Hyrdebrev efter Nyborg-sag: Alle børn i Danmark har ret til skolegang

Alle børn i skolealderen, der opholder sig i Danmark, har ret til fri skolegang. Det understreger undervisningsministeren i et såkaldt hyrdebrev efter sagen fra Nyborg, hvor tre somaliske børn blev udskrevet af skolen, da de mistede deres opholdsgrundlag.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Det er meget uheldigt, at der i Nyborg Kommune har været usikkerhed om, hvad der gælder i forhold til de pågældende børn i den undervisningspligtige alder, der bor og opholder sig i kommunen, mens deres asylsag behandles. De børn skal have undervisning - også mens deres asylsag behandles. Der må ikke være tvivl om, hvornår den ene hånd slipper, og den anden griber, og det skal hyrdebrevet sørge for", siger undervisningsminister Merete Riisager på uvm.dk

Den somaliske familien Hussein mistede i efteråret sin opholdstilladelse i Danmark, og Nyborg Kommune skrev derefter deres tre børn på henholdsvis 15, 12 og seks år ud af Birkhovedskolens klasser, ligesom deres to storesøstre på 16 år mistede deres plads i 10. klasse. Lokale borgere hjalp dem med alternative undervisningstilbud, men i sidste uge blev det så afgjort, at det ikke var lovligt at nægte børnene fri skolegang.

De to store børn i familien, der gik i 10. klasse, er jo ikke omfattet af den danske undervisningspligt. Men, skriver Undervisningsministeriet, der er ikke noget til hinder for, at de kan fortsætte i 10. klasse, uanset om de har lovligt ophold i Danmark.

"Der er dermed ikke i folkeskoleloven hjemmel til at udskrive elever af 10. klasse på baggrund af deres opholdsgrundlag i Danmark", lyder budskabet nu fra ministeriet, som altså har udsendt et såkaldt hyrdebrev til alle kommuner.