Læringsinvasion, læringsinfektion - Keld Skovmand og Lene Tanggaard leger med ordene og håber, at lærerne også vil få mange flere ord på, hvad der sker, når man lærer, ved at læse og diskutere deres bog.

Fremtrædende skoleforskere vil aflæringsficere lærernes sprog

Et overdrevent fokus på læringsmål har fjernet blikket fra indhold og formål med undervisningen, og det gør sproget om at lære fattigt og uambitiøst. Sådan lyder det fra Keld Skovmand og Lene Tanggaard, der med ny bog vil give lærerne inspiration til at genoptage diskussionen om, hvad det vil sige at lære noget.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I skolen skal man leve op til læringsmål, man har en læringsplatform, og er man i tvivl kan man hente hjælp hos ministeriets læringskonsulenter.

Der er sket en "læringsficering" af skolen, men samtalen om, hvad det egentlig vil sige at lære noget, er forstummet.

Sådan lyder det fra de to fremtrædende skoleforskere Keld Skovmand og Lene Tanggaard i den nye bog 'Hvad vi taler om, når vi taler om at lære', der udkommer 1. december.

Anmeldelse: At lære er at lære noget, så lad os tale om noget

"Læring bliver en slags glasur, man lægger henover det hele for at minde os selv om, at det handler om, at eleverne skal lære noget. Men det tilføjer ikke betydning", siger Keld Skovmand.

Skovmand: Der skal konkret frihed til, før jeg tror på, at læringsmålstyring er død

"Man har overforbrugt læringsbegrebet i sådan grad, at det til sidst er tømt for mening. Man fortæller aldrig, hvad man forstår ved læring eller ved mål, eller hvilket syn på undervisning, der ligger bag".

Vi har netop sat os til rette omkring bordet, hvor Keld Skovmand har indtaget en plads, hvor venstre øre vender ud mod lokalet. En infektion har nemlig medført, at han midlertidigt ikke kan høre noget på det højre.

Interviewet er ikke mange minutter gammelt, da han peger på det højre øre og sammenligner den udefrakommende påvirkning på sproget i  skolen med de bakterier, der har taget bo i hans øre, og som han tager antibiotika for at komme af med.

"Vi taler om en læringsinvasion i bogen, men man kan også tale om en læringsinfektion. Skolens sprog er blevet inficeret med læring, og vi tilbyder en sprogkur", siger han og kigger hen mod Lene Tanggaard og bemærker:

"En sprogkur. Det er da et godt udtryk. Det må vi huske".

Bogen er et "debatterende forskningsværk", hvor de to forskere i høj grad leger med ordene. Går på opdagelse i sproget om læring. Eller rettere: Om det at lære.

"Vi har brug for begreber i pædagogikken til at belyse det, der sker, når eleverne erfarer eller opdager et eller andet. Men det skal være et pædagogisk og teoretisk informeret sprog", siger Lene Tanggaard.

Formålet trænger til pleje

Lene Tanggaard er professor ved Aalborg Universitet og rektor på Designskolen i Kolding, mens Keld Skovmand er lektor på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole

De sad begge med i den rådgivningsgruppe, der skulle rådgive ministeriet, da bindingerne i Fælles Mål skulle løsnes i 2017. Hun som formand og han som medlem.

Gruppens arbejde mundede ud i fem pejlemærker til den videre udvikling af Fælles Mål. Måltænkningen fylder dog fortsat alt for meget i skolen, mener de.

Det sker på bekostning af paragraf 5 i folkeskoleloven om indholdet i undervisningen, der bruger ord som fordybelse, overblik, sammenhæng og erkendelse.

Og også på bekostning af folkeskolens formålsparagraf, der taler om åndsfrihed, ligeværd og demokratisk dannelse. Begge dele er trængt i baggrunden af et fortsat fokus på læringsmål.

Skovmand: Læringsmålstyring var ikke baseret på forskning

"Læringsmålsstyringen eksisterer fortsat i fuld vigør. Vi har stadig kompetencemål som overligger, mens vi glemmer formålet og fagenes formål", siger Lene Tanggaard, som tilføjer:

"Der bliver også stadig talt om, at skolens formål er læring og trivsel. Det er meget bekvemt, for hvem kan være imod det? Men det er faktisk ikke formålet med den danske folkeskole".

De to forfattere understreger flere gange, at målet med bogen er at starte en samtale, der skal munde ud i et pædagogisk sprog om at lære.

Her bør folkeskolens formål være helt centralt, påpeger Keld Skovmand og introducerer endnu et nyt ord, han efterfølgende skriver sig bag det hårdt trængte øre:

"Ligesom man taler om formuepleje, kan man her tale om formålspleje. Det er en arv, vi har fået. Den skal man nurse, beskytte, investere og forrente. Man skal i hvert fald ikke formøble den, og det er vi i gang med".

Læring fortrænger erfaring og erkendelse

Hvad gør det af forskel ude i virkeligheden, at man sætter 'læring' foran alting?

"Skolen bliver dårligere til at løse sin opgave, når vi kalder alt det samme. Vi kan ikke forholde os aktivt og professionelt til det, som er i verden, når læringsbegrebet kolonialiserer vores sprog", siger Lene Tanggaard. Keld Skovmand supplerer:

"Jeg oplever at selv reflekterede venner siger 'det var en god læring', eller 'det var der meget læring i', og når jeg gør dem opmærksomme på det, bliver de nærmest forskrækkede. Begrebet bliver naturaliseret, og pludselig bruger vi det i stedet for erfaring eller indsigt på steder, hvor det slet ikke hører til".

Selvom Lene Tanggaard gerne ser, at man øver i sig i at undgå at bruge ordet, mener hun også at man gør læringsbegrebet fortræd ved at bruge det i flæng.

"Vi ender med at blive meget uambitiøse", siger hun, "for ofte mener vi blot, at folk har gjort sig erfaringer. Men det at lære kræver, at vi kan noget andet end før, ved noget mere end før, forstår os selv på en ny måde. Når vi bruger læring så forskelsløst, er vi simpelthen ikke ambitiøse nok med begrebet".

Lene Tanggaard: Dannelsen skal opstå i en garagerevolution

Keld Skovmand mener, at udfordringen er særlig tydelig, når man snakker om læringsmål.

"Man tror, at hvis der er læringsmål, sker der læring. Hvis man går hen på læringscenteret i stedet for skolebiblioteket, sker der læring. Der er lagt nogle automatismer ind i det. Det er en form for tom besværgelse", siger han.

"Hvis man bruger ét ord om noget, man tidligere har brugt 10, 20 eller 30 ord om, bliver vi enormt meget fattigere. Betydningen af læring udhules, samtidig med at vi simpelthen mister et sprog, der er enormt meget historie i. Læringsbegrebet er historieløst og afskærer os fra at bruge historien til at være kritisk og rette op på ting".

Metodefrihed gælder ikke stoffet

Er der ikke noget, man skal lære ved at gå i skole, og som man er nødt til at tjekke, at eleverne har lært?

"Nogle har tidligere misforstået både Keld og mig, som om vi mener, at der slet ikke skal være mål. Selvfølgelig skal der være det. Der skal være didaktiske mål og faglige mål. Men de mål, der virker, er dem, som springer ud af stoffet. Vi skal ikke starte med målet. Vi skal starte med stoffet", siger Lene Tanggaard.

Keld Skovmand har en fortid som religionsdidaktiker og er fortaler for en bibelkanon, understreger han.

"I stedet for at sætte mål om, at eleverne skal kende centrale bibelfortællinger, så skal nogen udpege dem. Der er tekster, der er vigtigere end andre", siger han.

Lene Tanggaard mener, at det er på tide med en debat om metode- kontra stoffrihed i den danske folkeskole.

"I Danmark har vi løst det med kompetencemål, og nedenunder dem er frivillige færdigheds- og vidensmål. Så vi har jo en samtale omkring, hvad der er værd at lære", siger hun.

Endelig: Læringsmålstyring afskaffes i læreruddannelsen

"Problemet er, at vi kommer til at tale om, hvilke genrer man skal kende til. Det bliver en diskussion om form frem for konkrete tekster. Vi skal turde tale om, at der er tekster der er uomgængelige".

Når man indfører en kanon følger også en debat om, hvilke tekster, der skal indgå i den. Det er næsten det vigtigste, mener Keld Skovmand.

"Problemet med de nuværende kanon i historie og litteratur er, at de i for høj grad er politiserede, og at de mangler didaktiske begrundelser", siger han.

"Hver gang man foretager et kanonvalg, er man didaktisk forpligtet. Man er nødt til ikke bare at sige noget om, hvad der skal være i undervisningen, men også hvorfor og hvordan".

"Det er på det sidste, vi har svigtet i forhold til både kanon, men også læreplaner og Fælles Mål. Overgangen fra centrale kundskabs- og færdighedsområder til kompetenceområder er udtryk for en overgang fra en indholdstænkning til en måltænkning, som er meget skadelig".

Snakken skal tages af lærerne

Et øget fokus på indholdet i undervisningen sikrer lærernes metodefrihed, når det kommer til, hvordan de vil undervise i stoffet.

Problemet med fokus på læringsmål er, at de kommer til at angive både mål, indhold og metode, mener de to forfattere.

"Antorini havde fat i den lange ende, når det kommer til den nødvendige frihed til kunne eksperimentere med sin undervisning. Det var også tankerne bag Ny Nordisk Skole, hvor jeg faktisk var med hende", siger Lene Tanggaard.

"Men der er en skillelinje der, hvor hun ender med at sige, at det er målene, der skal læres. Der får vi reduceret alt, hvad skolen handler om, til at nå i mål. Det ligger der en voldsom reduktion af skolens rolle i".

"Åndsfrihed, ligeværdighed og demokrati kan man for så vidt godt sætte nogle mål op for. Men man vil nok ret hurtigt opdage, at det er mere komplekst end bare at nå i mål at være sammen på en ligeværdig måde og at kultivere en fri, kritisk tænkning. Det er en endeløs øvelse. Man skal gerne have den erfaring som elev, at der er noget, der er så stort, fint og dybt, at man faktisk aldrig bliver færdig med det".

På bogens første side står der, at den er 'til alle landets lærermøder'. Den nødvendige samtale og debat, forfatterne ønsker at skabe med bogen, skal nemlig først og fremmest foregå ude på lærerværelserne, mener de.

"Vi skal tale om, hvad det vil sige at lære i skolen. Det skal man gøre på lærermøder, og har man ikke sådan nogen, så må man lave en kaffeklub. Vi skal udvikle pædagogisk sprog. Det er det, der giver energi til opgaven", siger Lene Tanggaard.

Lene Tanggaard blev Årets Sveske

"Det gør en kæmpeforskel at have et fagligt forum og kollegialt fællesskab, hvor man udvikler et sprog for sin opgave, som man ikke bare har importeret fra politikere og teknokrater".

Det betyder ikke, at man ikke også skal snakke om alle de rammebetingelser, der ikke fungerer i skolen, påpeger Keld Skovmand.

"Der er ingen tvivl om, at man skal italesætte, at forholdene virkelig ikke er gode i folkeskolen. Men man skal passe på ikke at lave jamreklubber i stedet for kaffeklubber. Man graver sin egen grav, hvis man kun snakker om det", siger han.

"Man er nødt til også at tale om, hvad der er smukt og sjovt i skolen. Hvad vil jeg gøre for åndsfriheden i dag? Hvad vil jeg gøre for ligeværdet i morgen og for demokratiet på mandag? Det er man nødt til at tale om".

'Hvad vi taler om, når vi taler om at lære' udkommer 1. december på Hans Reitzels Forlag.