Lærer til lærer

Et spændende nyt redskab til undersøgelser i fælles faglige undervisningsforløb i grundskolen

Det forlanges, at eleverne skal lave undersøgelser til deres problemstilling. Her kan manglede udstyr sætte en grænse for elevernes muligheder for at gøre spændende og fagligt gode undersøgelser. EO-browseren er et godt undersøgelsesinstrument, som er tilgængelig for alle, og som ikke koster noget for skolen. Det er anvendeligt til undersøgelser i alle naturfagene, og det har potentiale til at engagere eleverne i at udforske af vores planet. Enhver kan arbejde selvstændigt med EO-browseren, og man kan fortsætte sine undersøgelser, når man er kommet hjem fra skole.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Man kan downloade satellitfotos af skovbrande og måle deres størrelse i areal. Der kan indsættes forskellige bånd i billederne, så at man får fremhævet det man observerer.

Man kan se byudvikling over nogle år og lave en timelapse, der viser udviklingen. Tilsvarende kan man kort lægge udviklingen i kunst-vandings-projekter som fx i ørkenen i det vestlige Ægypten.

Man kan observere algeudviklingen i Østersøen i sensommeren, og på den måde undersøge overgødningen af vores vandmiljø. Med specielle bånd kan eleven fremhæve algevæksten i billederne.

Med satellitten Sentinel 5 kan man observere forurening af atmosfæren med fx NOx, methan, carbon-mono-oxid og svovldioxid. Med NOx undersøgelser kan elever afsløre hvor og hvornår skorsten og udstødningsrør på biler og skibe forurener, fordi der ikke monteret katalysatorer til at rense udstødningen.

Undersøgelser om svovldioxid kan afsløre afbrænding af kul og brunkul med svovl-indhold uden efterfølgende rensning af røgen.

Undersøgelser med carbon-mono-oxid giver udslag fx i atmosfæren over brandene i Amazonas.

Det er oplagt at disse undersøgelser af forurening af atmosfæren med molekyler har forbindelse til fagene fysik og kemi og geografi. Men forbindelsen til udviklingen af biotoperne inddrager hele tiden faget biologi.

Derfor er EO-browseren et redskab for alle naturfagene.

Det er meget egnet til projekter i gymnasiet. Men det er så enkelt at bruge EO-browseren, at den også bør anvendes i grundskolen.

Endnu har kun få grundskolelærere lært at bruge EO-browseren. Dog har dansk ESERO holdt det første kursus for grundskolelærere i geodata den 4. maj 2019 i Videnskabernes hus i Bjerringbro. Mange lærere fra Viborg Kommune deltog i det. Dette kursus følges op den 4. oktober samme sted. Man kan godt deltage den 4. oktober, selvom man ikke var med den 4. maj, også når man er fra anden kommune. Det er gratis at deltage.

https://esero.dk/begivenhed/geodata-i-udskolingen-ii

Sådan kan du downloade satellitfotos af fx brandene i Amazonas ved hjælp af EO-browseren.

Opret en brugerprofil på sitet: https://www.sentinel-hub.com/explore/eobrowser

Tryk på START EXSPLORING midt på skærmen og Login i øverste venstre hjørne.

Derefter kan du vælge satellit, område og tidsrum og acceptabelt skydække i browseren.

Hvis du vil se skovbrande, kan du bruge satellitten Sentinel L2A

Hvis du vil overvåge forurening af atmosfæren med fx NOx, kan du bruge Sentinel 5 og vælge det molekyle, du vil undersøge for.

Du søger, og derefter kan du se resultaterne billede for billede. For Sentinel L2A kan du kun se de ”striber” af land eller hav, som satellitten har fløjet hen over på det angivne tidspunkt. Gem de bedste fotos med ”pin”. Du kan downloade fotos og timelapses til din pc ved hjælp af ikoner til højre på skærmen

Jeg stillede ind på Sydamerika og downloadede fotos fra den sidste måned. Jeg fandt brande ved at spejde efter røg. Når jeg skiftede fra True Color til SWIR ( baseret på bånd 12, 8a og 4) blev brandene fremhævet. Ved at lave timelapses kunne jeg se, hvordan brandene bredte sig.

Min søn Ebbe og jeg observerede en brand i et regnskovsområde i Amazonas i august 2019. I lommer i regnskoven sås agerjord. Det var skoven mellem agrene, der brændte. Med et redskab kunne vi måle arealet af branden til 70 km2. På en anden side af agrene opdagede vi en brand mere!

Jeg har også observeret 1) skovbrandene på Gran Canaria, 2) vulkanudbruddet fra Etna på Sicilien den 26.12.18, 3) algevækst i Østersøen i denne sommer og 4) forurening med NOx og andre stoffer fra opvarmning med fossile brændstoffer og udstødning fra biler og skibe uden katalysatorer.

EO-browseren er et spændende observations-instrument, der er tilgængeligt for alle.

Jeg tænker, at mange unge mennesker kan blive engagerede i at bekæmpe klimakrisen derved, at de laver undersøgelser med EO-browseren.