Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Der er noget, vi bliver nødt til at tale om.

Og det er, hvordan vores folkeskoler økonomistyres. Det er det, der betyder allermest for, om lærere, pædagoger og ledere på en skole har mulighed for at gennemføre de mange ting, den gerne vil med og for eleverne.

Lige nu bliver folkeskolerne i al for høj grad styret ud fra et snævert fokus på, at kommunen og den enkelte skole har et budget, de skal overholde. Det giver kortsigtede og nogle gange decideret destruktive beslutninger, som sætter spor i både skolens lokale omverden, og i fremtidige liv for de mange elever.

Det kan ikke blive ved med at gå. Men det kan man kun se, hvis man løfter blikket fra det meget snævre bundlinjefokus, som mange skoler og kommuner desværre er blevet alt for vant til. Derfor er der brug for, at andre end mainstream-økonomer blander sig i debatten om, hvordan skolernes økonomi skal forstås og styres.

Vælg frit mellem dårlige løsninger

Fra de mange skoleledere, jeg har talt med, lyder det igen og igen, at økonomien på skolerne i disse år er så presset, at de reelt kun kan vælge mellem dårlige løsninger – for budgettet skal jo overholdes. Det er et vilkår, som de siger. Derfor går meget af deres arbejde ud på at gennemføre besparende tiltag, som de ikke er enige i (f.eks. klassesammenlægninger, nedskæringer og omstruktureringer) og håndtere konsekvenserne deraf (bl.a. frustrerede elever, stressramte lærere og vrede forældre).

Der er nærmest ingen tid til at tænke en pædagogisk tanke. Og da slet ikke at handle derpå. Jeg er imponeret over, hvad de formår på trods. Men jeg tænker også meget over, hvad de kunne udrette, hvis økonomistyringen faktisk bakkede op, frem for at spænde ben for deres forehavender.

Lad mig give et eksempel:

En af grundene til, at økonomien på folkeskolerne er så presset, er, at flere børn og unge mistrives. De har brug for ekstra støtte, særlige forløb eller et decideret specialskoletilbud. Det er dyrt. Og den udgift lander i nogle kommuner helt eller delvist ude på folkeskolen i det skoledistrikt, hvor barnet bor. Mange folkeskoler står med andre ord i en sårbar situation, hvor en stor udgift, som de ikke selv har indflydelse på, pludselig kan vælte dem omkuld.

Derfor har man i nogle kommuner valgt at betale den slags udgifter fra en central pengekasse. Det skaber dog nogle andre problemer, fordi denne pengekasse ofte er for lille. Derfor bliver kommunerne ofte restriktive og kræver udførlige beskrivelser af elevens behov samt dokumentation for, at andre (billigere) tiltag har været forsøgt, før de punger ud. Det har naturligvis bevirket, at lærere, pædagoger og skoleledere er blevet ekstremt gode til at afprøve og dokumentere præcis, hvad der kræves – ellers er der jo ingen chance for at få hjælp til eleverne. Det betyder ironisk nok, at der bruges enormt mange ressourcer på at søge og kæmpe om ressourcer.

I disse år forsøger rigtig mange folkeskoler at opbygge ekspertise lokalt på skolen, så de selv kan håndtere mest muligt af det, der kræves, hvis et barn har brug for noget ekstra. Det kan der være fine pædagogiske grunde til, da børnene så kan blive på samme skole som deres venner og få støtte i bestemte timer. Men man kunne også godt forestille sig, at nogle børn, ”holdes på folkeskolen” og spises af med en lokal løsning, fordi skolen ikke har råd til andet, eller fordi der bare ikke kommer nogen hjælp. Det er skidt for børn med særlige behov.

De onde cirkler

Men det er også skidt for alle de andre børn. For hvis lederen på en folkeskole skal opbygge lokale ekspertiser til børn med særlige behov, koster det penge, som skolelederen skal finde et andet sted i sit budget. Jeg behøver vel næppe pointere, at huslejen ligger fast, varmeregningen allerede er skåret ned til det minimale, og at udgifter til alt fra limstifter til lejrskoler er barberet ned. De fleste udgifter i en skoles budget er ret låste.

Pengene kan derfor kun findes ved at skære i lærerlønninger. Det betyder færre voksne til flere børn og indebærer ofte klassesammenlægninger eller andre omorganiseringer samt farvel til tolærerordninger og alle de tiltag, der eller skulle forebygge mistrivsel. Indimellem betyder det også, at forældrene til de ”helt almindelige børn” mister tålmodigheden med folkeskolen og flytter deres børn til en anden skole. Derved falder elevtallet, og så mangler skolen igen penge, som igen skal findes i budgettet. Den ene onde cirkel starter den næste.

Langsigtet økonomistyring

Skolelederne står altså i en situation, hvor de skal vælge mellem at bryde loven (ved ikke at give børn med særlige behov det skoletilbud, de har brug for) eller at bryde budgettet (og blive sat under administration af kommunen) eller at udhule normalområdet.

Alle mulige beslutninger er på hver sin måde dårlige og ikke bæredygtige, fordi de afføder et hav af problemer, som dog ikke nødvendigvis er synlige for dem, der styrer økonomien, og som i hvert fald ikke tæller med i dette regnskabsår for denne skole.

Hvis vi vil bryde disse onde cirkler, bliver vi nødt til at se på folkeskolernes økonomi på en bredere og mere langsigtet måde. Tænk, hvis lærere, pædagoger og skoleledere kunne bruge deres kræfter på noget, de selv fandt opbyggeligt og pædagogisk meningsfuldt, frem for på at håndtere konsekvenser af en økonomistyring, der fungerer fuldstændig som at tisse i bukserne for at holde varmen.