Læreren kan bryde social arv med relationer og engagement

Særlige skoler i USA’s mest belastede kvarterer målretter undervisningen af ghettoens unge mod erhvervslivet.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På en skole i en stærkt belastet bydel i det sydlige Chicago har eleverne veludviklede ghettoattituder. Læreren er en ingeniørtype med briller, der lærer drengene fra blokken at flyve en drone. Glemt er den verden, der ellers tilsyneladende er imellem dem. Dronen og de tal og den teknik, der gemmer sig bag dens lydløse bevægelser gennem luften, opsluger alle i lokalet.

Den kontrastfulde observation er gjort af lektor ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse Frans Ørsted Andersen i forbindelse med sin forskning i de såkaldte P-tech-skoler, der arbejder målrettet med at bryde den sociale arv i nogle af USA's mest belastede kvarterer.

Han peger på tre faktorer, man fra forskningen ved er afgørende, når det gælder lærerens rolle i at bryde den sociale arv.

Relationer, niveau og det smittende engagement

Den første og vigtigste er lærerens evne til at skabe relationer til eleverne, der ofte kommer fra hjem med ustabile voksenfigurer.

»Det er ikke nødvendigvis noget med at være flink og rar, men også at give dem et modspil. Det er hårdt, det kræver meget, og er der mange elever i en klasse, så er det en svær øvelse at opbygge relationer til dem alle«, siger Frans Ørsted Andersen.

Ikke en retur til realskolen

Skolerne markerer ikke en tilbagevenden til fortidens skolesystem, hvor man delte eleverne op efter boglige egenskaber, mener Frans Ørsted Andersen.

»Man siger ikke bare, at er man praktisk begavet, så skal man lære at flytte kasser og bruge sine hænder. Det er et middel til at opnå de faglige mål. Selv en håndværker i dag skal være en miniingeniør, fordi der er så meget teknologi overalt i dag. Der er ikke et jobmarked for manden med skovlen længere, hvor de bogligt svage havnede i gamle dage«, siger han og tilføjer, at P-tech-skolerne er så populære, at sorte middelklassefamilier er begyndt at søge dem, så flere skoler har måttet gøre det til et adgangskrav, at man kommer fra en belastet familie.

»Mange af de her elever er ikke drevet af anden indre motivation end at skulle stå på hjørnet og sælge hash. Det kræver en særlig pædagogik. Man gør en masse her, som ikke ville være nødvendigt med middelklassebørn«.

Og den særlige indsats er mulig på grund af penge doneret til skolerne fra erhvervslivet. Det vil nok falde nogle for brystet i Danmark?

»Den debat har man også i USA. Men virksomhederne er motiveret af, at de mister ordrer, fordi de simpelthen mangler it-kyndig arbejdskraft. De blander sig ikke i skolens arbejde - de er kun interesserede i slutproduktet og er helt åbne om deres egne interesser i det her«, siger Frans Ørsted Andersen, der understreger, at modellen endnu er meget ny, og at man sjældent kan overføre ting direkte fra et lands skolesystem til et andet.

»Hvis vi skal finde inspiration i modellen, skal den selvfølgelig destilleres ind i en dansk sammenhæng, men vi kan især lære af modellens langvarige indsats. I Danmark er vi rigtig gode til de korte, intensive indsatser, hvor man midlertidigt tager eleverne ud af deres normale skoletilbud for at booste deres læring - men hvad så bagefter?«

Powered by Labrador CMS