Fra nytår har Bjørn de Place været viceskoleleder på Bavnehøjskolen i Hadsten.

Østjysk kommune avler egne skoleledere

Sidste år var Bjørn de Place lærer på Haldum-Hinnerup Skolen. I år er han viceskoleleder på Bavnehøjskolen i Hadsten. Og efter sommerferien rykker også Katrine Klixbull fra lærer til leder efter at have deltaget i Favrskovs talentprogram.

Publiceret Senest opdateret
Katrine Klixbül (forreste række i hvid skjorte og sorte bukser) har sagt ja til at træde til som viceskoleleder på Tungelundskolen i Thorsø efter sommerferien.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Min daværende leder havde indstillet mig til at deltage i udviklingsforløbet. Før det havde hun prikket til mig for at høre, om jeg gerne ville denne vej, men sådan noget skal også lige passe med familien og fritiden. Jeg har ikke været i tvivl om, at jeg gerne ville noget ledelse, men det er aldrig til at time det, så det passer 100 procent", fortæller Bjørn de Place.

Lærer Katrine Klixbull fra Skovvangskolen i Hammel har også deltaget i forløbet, og fra august konstitueres hun som viceskoleleder på Tungelundskolen.

"Jeg er meget glad for, at hun har takket ja, for det handler ikke bare om at få et puslespil til at gå op, men mere om at matche de rigtige mennesker, så ledelsen på skolen bliver styrket", siger skolechef i den østjyske kommune Favrskov, Hans Jørgen Nielsen-Kudsk i en pressemeddelelse.

Fremtidens skoleleder beklæder et topjob 

Sammen med professionshøjskolen Via har kommunen netop afsluttet det et-årige talentforløb, hvor 16 lærere og pædagoger på fastlagte undervisningsdage har fået undervisning på Via og deltaget i coachsamtaler, netværksmøder, vejledning og mentorsamtaler. Der har også været dialogmøder og individuelle samtaler med skolechefen og HR for at få egne udviklingsområder og overvejelser om ledelse i spil.

"Forløbet har været godt skruet sammen, hvor vi har fået en masse teoretisk viden, som så er blevet sat i spil med konkrete cases og problemstillinger fra vores hverdag. Jeg er glad for, at forløbet har varet et år, for man skal også have sig selv med i det og lære over tid", understreger Bjørn de Place.