Aarhus-lærernes formand Søren Aakjær undersøger lige nu mulighederne for at indgå en aftale for lærernes arbejdstid for skoleåret 2014-2015 med kommunen. Men han er ikke klar til at sige ja til hvilket som helst tilbud.

Aarhus Kommune ønsker aftale om lærernes arbejdstid

Aarhus går imod KL's anbefalinger og vil gerne indgå en aftale om arbejdstid med lærerkredsen. Men det bliver svært at blive enige, siger formand for Århus Lærerforening Søren Aakjær.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kredse tilpasser sig ny arbejdstid uden aftaler

Aarhus kommune og Århus Lærerforening blev sidste år enige om en såkaldt KTO-aftale, som næste skoleår skal danne rammen om lærernes arbejdstid. Men allerede inden aftalen træder i kraft, er parterne igang med at forhandle igen. Denne gang forsøger de sammen at finde rammer, der passer til skoleåret 2014-2015, hvor en ny folkeskolereform og en lov om lærernes arbejdstid giver nye udfordringer.

"Fremtiden ser anderledes ud, end da vi lavede den aftale med lærere og ledere i Aarhus, som vi gjorde sidste sommer. På den baggrund er vi enige om at sætte os sammen og prøve at finde frem til en ny ramme for det samarbejde med det mål at få en ny aftale til erstatning for den vi har", siger  Aarhus' rådmand for børn og unge  Kristian Würtz (S).

Aarhus-formand under beskydning på DLF's kongres

Formand for Århus Lærerforening Søren Aakjær sætter pris på, at kommunen gerne vil indgå en aftale. Men han går ikke efter en aftale for enhver pris.

"Vi er nået dertil, hvor skolelederforeningen, rådmanden og jeg afsøger mulighederne indtil 23. september. Værdierne kan vi godt blive enige om, men reformen vil koste Aarhus brutto 250 millioner. Lærerne skal undervise for 107 millioner kroner mere. Allerede i den KTO-aftale, som begynder her i 2013, skal de undervise mere. Men med reformen skal de undervise endnu mere. Så presset er til at få øje på", siger Søren Aakjær.

På trods af KL's anbefalinger

Selv om KL i flere borgmesterbreve har frarådet kommunerne at indgå lokale arbejdstidsaftaler, er Aarhus kommune klar til at undersøge mulighederne for at indgå en aftale.

Ziegler: Lokale aftaler vil være et skridt tilbage

"Vores hensigt er ikke at gøre noget andet end det, KL ønsker. Vi har rigtig gode erfaringer i Aarhus med at finde løsninger i samarbejde mellem parterne på folkeskoleområdet. Vi står over for en meget kompliceret og ambitiøs folkeskolereform. Vi ligger under det vejledende timetal og har en opgave med at løfte det til det nye minimumstimetal. Hvis man skal have en skole til at fungere godt, så er det klart en fordel at have et godt samarbejde på tværs mellem den politiske ledelse, forvaltningen og de nøglemedarbejdere som lærere og pædagoger, som skal løfte opgaven i det daglige", siger Kristian Würtz.

Håber på økonomisk indsprøjtning Kristian Würtz understreger, at der er en del ting på økonomisiden, som er usikre i Aarhus lige nu. Blandt andet er det ikke afgjort, hvordan de 600 millioner, som findes i regeringens økonomiaftale med kommunerne, bliver udmøntet. Måske kan Aarhus få nogle af de penge. 

Økonomiaftale: Lærerne skal undervise to timer mere om ugen

"Det, der er sikkert, er at vi får en helt anden folkeskolelov at arbejde efter fra sommeren 2014, og i forhold til samarbejde mellem arbejdsgivere og lærere er der jo også fundamentalt ændret på spillereglerne. Derfor er der noget at snakke om. Og der er behov for at finde den fælles bedst mulige vej", siger Kristian Würtz.

Men selv om Aarhus Kommune  gerne vil indgå en aftale med lærerne, er det ikke sikkert, at Aarhus-lærernes formand Søren Aakjær kan sætte sin underskrift på et stykke papir.

"Som lærerforening skal vi overveje, hvor meget vi kan være med til. Den mer-undervisning, lærerne skal lægge, ser ud til at blive meget voldsom. Men måske kommer der penge vores vej. Hvis vi kan lave en fælles løsning, så bliver det måske også lettere at få lokale penge over til skolen".

Powered by Labrador CMS