På mange skoler afleverer forældre eleverne uden for skolerne og lærere og pædagoger tager imod eleverne, når de ankommer.

Ny corona-morgenrutine giver ro og tryghed på Frederiksberg-skoler

Under corona har flere folkeskoler på Frederiksberg har haft gode erfaringer med, at lærerne har mødt eleverne i skolegården før undervisning. Det giver rolige og mere trygge elever, lyder det fra to skoleledere.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Corona-tiden har som bekendt ført til en helt ny dagligdag med nye vaner og rutiner på landets folkeskoler.

Simon Aggesen, borgmester for Konservative på Frederiksberg, fortæller, at folkeskolerne i kommunen har haft gode erfaringer med at lade lærere og pædagoger tage imod deres elever, når de bliver afleveret - som led i at imødekomme myndighedernes retningslinjer.

"Det er en lille ting, vi måske ikke har reflekteret over før, men som måske kan give noget kvalitet fremadrettet, og det må vi tage med, når vi igen har overskud", sagde Frederiksberg-borgmesteren i P1-programmet Orientering.

Første skoledag i en måned: "Godmorgen, godmorgen - hvor er det dejligt at se jer igen"

Samarbejdsvillige forældre

På Søndermarkskolen sætter forældrene deres børn af i nærheden af skolen, mens lærere og pædagoger står klar i faste tidsrum for at modtage børnene. Det har været en stor succes, fortæller skoleleder Leif Gaard Bjarning.

"Det har skabt ro lige fra begyndelsen. Det er der ingen tvivl om. Der var selvfølgelig børn, der var lidt utrygge, men selv ledelsen stod ude på vejen sammen med lærerne og tog imod børnene. Siden har lærerne og pædagogerne stået samme sted og taget imod børnene, hvilket forældrene er rigtig glade for", siger skolelederen til folkeskolen.dk.

Leif Gaard Bjarning har været på fem forskellige skoler - både som lærer og leder. I den tid har han oplevet, hvordan nogle forældre følger deres børn helt til dørs og et stykke længere endda.

"På alle skoler er der forældre, der følger deres børn helt ind og hænger tasken på stolen, selvom der egentlig ikke har været behov for det. Det har vi også haft her. Gennem mange år har vi opfordret til, at forældrene ikke tager turen helt ind i klasserne", siger han og udtrykker samtidig glæde over forældres samarbejdsvillighed.

"Vi havde vores bekymringer om, hvordan forældrene ville tage det, men der har overhovedet ikke været modstand. Forældrene har været meget forstående og gode til at overholde 'de nye retningslinjer' og anbefalinger, vi har sendt ud, og vi har rost dem meget".

Nye retningslinjer til skolerne er måske klar onsdag: De centrale parter mødes i morgen

Færre børn giver bedre betingelser

På en anden Frederiksberg-skole, Skolen på Nyelandsvej, har man også gode erfaringer med den nye ordning, hvor lærere og pædagoger møder lidt tidligere op end sædvanligt.

"Vi har sat lærerne til at møde tidligere og ude i gården, så forældrene er helt trygge ved at aflevere deres børn. Det, at lærerne møder børnene ude i gården, skaber en anderledes situation", siger skoleder Peter Rene Christensen.

Han forklarer samtidig, at det ikke tidligere har været et stort problem, og han beskriver de fleste morgener på skolen som "rolige". At starten på skoledagen muligvis har forløbet endnu mere gnidningsfrit, kan også skyldes andre ting, påpeger han:

"Eleverne er også kun i halve klasser lige nu. Det giver i sig selv meget mere ro, når der er 12 børn i stedet for 24".

Undervisningsministeriet: To meter mellem læreren og første række

Ikke gratis

I radioudsendelsen åbner borgmester Simon Aggesen for, at skolerne i fremtiden muligvis kan fortsætte ordningen, hvor lærere og pædagoger hilser deres elever velkomne inden starten på skoledagen.

Det er dog ikke helt sikkert, at det er den rigtige måde at gøre det på, lyder det fra de to skoleledere på Frederiksberg. Begge peger på, at hvis konceptet skal gøres permanent, kommer det til at koste arbejdstid.

"Det kræver jo, at vi beder en stor del af lærerne og pædagogerne om at møde ind tidligere. Jeg ved ikke, om vi fortsætter med det i fremtiden, men det har da nok givet mere ro", siger Peter Rene Christensen, skoleder fra Skolen på Nyelandsvej.

Leif Gaard Bjarning fra Søndermarkskolen peger også på, at ordningen vil tage en bid af arbejdstiden og skolens resurser. Men han håber dog, at forældrene fortsat vil sige farvel til børnene tidligere, når den "almindelige" hverdag igen kalder.   

"Jeg håber virkelig, vi kan fortsætte med, at forældrene sætter børnene af udenfor efter corona".