
Forsker: Der er ting, der bør handles på
Forskningschef Andreas Rasch-Christensen sidder i den videnskabelige styregruppe for følgeforskningen til reformen og stod for den tværgående opsamling på de fire rapporter, da Undervisningsministeriet præsenterede dem i november. Han mener, Undervisningsministeriet allerede nu bør se på skolereformen.
Er der noget i rapporterne, som du tænker, at man bør handle på allerede nu?
»Ja, helt klart den skepsis, som lærerne og i øvrigt også pædagogerne har, med hensyn til at de mangler sammenhængende tid til at forberede og ikke mindst efterbehandle undervisningen«, fremhæver Andreas Rasch-Christensen.
Rapporterne viser store forskelle på, i hvor høj grad skolerne har implementeret de forskellige reformelementer. Hvis det blot skyldes, at man helt pragmatisk tager tingene lidt ad gangen, må man bare give det tid, men hvis det er udtryk for, at skolerne simpelthen ikke kan få det til at fungere, så er det selvfølgelig noget, man skal handle over for - men det kan være svært at sige nu.
Sidst, men ikke mindst, advarer han om, at rapporten om ledelse viser, at skolelederne i stigende grad leder direkte på de pædagogiske metoder og i mindre grad kommer rundt og ser noget undervisning.
»Så kan man sidde på kontoret og sige, at her arbejder vi med Hatties synlige læring, og derfor implementerer vi 'tegn på læring', men selv holder man sig langt væk fra de faglige processer. Det synes jeg, vi kan se nogle tendenser til«, siger Andreas Rasch-Christensen og oplever også, at kommunerne køber konsulenthuse, som drifter et helt koncept med bestemte metoder, som skoler og lærere så skal anvende.