"Det duer ikke, man bare kører videre, som man plejer at gøre", siger Gordon Ørskov Madsen om organiseringen af undervisningen på skolerne.

DLF-formand: Skolerne skal gøre mere for at følge coronaretningslinjerne

Nogle skoler og kommuner ser stort på coronaanbefalinger, fordi de vurderer, at restriktionerne ikke er forenelige med undervisningen. Nu vil ministeriet give eksempler på, hvordan coronarestriktioner kan forenes med fx valgfag, fortæller lærernes formand.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Børne- og Undervisningsministeriets retningslinjer for skoleåbningen den 5. januar har karakter af anbefalinger og opfordringer. Derfor fortolker skoler og kommuner også retningslinjerne forskelligt rundt om i landet.

Efter pressemødet i tirsdags, hvor undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil gjorde det klart, at hun forventer, at eleverne bliver undervist i stamklasser, blev både skoleledere og lærere forvirrede og frustrerede over, hvordan retningslinjerne skal forstås.

Det kan formand for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen godt forstå. Efter pressemødet tog han kontakt til Pernille Rosenkrantz-Theil.

"Der er opstået et problem, fordi man ude i kommunerne og på skolerne læser anbefalingerne sådan, at hvis det ikke foreneligt med undervisningen at ændre noget, så fortsætter man som normalt. Men det er vigtigt, at man bestræber sig på at finde løsninger, så eleverne kun er sammen i stamklasserne. Man kan ikke bare køre undervisning som normalt. Det er ikke godt nok", siger Gordon Ørskov Madsen.

Minister: "Vi kommer ikke til at eksaminere eleverne på urimelige vilkår" 

Undervisning i stamklasser skal beskytte lærere og elever

Han understreger, at det ikke er forbudt at have valgfag på tværs at klasser. Men man skal lokalt finde ud af, hvordan undervisning på tværs af klasser minimeres eller helt undgås. 

"De to vigtigste greb, man ifølge ministeren og sundhedsmyndighederne har på skolerne, er kontinuerligt at teste elever og lærere, og at man holder sig i sine stamklasser og har færrest mulige kontakter på skolen. Der er ikke lovgivning på den måde, at det er forbudt at blande klasserne, men man skal i videst muligt omfang bestræbe sig på, at eleverne holdes i stamklasserne".

Undervisning på valghold, herunder de praktisk-musiske prøvefag, volder problemer på skolerne, fordi man her tit blander klasser.

"Men der kan man eksempelvis lave virtuel undervisning eller udskyde valgholdstimer til et senere tidspunkt", siger Gordon Ørskov Madsen.

Stor forvirring om restriktionerne for valgfag efter tirsdagens pressemøde 

Undervisningsministeriet vil give gode ideer til organisering

Han fortæller, at han har haft en snak med undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil om problemet.

"Ministeriet vil udarbejde forskellige eksempler på, hvordan man kan organisere sig på skolerne, hvor man tager højde for at holde eleverne i stamklasserne. Det er det våben, vi har til at holde smitten nede. Det har jeg haft en drøftelse med ministeren om. Det er helt nødvendigt at forpligtelsen til at skabe større tryghed og mindske smitten tages mere alvorligt i kommunerne og på skolerne".

Der er også mulighed for at ringe til den hotline, som ministeriet har oprettet for at få gode ideer til, hvordan man løser udfordringerne.

Fransktimer online

Fransk er også et af de fag, hvor man oftest samler et hold af elever fra flere klasser.

"Så kunne man for eksempel være på virtuelt i to forskellige lokaler og klare franskundervisningen sådan i den pågældende periode. Det er ikke for at fortælle, hvordan skolerne præcist skal gøre det. Men det er vigtigt, at vi i videst muligt omfang holder eleverne i stamklasserne. Det er et vigtigt element i at holde smitten nede. Det duer ikke, man bare kører videre, som man plejer at gøre".

Også i frikvarterne har Gordon Ørskov oplevet, at flere skoler ikke gør en ekstra indsats for at holde eleverne adskilt.  

"Det skal organiseres, og det er besværligt. Der har nogle skoler tilsyneladende taget lidt for let på den opgave, det er, at holde eleverne i stamklasserne".