Sløjd- og håndarbejdslærere: Minimumstimetal ind i skoleloven

Det nye fag håndværk og design skal have et obligatorisk mindstetimetal. Derudover skal mange lærere efteruddannes, så de kan tage ordentlig vare på faget. Det skriver Danmarks Håndarbejdslærerforening og Danmarks Sløjdlærerforening i deres høringssvar til ændring af folkeskoleloven.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Både Danmarks Håndarbejdslærerforening og Danmarks Sløjdlærerforening efterlyser obligatoriske minimumstimetal for det nye fag håndværk og design i regeringens forslag til en ny folkeskolelov.

"Det er problematisk, at man ønsker at oprette et nyt fag, uden at anføre et minimumstimetal. (…) Der skal være obligatoriske timer til håndværk og design. Hvis faget skal komme godt fra start, skal det som minimum tildeles to ugentlige timer fra 4. til 7. klassetrin. Håndværket er stadig centralt i faget, og det kræver tid at lære håndværksprocesser", skriver formand for Danmarks Håndarbejdslærerforening, Hanni Eskildsen, i et høringssvar.

Wisti Pedersen, formand for Danmarks Sløjdlærerforening, foreslår i sløjdlærernes høringssvar, at håndværk og design får otte lektioner som obligatorisk mindstetimetal over 4.-6. klasse. Men en ting er timetallet til det nye fag, noget andet er de nye fælles mål, der skal formuleres for området.

"Med indførelse af et nyt fag og en forenkling af fælles mål har jeg det store håb, at vi undgår det misforhold, der på nuværende tidspunkt er mellem fælles mål og den faktiske undervisning. Målene er alt for omfangsrige. De er formuleret sådan, at målene kun kan nås, hvis man underviser på vejledende timetal, men stort set alle kommuner har undervist på minimumstimetal, og der foreligger ingen prioritering af målene. Det er vigtigt at få diskuteret, hvad indholdet i fagene skal være, og hvilke kompetencer eleverne skal have", skriver Hanni Eskildsen.

Sløjd- og håndarbejdslærere: Håndværk og design kræver videreuddannelse

Indfør håndværk og design fra næste skoleår I høringssvaret fra håndarbejdslærerforeningen ser de helst, at faget bliver indført allerede fra næste skoleår, mens lovforslaget lægger op til, at det først bliver fra skoleåret 2016/17.

"Det er for sent. Hvis man ønsker at prioritere faget, skal det indføres nu. Der har været usikkerhed på fagområdet siden 2007. Det har medført, at håndarbejde og sløjd mange steder er kraftigt nedprioriteret, og der er blevet uddannet meget få lærere med linjefagskompetencer på området".

Netop den ringe linjefagsdækning er også noget, som sløjdlærerforeningen er opmærksom på i deres høringssvar.

"Med indførelses af det nye fag håndværk og design, fremstår faget reelt med en linjefagsdækning på 0 %". For at sikre en mere ensartet implementering foreslår foreningen derfor, at der bliver tildelt en procentdel af efteruddannelsespuljen til efteruddannelse af sløjd- og håndarbejdslærere, så de kan varetage faget på alle trin. Wisti Pedersen minder desuden om, at faget håndværk og design på læreruddannelsen også skal tilpasses de nye rammer. Derudover ser han gerne, at hver kommune har en faglig vejleder i faget.

"For håndværk og designs vedkommende kræves en massiv efteruddannelse af lærerne. Mange undervisere har kun kompetence indenfor enten sløjd eller håndarbejde. Design har fået en fremtrædende plads, designprocessen kræver kompetencer og viden, som ikke nødvendigvis har været en del af lærernes uddannelse", skriver Hanni Eskildsen på vegne af håndarbejdslærerne og minder samtidig om, at det ikke er billigt for skolen eller kommunen.

DLF: Reformen skal handle om den bedst mulige undervisning

Powered by Labrador CMS