes inden for to måneder. Det er et spørgsmål om resurser og prioritering", mener han.

Per Thorbøll afviser kritikken fra de konkurrerende firmaer.

"Jeg ved ikke, hvad det er for nogle data, der henvises til, men mener ikke, der er noget konkurrenceforvridende i den aftale, vi har med Uni-C", siger han. Per Thorbøll vil ikke forholde sig til, om det nuværende samarbejde med Uni-C kan afvikles inden sommeren 2016, så arbejdet med at få lanceret den kommende skoleportal kan fremskyndes. 

Uni-C: Vi arbejder på en løsning

Hos Uni-C oplyser vicedirektør Aino Olsen dog, at man er "i forhandlinger med Itslearning om at ophæve aftalen før sommeren 2016".

Hun medgiver, at den nuværende aftale er konstrueret på en måde, som giver Itslearning adgang til data, som andre firmaer ikke har, men hun vil ikke forholde sig til, om aftalen er konkurrenceforvridende.

"Vi har haft en aftale med Skolesoft i en årrække, og i det setup er der en aftale med skolerne og dataleverandørerne om, at der tilgår data til SkoleIntra, og det er data, som andre aktører ikke har adgang til", siger hun. "Jeg ved ikke, om aftalen er konkurrenceforvridende. Vi har en aftale med Skolesoft om videredistribution af SkoleIntra, som vi skal leve op til". Aino Olsen oplyser, at Uni-C er ved at teste en overførselsfunktion, som vil betyde, at de andre leverandører til skolernes it-område får lige adgang til data. Når den nye funktion er testet og på plads, skal de enkelte kunder af SkoleIntra - kommunerne og skolerne - give tilsagn til, at andre it-leverandører får adgang til de samme data.

"Det er kommunerne og skolerne, der ejer data. De har godkendt tidligere, at man må sende det til SkoleIntra", siger Aino Olsen. Dermed udleveres der altså ikke følsomme personoplysninger til nye firmaer på markedet, med mindre det godkendes af parterne.